Page contents Page contents Værktøjskassen for retsstatsprincippet Opretholdelsen af vores grundlæggende værdier er et fælles ansvar for alle EU's institutioner og medlemslande. Europa-Kommissionen har et ansvar, som Den Europæiske Unions Domstol har anerkendt, for at sikre, at retsstatsprincippet overholdes, og for at sikre, at EU's lovgivning, værdier og principper overholdes. For at gøre dette råder Kommissionen over en række instrumenter – den såkaldte værktøjskasse for retsstatsprincippet. Eftersom udfordringerne af retsstatsprincippet varierer, gør vores værktøjer det også. Hvert værktøj er skræddersyet til en specifik situation og har til formål at fremme retsstatsprincippet og forebygge eller reagere på problemer på retsstatsområdet. Retsstatsrapporten Siden 2020 har Europa-Kommissionen hvert år offentliggjort en retsstatsrapport. Denne rapport er kernen i en årlig cyklus, den såkaldte retsstatsmekanisme, som gør det muligt at få et overblik over, hvor hvert enkelt EU-land står med hensyn til retsstatsprincippet. Den ser på både positiv og negativ udvikling. Som led i denne vurdering, der er resultatet af hundredvis af møder med myndigheder og interessenter hvert år, retter Europa-Kommissionen også skræddersyede henstillinger til alle medlemslande. Denne tilgang har givet resultater, hvor 65 % af henstillingerne i 2022 helt eller delvist er blevet efterkommet i 2023. Dette viser, at retsstatsrapporten er blevet en vigtig drivkraft for forandring, som opretholder høje standarder for retsstatsprincippet i EU. Fra 2024 omfatter rapporten også fire udvidelseslande. Mød de mennesker, der står bag retsstatsrapporten i vores serie af videoer, og lær mere om, hvordan rapporten udarbejdes, de debatter, den udløser, og de resultater, den har givet. Del videoerne på de sociale medier ved hjælp af hashtagget #RuleOfLaw. Retsstatsrapporten Udarbejdelse af retsstatsrapporten Løbende dialog om arbejdet med at forbedre rapporten om retsstatssituationen 5 års arbejde med at forbedre rapporten om retsstatssituationen Andre instrumenter i værktøjskassen Instrumenter til fremme af retsstatsprincippet og forebyggelse af problemer: EU's resultattavle for retlige anliggender: En årsrapport med sammenlignelige data om de nationale retssystemers uafhængighed, kvalitet og effektivitet. Det europæiske semester: En årlig proces, der munder ud i landespecifikke henstillinger om makroøkonomiske og strukturelle spørgsmål, herunder vedrørende retssystemer og bekæmpelse af korruption, med det formål at sætte skub i den økonomiske vækst. EU's støtte til strukturreformer: EU yder teknisk og økonomisk støtte til medlemslandenes gennemførelse af strukturreformer, f.eks. gennem instrumentet for teknisk støtte og i forbindelse med genopretnings- og resiliensfaciliteten. Mange medlemslande har i deres genopretnings- og resiliensplaner medtaget reformer og investeringer for at styrke deres retssystem, rammer for bekæmpelse af korruption eller kvaliteten af lovgivningsprocessen. Støtte til civilsamfundet, netværk og projekter: EU's finansieringsinstrumenter, kommunikationskampagner og PR-aktiviteter, herunder støtte til retlige netværk, mediepluralisme og -frihed.Instrumenter som svar på udfordringer med retsstatsprincippet: Traktatbrudssager: Traktatbrudssager sikrer, at EU-retten anvendes korrekt og overholdes på nationalt plan. Kommissionen kan indlede traktatbrudssager for at sikre retlig beskyttelse fra uafhængige og upartiske domstole, der er oprettet ved lov i henhold til artikel 19, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) sammen med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Artikel 7 i TEU: Artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union er et instrument til at imødegå (risikoen for) alvorlige tilsidesættelser af retsstatsprincippet, med dialog og mulige sanktioner, vedtaget af Rådet. Retsstatsrammen: Et redskab til tidlig varsling, som Kommissionen vedtog i marts 2014, og som gør det muligt at indlede en struktureret dialog med et medlemsland for at imødegå systemiske trusler mod retsstatsprincippet, så en optrapning af situationen undgås. Generel budgetkonditionalitet: Konditionalitetsmekanismen kan anvendes i tilfælde af tilsidesættelser af retsstatsprincippet, der påvirker eller udgør en alvorlig risiko for at påvirke den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens budget eller beskyttelsen af Unionens finansielle interesser på en tilstrækkelig direkte måde. Den horisontale grundforudsætning om EU's charter om grundlæggende rettigheder: Dette er endnu et værktøj til at beskytte EU-midler i forbindelse med samhørighedspolitikken. Den horisontale grundforudsætning om EU's charter om grundlæggende rettigheder pålægger alle medlemslande at indføre effektive mekanismer til at sikre, at de programmer, der støttes af forordningen om fælles bestemmelser, og deres gennemførelse er i overensstemmelse med chartret. Dette er en forudsætning for, at deres udgifter kan godtgøres. Mekanismen for samarbejde og kontrol: Mekanismen for samarbejde og kontrol var en mekanisme for regelmæssig overvågning og statusrapporter om de fremskridt, der blev gjort i Rumænien og Bulgarien med henblik på benchmarks, der blev fastsat ved tiltrædelsen, vedrørende retsreform og korruption og, for Bulgariens vedkommende, bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Den blev lukket i 2023. Dokumenter Faktablad om værktøjskassen for retsstatsprincippet Relaterede links Hvad er retsstatsprincippet?