Hvad EU gør
EU's politikker inden for beskæftigelse og sociale anliggender sigter mod at skabe kvalitetsjob i hele EU, hjælpe arbejdstagere med at finde beskæftigelse, både i deres hjemlande og i andre medlemslande, og fremme kompetenceudvikling og iværksætteri. Politikkerne har også fokus på at modernisere og koordinere de sociale sikringsordninger, forbedre arbejdsforholdene gennem fælles minimumskrav, fremme den sociale inklusion og bekæmpe fattigdom og hjemløshed. De skal også beskytte rettighederne for personer med handicap og sikre lige muligheder for alle.
EU yder og koordinerer finansiering for at hjælpe medlemslandene med at investere i f.eks. børnepasning, sundhedspleje, uddannelse, tilgængelig infrastruktur og hjælp med at finde arbejde.

Nøgletal for den europæiske søjle for sociale rettigheder
Den europæiske søjle for sociale rettigheder består af 20 principper og rettigheder, der er afgørende for at sikre retfærdige og velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. Handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder indeholder en række sociale mål, som EU skal leve op til senest i 2030.
Indsatsområder
Initiativer vedrørende økonomisk overkommelige boliger, transport, energi og fødevarer
Regler til at sikre arbejdstagere en passende mindsteløn
Styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde gennem løngennemsigtighed
En handlingsplan for at sikre uddannelser, træning og livslang læring af høj kvalitet
Styrkede arbejdsvilkår for personer, der arbejder gennem digitale platforme
Hjælp til at sikre unge en gnidningsløs overgang fra uddannelse til arbejdsmarkedet og forebyggelse af langtidsledighed blandt unge
Alle børn i risiko for fattigdom eller social udstødelse skal have adgang til grundlæggende ydelser som sundhedspleje og uddannelse
Adgang til nødvendige offentligt betalte sundhedsydelser på lige fod med lokale beboere under midlertidige ophold i EU, EØS, Schweiz og Det Forenede Kongerige
Eures hjælper jobsøgende med at finde arbejde og arbejdsgivere med at rekruttere medarbejdere i hele Europa
De vigtigste resultater
- EU har indført regler for at sikre passende mindstelønninger og fremme kollektive overenskomstforhandlinger. Passende lønninger sikrer, at alle har en anstændig tilværelse, og forbedrer den sociale retfærdighed.
- Vi har fastlagt regler for at forbedre arbejdsvilkårene for platformarbejdere. Af de 28 millioner, der arbejder gennem digitale platforme, er op til 4,1 millioner fejlklassificeret som selvstændige og kunne blive ansatte. Disse lønmodtagere vil nyde godt af arbejdstagerrettigheder og sociale rettigheder, deriblandt sygeforsikring, lønnet ferie, arbejdsløshedsunderstøttelse og adgang til social beskyttelse.
- I EU tjener kvinder 13 % mindre end mænd for at udføre det samme arbejde. Vi har fastlagt regler om løngennemsigtighed for at virkeliggøre det grundlæggende princip om samme løn for samme arbejde. Virksomheder med mere end 100 ansatte skal offentliggøre oplysninger om lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere.
- Ungdomsgarantien sikrer, at unge tilbydes et job, en videregående uddannelse, et praktikophold eller en læreplads senest fire måneder efter, at de er blevet ledige eller har færdiggjort deres uddannelse. Den europæiske ungdomsgaranti har siden 2013 hjulpet mere end 50 millioner unge.
- Siden 2022 har mere end 4 millioner ukrainere nydt godt af midlertidig beskyttelse, hvilket har givet dem mulighed for at genopbygge deres liv og finde arbejde i EU.
- Gennem pagten for færdigheder, som siden 2020 har opfordret offentlige og private organisationer til at forene deres kræfter for at opkvalificere og omskole arbejdstagere. Frem til 2024 havde pagten samlet mere end 2 500 medlemmer, som sammen har uddannet mere end 3,5 millioner mennesker.
- Alene mellem 2007 og 2024 har Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere været involveret i 182 sager og afsat 700 millioner euro til at yde bistand til mere end 170 000 mennesker i 20 medlemslande.
I fokus
1 ud af 5 europæere er ramt af fattigdom, herunder 1 ud af 4 børn, mens omkring 1 million mennesker i EU er hjemløse.
Kommissionen har foreslået en pakke af foranstaltninger, der skal bidrage til at udrydde fattigdom og boligkrisen, herunder den første EU-strategi nogensinde for bekæmpelse af fattigdom, en styrket børnegaranti og tiltag til bekæmpelse af udelukkelse fra boligmarkedet.

Denne side blev sidst opdateret den 6 maj 2026