Sidens indholdSidens indhold Hvad er et borgerinitiativ? Med et europæisk borgerinitiativ kan du og andre europæere deltage aktivt i udformningen af EU's politikker. Hvis du ønsker, at EU skal gøre noget ved et bestemt spørgsmål, kan du oprette et europæisk borgerinitiativ for at opfordre Europa-Kommissionen til at foreslå ny EU-lovgivning på området. Hvis Kommissionen skal behandle dit initiativ, kræver det, at 1 million borgere fra flere EU-lande skriver under på, at de støtter det. Læs mere om det europæiske borgerinitiativ Sådan organiserer du et borgerinitiativ Inden du går i gang med dit initiativ, skal du oprette en initiativtagergruppe. Gruppen skal bestå af mindst 7 EU-borgere, der bor i mindst 7 forskellige EU-lande. Det behøver ikke at være statsborgere fra 7 forskellige lande, men de skal være gamle nok til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet i deres hjemlande. Når du har oprettet en initiativtagergruppe, skal du indsende en registreringsanmodning til Kommissionen. Før Kommissionen kan registrere jeres initiativforslag, skal den først tjekke, om en række juridiske kriterier er opfyldt – særligt om initiativet falder inden for et område, hvor den har beføjelse til at handle. Når jeres initiativ er blevet registreret, kan I fastsætte en startdato for indsamling af støttetilkendegivelser fra borgere i hele EU. Start et europæisk borgerinitiativ Læs mere og få råd om borgerinitiativer, og få kontakt og diskutér med andre Hvordan får I svar og indflydelse? Jeres initiativ skal leve op til en række betingelser, bl.a. at der skal være indsamlet mindst 1 million gyldige underskrifter underskriverne skal være fra mindst 7 forskellige EU-lande (og at der skal være et minimumsantal underskrifter fra hvert af disse lande). Hvis jeres initiativ opfylder alle betingelser, vil Kommissionen tage det op til overvejelse. Inden for 1 måned vil I få et møde med EU-embedsmænd. Inden for 3 måneder vil I få mulighed for at fremlægge initiativet ved en offentlig høring i Europa-Parlamentet. Inden for 6 måneder vil Kommissionen udarbejde et formelt svar og forklare, hvorfor den vil eller ikke vil foreslå ny lovgivning baseret på borgerinitiativets forslag. Læs mere om svar på borgerinitiativer