Gå til hovedindholdet

Indtægtslofter

Maksimumbeløb for egne indtægter, som EU kan indhente fra medlemslandene til finansiering af udgifterne for perioden 2021-2027, herunder finansiering af genopretningsfonden for Europa, NextGenerationEU.

I EU's budget er der fastsat lofter for både:

  • Indtægter – med loftet for egne indtægter er der fastsat et maksimumbeløb for egne indtægter, som EU kan anmode om fra medlemslandene til finansiering af udgifterne for perioden 2021-2027
  • Udgifter – med det langsigtede budgetloft er der fastsat maksimumbeløb for, hvad EU kan afsætte til forpligtelser eller bruge på udgifter i den samme periode.

Indtægtslofterne er fastsat i afgørelsen om egne indtægter, som er den retsakt, hvor betingelserne for finansieringen af EU-budgettet er fastsat. Indtægtslofterne for egne indtægter er angivet som en procentdel af EU's estimerede bruttonationalindkomst – summen af alle medlemslandenes BNI – da det nominelle beløb varierer fra år til år alt efter udviklingen i EU's BNI.

Der er fastsat to typer af indtægtslofter:

  • Indtægtsloft for egne indtægter til dækning af bevillinger til forpligtelser – 1,46 % af EU's BNI for perioden 2021-2027 (en stigning fra 1,29 % i perioden 2014-2020)
  • Indtægtsloft for egne indtægter til dækning af bevillinger til betalinger – 1,40 % af EU's BNI for perioden 2021-2027 (en stigning fra 1,23 % i perioden 2014-2020)

Forskellen ("margenen") mellem loft for egne indtægter vedrørende betalinger og det langsigtede budgetloft for betalinger fungerer som en garanti for, at EU kan dække alle sine finansielle forpligtelser og eventualforpligtelser under alle forhold, også i tilfælde af en negativ økonomisk udvikling. Det kaldes EU's budgetmargen.

I henhold til den seneste afgørelse vedrørende egne indtægter bliver loftet for egne indtægter forhøjet med 0,6 procentpoint undtagelsesvist og midlertidigt. Det skal sikre en større margen og give EU mulighed for at låne på markederne for at finansiere NextGenerationEU, der er EU's genopretningsinstrument for Europa.

EU own resources' ceiling

Forhøjelsen af loftet for egne indtægter til betalingsbevillinger til 2,00 % af BNI er tidsbegrænset og anvendes kun i forbindelse med genopretningen efter coronaviruspandemien. Den øgede margen medfører ikke umiddelbart et yderligere bidrag fra medlemslandene til EU-budgettet, da den udelukkende fungerer som en fælles garanti for Europa-Kommissionens udstedelse af obligationer på vegne af EU. Loftet for egne indtægter til betalinger sættes ned igen til 1,40 % af BNI, når alle tilskud er tilbagebetalt, og al gæld er afviklet.

Låntagning i forbindelse med andre låneprogrammer som SURE og MFA+ til Ukraine er garanteret under budgettets permanente loft for egne indtægter.