Skip to main content

Typer af EU-love

Den Europæiske Union bygger på retsstatsprincippet. Det betyder, at ethvert tiltag fra EU er baseret på traktater, der er blevet godkendt på demokratisk vis i alle medlemslandene. EU's lovgivning bidrager til at opnå målene i EU-traktaterne og føre EU-politikkerne ud i livet. Der er to hovedtyper af EU-love – primær og afledt lovgivning. 

Primær og afledt lovgivning

Alle EU's handlinger bygger på EU-traktaterne. Disse bindende aftaler fastsætter EU's mål samt reglerne for EU's institutioner og for, hvordan afgørelser vedtages. Den fastlægger desuden forholdet mellem EU og dets medlemslande.

Traktaterne er udgangspunktet for EU-lovgivningen og kaldes i EU for primær lovgivning.

Det lovkompleks, der baserer sig på principperne og målene i traktaterne, er kendt som afledt lovgivning og omfatter forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser.

Lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Lovgivningsmæssige retsakter, der vedtages efter en af de lovgivningsprocedurer, der er fastsat i traktaterne (almindelig eller særlig). Ikke-lovgivningsmæssige retsakter følger ikke disse procedurer og kan vedtages af EU's institutioner efter særlige regler. 

EU kan kun vedtage love på disse områder, hvis medlemslandene har givet beføjelse til det i EU-traktaterne. 

EU's indsatsområder

Sådan vedtages EU-lovgivningen

EU-traktater

Traktaterne fastlægger målene for EU, reglerne for EU's institutioner, hvordan afgørelser træffes, og forholdet mellem EU og dets medlemslande. EU-traktaterne er fra tid til anden blevet ændret i forbindelse med reformer af EU's institutioner og for at give EU nye ansvarsområder. De er også blevet ændret, så nye lande kunne komme med i EU.

Traktaterne forhandles og vedtages af alle EU's lande og ratificeres derefter af landenes parlamenter, undertiden efter en folkeafstemning.

Forordninger

Forordninger er retsakter, der automatisk og uden forskel gælder for alle EU-landene, så snart de træder i kraft og uden at skulle omsættes i nationale love. De er bindende på alle punkter i alle EU-lande.

Direktiver

Direktiver pålægger EU-landene at opnå et bestemt resultat, men overlader det til dem frit at vælge, hvordan de vil gøre det. EU-landene skal vedtage tiltag til indarbejdelse af direktiverne i de nationale love (såkaldt gennemførelse), så de kan nå de mål, der er opstillet i direktiverne. De nationale myndigheder skal oplyse Kommissionen om disse tiltag.

Indarbejdelsen i national lovgivning skal finde sted inden den frist, der fastsættes, når direktivet vedtages (normalt inden for 2 år). Hvis et land ikke gennemfører et direktiv, kan Kommissionen indlede et traktatbrudssøgsmål.

Sådan vedtages EU-lovgivningen

Afgørelser

En afgørelse er bindende i alle enkeltheder. Når den angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse.

Henstillinger

Henstillinger giver EU-institutionerne mulighed for at give deres mening til kende og foreslå en fremgangsmåde, uden at det pålægger modtageren nogen juridiske forpligtelser. De er ikke bindende.

Udtalelser

Udtalelser giver EU-institutionerne mulighed for at fremsætte en erklæring, uden at det pålægger modtageren nogen juridiske forpligtelser. De er ikke bindende.

Delegerede retsakter

Delegerede retsakter er juridisk bindende retsakter, som sætter Kommissionen i stand til at udbygge eller ændre visse ikke-væsentlige dele af lovgivningsmæssige retsakter, f.eks. for nærmere at specificere tiltag.

Kommissionen vedtager den delegerede retsakt, og hvis Parlamentet og Rådet ikke har nogen indvendinger, træder den i kraft.

Gennemførelsesretsakter

Gennemførelsesretsakter er juridisk bindende retsakter, som giver Kommissionen mulighed for – under overvågning af udvalg bestående af repræsentanter for EU-landene – at fastsætte betingelser, der sikrer, at EU's love anvendes på en ensartet måde fra land til land.

EU-traktater