Primær ret: EU-traktaterne
Alle EU's handlinger bygger på EU-traktaterne. Disse bindende aftaler mellem EU's medlemsstater, navnlig Romtraktaten og Maastrichttraktaten, fastsætter Den Europæiske Unions mål, regler for EU-institutionerne, hvordan beslutninger træffes, og forholdet mellem EU og dets medlemmer.
Traktaterne er udgangspunktet for EU-lovgivningen og kaldes derfor for primær lovgivning. EU kan kun vedtage love på politikområderne, hvis medlemslandene har givet beføjelse til det i EU-traktaterne. Dette kaldes princippet om kompetencetildeling.
Traktaterne forhandles og aftales mellem alle EU-medlemsstater og ratificeres derefter af deres parlamenter, nogle gange efter en folkeafstemning. Med tiden er EU-traktaterne blevet ændret for at tage imod nye medlemsstater, reformere EU-institutionerne og give EU nye ansvarsområder.
Afledt ret – Lovgivningsmæssige retsakter
Den lovgivning, der følger af traktaternes principper og mål, er kendt som afledt ret. Disse omfatter lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige retsakter.
Lovgivningsmæssige retsakter er afgørelser, der vedtages efter en af de lovgivningsprocedurer, som er fastsat i traktaterne (almindelig eller særlig lovgivningsprocedure).
I øjeblikket findes der fem typer lovgivningsmæssige retsakter, herunder forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser.
Forordninger er retsakter, der er bindende i alle enkeltheder. De finder direkte og ensartet anvendelse på alle EU-medlemsstater, så snart de træder i kraft, uden at det er nødvendigt at gennemføre dem i national ret.
Direktiverne fastsætter bindende mål for EU's medlemsstater om at opnå et bestemt resultat, men overlader det til dem frit at vælge, hvordan de vil nå disse mål.
Når direktivet er vedtaget på EU-plan, skal EU's medlemsstater vedtage foranstaltninger til at indarbejde direktivet i national ret (gennemførelse). De nationale myndigheder skal oplyse Kommissionen om disse tiltag.
Indarbejdelsen i national lovgivning skal finde sted inden den frist, der fastsættes i direktivet (normalt inden for 2 år). Hvis et land ikke gennemfører et direktiv, kan Kommissionen indlede et traktatbrudssøgsmål.
Afgørelser er bindende i alle enkeltheder. Når en afgørelse angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse.
Henstillinger er ikke bindende. De giver EU-institutionerne mulighed for at give deres mening til kende og foreslå en fremgangsmåde, uden at det pålægger modtageren nogen juridiske forpligtelser.
Udtalelser er ikke bindende. De giver EU-institutionerne mulighed for at fremsætte en erklæring, uden at det pålægger modtageren nogen juridiske forpligtelser.
Den lovgivning, der følger af traktaternes principper og mål, er kendt som afledt ret. Det omfatter lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige retsakter.
Ikkelovgivningsmæssige retsakter er afgørelser, der ikke vedtages efter den almindelige eller særlige lovgivningsprocedure, men snarere ved specifikke regler. For at en ikkelovgivningsmæssig retsakt kan vedtages, skal en lovgivningsmæssig retsakt først give beføjelse til, at den vedtages.
Der findes to typer ikkelovgivningsmæssige retsakter, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.