Typer af EU-lovgivning

Primær ret: EU-traktaterne

Alle EU-tiltag bygger på EU-traktaterne. Ved disse bindende aftaler mellem EU's medlemsstater, navnlig Romtraktaten og Maastrichttraktaten, fastsættes Den Europæiske Unions mål, regler for EU-institutionerne, hvordan beslutninger træffes, og forholdet mellem EU og dets medlemmer.

Traktaterne er udgangspunktet for EU-lovgivningen og kaldes derfor for primær lovgivning. EU kan kun vedtage love på politikområderne, hvis medlemslandene har givet beføjelse til det i EU-traktaterne. Dette kaldes princippet om kompetencetildeling.

Traktaterne forhandles og aftales mellem alle EU-medlemsstater og ratificeres derefter af deres parlamenter, nogle gange efter en folkeafstemning. Med tiden er EU-traktaterne blevet ændret for at tage imod nye medlemsstater, reformere EU-institutionerne og give EU nye ansvarsområder.

Afledt ret: Retsakter

Den lovgivning, der følger af traktaternes principper og mål, er kendt som afledt ret. Disse omfatter bindende og ikkebindende retsakter.

Bindende retsakter

Bindende retsakter er vedtaget efter en af de lovgivningsprocedurer, som er fastsat i traktaterne (almindelig eller særlig lovgivningsprocedure). Disse retsakter udgøres af forordninger, direktiver og afgørelser.

Forordninger er retsakter, der er bindende i alle enkeltheder. De finder direkte og ensartet anvendelse på alle EU-medlemsstater, så snart de træder i kraft, uden at det er nødvendigt at gennemføre dem i national ret.
Direktiverne fastsætter bindende mål for EU's medlemsstater om at opnå et bestemt resultat, men overlader det til dem frit at vælge, hvordan de vil nå disse mål. Når direktivet er vedtaget på EU-plan, skal EU's medlemsstater vedtage foranstaltninger til at indarbejde direktivet i national ret (gennemførelse) og meddele disse foranstaltninger til Europa-Kommissionen.
Indarbejdelsen i national lovgivning skal finde sted inden den frist, der fastsættes i direktivet (normalt inden for 2 år). Hvis et land ikke gennemfører et direktiv, kan Kommissionen indlede traktatbrudsprocedurer
Afgørelser er bindende i alle enkeltheder. Når en afgørelse angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse.

Ikkebindende retsakter

Ikkebindende retsakter er afgørelser, der ikke vedtages efter den almindelige eller særlige lovgivningsprocedure, men snarere ved specifikke regler. Det drejer sig om henstillinger og udtalelser.

Henstillinger giver EU-institutionerne mulighed for at give deres mening til kende og foreslå en fremgangsmåde, uden at det pålægger modtageren nogen juridiske forpligtelser.
Udtalelser giver EU-institutionerne mulighed for at fremsætte en erklæring, uden at det pålægger modtageren nogen juridiske forpligtelser.

Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

Under visse omstændigheder kan Parlamentet og Rådet bemyndige Kommissionen til at vedtage delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter.

Delegerede retsakter er almengyldige ikkelovgivningsmæssige retsakter vedtaget af Kommissionen, der udbygger eller ændrer visse ikkevæsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt. Beføjelsen til at vedtage sådanne retsakter er underlagt strenge begrænsninger:

de væsentlige elementer i loven kan ikke ændres
den lovgivningsmæssige retsakt skal fastlægge formål, indhold, anvendelsesområde og tidsrum for delegeringen
Parlamentet og Rådet kan tilbagekalde delegationen eller gøre indsigelse mod den delegerede retsakt

Gennemførelsesretsakter kan vedtages af Kommissionen (eller undtagelsesvis Rådet) på områder, hvor der er behov for ensartede betingelser for gennemførelsen (såsom beskatning, landbrug, det indre marked, sundhed og fødevaresikkerhed osv.).

Mere om gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter