Oversigt
Ukraine er et selvstændigt og demokratisk land, der frit har valgt, at det ønsker at blive en del af vores europæiske familie.
Ukraine ansøgte om EU-medlemskab i slutningen af februar 2022, kun få dage efter at Rusland indledte sit omfattende uprovokerede og uberettigede angreb mod landet.
EU arbejder sammen med vores ukrainske partnere for at lette tiltrædelsesprocessen og støtte dem i arbejdet med at opfylde kriterierne for EU-medlemskab.

Ukraines hidtidige fremskridt
Kommissionen fremlagde sin udtalelse om Ukraines ansøgning i juni 2022, og samme måned blev alle EU-landene enige om at give Ukraine status som EU-kandidatland.
EU's ledere blev i december 2023 enige om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine. EU indledte i juni 2024 formelt tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine.
EU-tiltrædelsesforhandlingerne er organiseret omkring seks tematiske klynger. Indtil videre er to ud af seks klynger blevet indledt:
- GrundprincipperDenne klynge blev indledt i juni 2026 og omfatter de kerneværdier og principper, som EU bygger på, fra retsstatsprincippet til stærke demokratiske institutioner.
- Eksterne forbindelserDenne klynge blev indledt i juli 2026 og fastsætter parametrene for, hvordan kandidatlandene tilpasser deres internationale politikker og handels- og forsvarspolitikker til EU.
I løbet af forhandlingerne skal Ukraine indføre reformer for at tilpasse sig EU's love og standarder, også kaldet gældende EU-ret. Landet har vist, at landet i imponerende grad er i stand til at gennemføre reformer, selv i krigstid.
Ukraine har allerede gjort fremskridt på flere vigtige områder, blandt andet:
- reform af retssystemet
- udvikling af en fungerende markedsøkonomi
- bekæmpelse af hvidvaskning af penge
- modernisering af den offentlige forvaltning
- beskyttelse af de nationale mindretals rettigheder
Europa står stærkere med Ukraine
På trods af Ruslands angrebskrig og de vanskeligheder, Ukraine i øjeblikket oplever, har landet taget hul på en udvikling, der i høj grad gavner både ukrainerne og europæerne.
Ukraines tiltrædelse vil øge den regionale stabilitet og sikkerhed, styrke vores fælles værdier frihed og demokrati og berige vores kulturelle mangfoldighed og kulturarv. Det indre marked vil også blive større, og det vil skabe nye muligheder for europæiske virksomheder og styrke Europas konkurrenceevne.
Ukraine har stærke historiske og kulturelle bånd til resten af Europa og ønsker at få den samme politiske og økonomiske stabilitet, som EU's medlemsstater nyder godt af.
Landet er et fuldgyldigt parlamentarisk demokrati med en valgt præsident og har en velfungerende offentlig forvaltning, der har holdt landet kørende under krigen. Der er et aktivt civilsamfund, og valgsystemet har vist sig at være retfærdigt og frit.
Det europæiske fællesskab er vigtigt for alle ukrainere, som kæmper for en bedre fremtid. Og sammen kan vi vinde denne kamp. Sammen kan vi gøre Den Europæiske Union fuldstændig. Sammen kan vi lukke Ukraine ind i vores fælles europæiske hjem. Det er drømmen for Ukraines helte og Ukraines martyrer. Og det er også vores drøm. Sammen er vi Europa.
Et Ukraine, der er tættere på EU
EU arbejder allerede nu på gradvist at integrere Ukraine i det indre marked og lade ukrainere drage fordel af nogle af de goder, som europæerne nyder godt af.
Handel
EU og Ukraine har haft en associeringsaftale siden 2014. Aftalen er det vigtigste redskab, der hjælper med at bringe Ukraine og EU tættere på hinanden. Den fremmer dybere politiske bånd, stærkere økonomiske forbindelser og respekt for vores fælles værdier.
Aftalen omfatter det vidtgående og brede frihandelsområde (DCFTA), som styrker handelen mellem EU og Ukraine ved gradvist at nedsætte tolden på varer og tjenesteydelser. Den bidrager også til Ukraines integration i EU's indre marked ved at tilskynde landet til at tilpasse sig EU's standarder. Det opdaterede frihandelsområde trådte i kraft i oktober 2025, hvilket hjælper med at øge handelsstrømmene yderligere.
EU er Ukraines vigtigste handelspartner og tegnede sig for over 50 % af Ukraines varehandel i 2024 Værdien af den samlede varehandel mellem EU og Ukraine nåede i 2024 op på 67,2 mia. EUR, hvilket betyder, at varehandelen er mere end fordoblet siden DCFTA'en trådte i kraft i 2016.
Integration på det indre marked
Ukraine tilsluttede sig programmet for det indre marked i februar 2023. Ved at deltage i programmet får små og mellemstore virksomheder fra Ukraine mulighed for at få støtte og adgang til EU's markeder.
Læs mere om EU's støtte til Ukraines integration i det indre marked
Forskning, innovation og uddannelse
Ukrainske videnskabsfolk og borgere deltager i vigtige EU-programmer inden for forskning, innovation og uddannelse via Horisont Europa og Erasmus+.
I december 2023 åbnede Kommissionen et nyt Horisont Europa-kontor i Kyiv. Ukraines deltagelse i Horisont Europa og Euratoms forsknings- og uddannelsesprogram bidrager til at bevare og udvikle landets forsknings- og innovationsøkosystem.
Siden starten af Ruslands angrebskrig har Erasmus+-programmet mobiliseret 210 mio. EUR til støtte for uddannelses-, ungdoms- og sportsprojekter, der involverer Ukraine og ukrainere.
Mere end 52 000 ukrainere har deltaget i Erasmus+-mobilitet, hvilket har gjort det muligt for studerende og personale at fortsætte deres studier eller erhvervsaktiviteter, opretholde akademiske forbindelser med Europa og forberede sig på Ukraines fremtidige genopretning og EU-integration.
Læs mere om, hvordan EU støtter forskning og innovation i Ukraine
Konnektivitet
Ukraine har været associeret med Connecting Europe-faciliteten siden juni 2023. Dette har gjort det muligt for de ukrainske myndigheder og virksomheder at ansøge om EU-finansiering af projekter af fælles interesse inden for sektorerne transport, energi og det digitale område, og det har dermed bidraget til yderligere at forbedre Ukraines konnektivitet med nabolandene i EU.
Ukraine tiltrådte EU's roamingområde den 1. januar 2026. Ukrainske statsborgere, der rejser til EU's medlemsstater, kan nu problemfrit benytte deres mobiltjenester uden at betale yderligere roamingtakster. Det samme gælder for EU-borgere, der roamer i Ukraine.
Kultur
Siden 2022 har Et Kreativt Europa mobiliseret 23 mio. EUR til støtte for Ukraines kulturelle, kreative og audiovisuelle sektorer.
Læs mere om EU's støtte til Ukraines kulturelle og kreative sektorer
Tidslinje
- 14. juli 2026
EU og Ukraine indleder klyngen af tiltrædelsesforhandlinger om eksterne forbindelser på den tredje regeringskonference.
- 15. juni 2026
EU og Ukraine indleder den første klynge af tiltrædelsesforhandlinger om grundprincipper med Ukraine på den anden regeringskonference.
- 30. september 2025
Ukraine afslutter screeningsprocessen af forhandlingskapitlerne med Europa-Kommissionen.
- 25. juni 2024
EU indleder formelt tiltrædelsesforhandlingerne med Ukraine på den første regeringskonference.
- 12. marts 2024
Kommissionen forelægger et udkast til rammen for Ukraines tiltrædelsesforhandlinger for Rådet.
- 14. december 2023
Rådet beslutter at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine
- 8. november 2023
Kommissionen anbefaler, at Rådet indleder tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine.
- 23. juni 2022
Rådet anerkender Ukraines mulighed for at arbejde henimod EU-medlemskab og giver Ukraine status som kandidatland.
- 17. juni 2022
Kommissionen afgiver sin udtalelse om Ukraines ansøgning om EU-medlemskab.
- 28. februar 2022
Ukraine ansøger om EU-medlemskab.
Denne side blev sidst opdateret den 14 juli 2026