Disse informationer findes også på: Ukrainsk | українська | russisk | русский
En omfattende blanding af støtte
EU har ydet en solid støttepakke til Ukraine, der afspejler de komplekse udfordringer, som landet står over for.
Denne blanding af tilskud, lån, garantier, budgetstøtte og strukturelle initiativer har været afgørende for at opretholde Ukraines økonomiske stabilitet og støtte dets langsigtede genopretning.
Makrofinansiel bistand og budgetstøtte
Siden krigens udbrud har EU udbetalt 43,3 mia. EUR i makrofinansiel bistand for at hjælpe Ukraine med at imødekomme presserende behov på stedet.
Det omfatter 19,5 mia. EUR fra budgettet i 2023, herunder en hidtil uset støttepakke på 18 mia. EUR i lån på lempelige vilkår. Dette kom oven i de 11,6 mia. euro, der blev ydet i form af lån og tilskud i 2022. Takket være disse penge kan Ukraine
- fortsat udbetale lønninger og pensioner
- genopbygge kritisk infrastruktur, der er blevet skadet af krigen
- opretholde væsentlige offentlige tjenester, som f.eks. hospitaler, skoler og boliger til personer, der er blevet genhuset
- bevare makroøkonomisk stabilitet.

I oktober 2024 vedtog EU en ny finansiel bistandspakke. Den omfatter ekstraordinær makrofinansiel bistand i form af lån og en lånesamarbejdsmekanisme. Lånesamarbejdsmekanismen skal finansieres af ekstraordinære indtægter fra indefrosne russiske statslige aktiver. Der er indtil videre blevet udbetalt 18,1 mia. EUR af denne ekstraordinære makrofinansielle bistand til Ukraine.
For at imødekomme Ukraines finansieringsbehov for 2026 og 2027 vil EU støtte landet med et lån på 90 mia. EUR gennem EU-låntagning på kapitalmarkederne. Der er indtil videre blevet udbetalt 8,1 mia. EUR, heraf 3,2 mia. EUR i makrofinansiel bistand og 4,9 mia. EUR til indkøb af forsvarsmateriel.
Ukrainefaciliteten
For at støtte Ukraine i landets langsigtede bestræbelser på at komme på fode igen efter krigen og arbejde hen imod EU-medlemskab har EU lanceret et særligt finansielt instrument for perioden 2024-2027.
Ukrainefaciliteten er et instrument, som vil gøre det muligt for EU at yde Ukraine op til 50 mia. EUR i stabil og forudsigelig finansiel støtte i denne periode. Vi har allerede mobiliseret over 42 mia. EUR i direkte og indirekte bistand inden for rammerne af faciliteten.

Foranstaltninger til støtte for den ukrainske økonomi
I februar 2023 underskrev Kommissionen og Ukraine en aftale om, at Ukraine skal tilslutte sig programmet for det indre marked Denne aftale vil støtte de ukrainske virksomheder ved at lette
- adgang til markederne
- et gunstigt erhvervsklima
- bæredygtig vækst
- internationalisering.
En ajourført handelsaftale mellem EU og Ukraine trådte i kraft i oktober 2025. Den ajourførte aftale vil øge handelsstrømmene og samtidig tage fuldt ud hensyn til visse EU-landbrugssektorers følsomhed. Den vil også bidrage til Ukraines gradvise integration i EU's indre marked ved at hjælpe landet med at tilpasse sig EU's standarder.
Desuden har EU suspenderet beskyttelsesforanstaltninger for visse former for import fra Ukraine, såsom jern og stål, for at støtte Ukraines økonomi. Suspensionen gælder i tre år.
Solidaritetsbanerne mellem EU og Ukraine, der blev oprettet i maj 2022, bidrager til at sikre, at Ukraine fortsat kan eksportere sine varer og importere de varer, landet har brug for til at støtte sin økonomi.
EU yder også støtte i form af garantier, der er udstedt af finansielle institutioner som EIB og EBRD. Dette skal sætte den ukrainske regering i stand til at yde kredit og give virksomhederne mulighed for at levere livsvigtige tjenesteydelser.
Denne side blev sidst opdateret den 15 juli 2026