Gå til hovedindholdet

Marts - august 2020

Se de vigtigste begivenheder i perioden marts - august 2020

series of test tubes in a drawer

31. august 2020 — Global indsats for at bekæmpe coronavirusset: Kommissionen slutter sig til "COVID-19 Vaccine Global Access Facility" (COVAX)

For at fremskynde udviklingen og fremstillingen af covid-19-vacciner til alle, der har brug for dem, tilslutter Kommissionen sig "COVID-19 Vaccine Global Access Facility". COVAX-faciliteten ledes i fællesskab af GAVI (Den Globale Alliance for Vacciner og Vaccination), koalitionen for innovation inden for epidemisk beredskab (CEPI) og WHO. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Der er indtil nu givet tilsagn om næsten 16 mia. EUR i garantier, og de mest talentfulde forskere og organisationer er i færd med at samle deres indsats for at levere vacciner, test og behandlinger, som bliver vores universelle, fælles gode. I dag bebuder Kommissionen et bidrag på 400 mio. EUR til COVAX til samarbejde om fremtidige indkøb af vacciner."

Commissioner Kyriakides signing the first contract with the company AstraZeneca

27. august 2020 — Europa-Kommissionen underskriver formelt den første kontrakt med AstraZeneca

Den første kontrakt mellem AstraZeneca og Kommissionen, som Europa-Kommissionen på vegne af EU-landene har forhandlet på plads med en lægemiddelvirksomhed, er trådt i kraft efter den formelle underskrivelse. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Kommissionen arbejder uophørligt på at give EU-borgerne en sikker og effektiv vaccine mod covid-19 så hurtigt som muligt. Ikrafttrædelsen af kontrakten med AstraZeneca er et vigtigt skridt i denne retning. Jeg ser frem til at berige vores portefølje af potentielle vacciner takket være kontrakter med andre lægemiddelvirksomheder og samarbejde med internationale partnere om universel og retfærdig adgang til vaccination."

Two men in a workshop

25. august 2020 — SURE: Kommissionen foreslår at stille 87,3 mia. euro i finansiel støtte til rådighed for 16 medlemsstater

Den 24. og 25. august forelagde Kommissionen Rådet forslag  med henblik på at yde finansiel støtte på 87,3 mia. euro til 16 medlemsstater under SURE-instrumentet med henblik på at støtte ordninger med nedsat arbejdstid og beskytte borgernes eksistensgrundlag. Disse lande omfatter Belgien, Bulgarien, Cypern, Grækenland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Den Tjekkiske Republik. Når SURE-instrumentet er blevet godkendt, vil det beskytte arbejdstagerne og støtte virksomhederne ved at yde økonomisk støtte i form af lån, der ydes på gunstige vilkår, for at hjælpe de nationale ordninger med nedsat arbejdstid og navnlig de selvstændige. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bevare arbejdspladser og eksistensgrundlag. I dag er et vigtigt skridt i denne retning."

researcher in a laboratory

20. august 2020 — Europa-Kommissionen fortsætter med at udvide den fremtidige vaccineportefølje gennem nye forhandlinger med CureVac

Kommissionen har afsluttet de indledende forhandlinger med CureVac om at købe en potentiel vaccine mod covid-19. Når vaccinen er sikker og effektiv, vil det være muligt for alle EU-medlemsstater at købe vaccinen, og det forventes, at Kommissionen i begyndelsen vil købe 225 mio. doser på vegne af alle medlemsstater. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Kommissionen indfrier sit løfte om at sikre hurtig adgang til en sikker og effektiv vaccine. Vi vil snart have en aftale med CureVac, det innovative europæiske firma, som har modtaget EU-støtte for at fremstille en vaccine i Europa."

A scientist at work in a lab

14. august 2020 — Europa-Kommissionen indgår første aftale om en potentiel vaccine med AstraZeneca

Europa-Kommissionen har indgået en første aftale med medicinalvirksomheden AstraZeneca om at købe en potentiel vaccine mod covid-19. Kommissionen har aftalt grundlaget for en kontrakt på køb af 300 mio. doser af AstraZeneca's vaccine på vegne af EU's medlemslande, så snart vaccinen har vist sig at være sikker og effektiv over for covid-19, med mulighed for at købe yderligere 100 mio. doser. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Europa-Kommissionens intensive forhandlinger giver fortsat resultater. Dagens aftale er den første hjørnesten i gennemførelsen af Europa-Kommissionens vaccinestrategi."

Researcher working on vaccine

13. august 2020 – Kommissionen afslutter yderligere forhandlinger med henblik på at sikre en fremtidig vaccine

Europa-Kommissionen har afsluttet de indledende forhandlinger med Johnson & Johnson om at købe en potentiel vaccine mod coronavirus. Den påtænkte kontrakt ville give mulighed for det indledende køb på 200 mio. doser på vegne af alle EU-medlemsstater, hvis det viser sig, at vaccinen er sikker og effektiv mod covid-19.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Vores borgeres" liv og vores økonomi har brug for en sikker og effektiv vaccine mod coronavirus. Dagens forhandlinger bringer os tættere på en løsning. Kommissionen gør sit yderste i tæt samarbejde med medlemsstaterne og med medicinalvirksomhederne for aktivt at bidrage til dette.

Research lab

11. august 2020 — 23 nye forskningsprojekter får 128 mio. EUR i EU-støtte

Kommissionen vil støtte 23 nye forskningsprojekter med 128 mio. EUR som reaktion på coronaviruskrisen. Støtten vil sætte 347 forskerhold fra 40 lande, herunder 34 deltagere fra 16 lande uden for EU, i stand til at styrke den industrielle produktionskapacitet, tage medicinske teknikker og digitale redskaber i anvendelse og forbedre forståelsen af pandemiens socioøkonomiske virkninger. Støtten ydes inden for rammerne af Horisont 2020, EU's forsknings- og innovationsprogram, og er en del af Kommissionens tilsagn om 1,4 mia. EUR til initiativet global indsats for bekæmpelsen af coronavirus. Disse forskningstiltag supplerer tidligere foranstaltninger til udvikling af diagnosticering, behandlinger og vacciner.

Sanofi talks

31. juli 2020 – Kommissionen afslutter forhandlinger med henblik på at sikre en vaccine mod coronavirus i fremtiden

Kommissionen har afsluttet de indledende forhandlinger med en medicinalvirksomhed om at købe en potentiel vaccine mod covid-19. Når en vaccine har vist sig at være sikker og effektiv, vil Kommissionen købe 300 millioner doser til alle EU-landene. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Kommissionen gør alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at europæerne hurtigt har adgang til en sikker vaccine. Skridtet i dag med Sanofi er den første vigtige hjørnesten i en meget bredere europæisk strategi for vacciner. Vi har drøftelser med flere andre virksomheder. Vi ved ikke i dag, hvilken vaccine der vil fungere bedst i sidste ende, men Europa investerer i en diversificeret portefølje af lovende vacciner."

scientist

29. juli 2020 – Kommissionen sikrer EU adgang til Remdesivir til behandling af covid‑19

Kommissionen har underskrevet en aftale på 63 millioner euro med medicinalvirksomheden Gilead til sikker behandling for at sikre forsyninger af Veklury, som er handelsnavnet for Remdesivir. Veklury er det første lægemiddel, der er blevet godkendt på EU-plan til behandling af covid‑19. Fra begyndelsen af august vil der blive stillet forsyninger af Veklury til rådighed for EU-landene og Storbritannien med koordinering og støtte fra Kommissionen for at sikre, at omkring 30 000 patienter med alvorlige symptomer på covid-19 behandles. Kommissionen er også i færd med at udarbejde en fælles udbudsprocedure for yderligere leveringer af lægemidler, der forventes at dække yderligere behov.

handshake

27. juli 2020 — Kommissionen iværksætter en indkaldelse af interessetilkendegivelser vedrørende partnerskaber mellem EU's regioner om innovativ reaktion og genopretning

Til støtte for reaktionen på og genopretningen efter coronaviruspandemien iværksætter Kommissionen en indkaldelse af interessetilkendegivelser vedrørende tværregionale innovationsprojekter med fokus på fire tematiske områder: udvikling af den medicinske værdikæde, sikkerhed ved og håndtering af medicinsk affald, bæredygtig og digital turisme og udvikling af brintteknologier i kulstofintensive regioner. Det samlede budget er på 400 000 euro fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til udvikling af fire tematiske partnerskaber (op til 100 000 euro pr. partnerskab), og indkaldelsen vil være åben frem til den 7. september 2020.https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_20_1408

Ursula von der leyen

23. juli 2020 – Kommissionsformand Ursula von der Leyen i Europa-Parlamentet: "Sammen har vi nu muligheden for at opnå et historisk resultat for Europa."

Efter aftalen i Det Europæiske Råd om Europas genopretningsplan sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen i Europa-Parlamentet: "Vi har nu en massiv og hidtil uset finansiel kraft på 1,8 bio. EUR. Vi kan sikre, at Next Generation EU fremskynder både den grønne og den digitale omstilling. 30 % af Next Generation EU og EU-budgettet vil blive brugt på klimarelaterede projekter. Next Generation EU kan blive et af de største investerings- og reformskabende instrumenter i verden — med investeringer i udrulningen af 5G, kunstig intelligens og industriel digitalisering, vedvarende energi, bæredygtig transport og energieffektive bygninger. Vi har en klar forpligtelse til at overholde retsstatsprincippet, og eftersom der er tale om en europæisk investering i Den Europæiske Union, er Europa-Parlamentet nødt til at indtage en central rolle."

budget

21. juli 2020 – De europæiske ledere når til enighed om genopretningsplanen og EU's langsigtede budget for 2021-2027

Efter at have forhandlet i fire lange dage og nætter lykkedes det EU's ledere at nå til enighed om genopretningsplanen for Europa. Over 50 % af det samlede langsigtede EU-budget og Next Generation EU — i alt ca. 1,8 bio. EUR — vil understøtte tidssvarende politikker og hjælpe Europa på vej mod en bæredygtig og modstandsdygtig genopretning ved at skabe job, udbedre skaderne forårsaget af coronavirus og opbygge en grønnere og mere digital fremtid. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "For Europa som helhed er dette en god mulighed for at komme styrket ud af krisen. I dag har vi taget et historisk skridt, som vi alle kan være stolte af. Nu skal vi samarbejde med Europa-Parlamentet om at sikre en aftale."

testing lab image

15. juli 2020 – Kommissionen styrker beredskabet over for eventuelle fremtidige udbrud af coronavirus

Med sigte på at redde liv og undgå nedlukning træffer Kommissionen øjeblikkelige kortsigtede foranstaltninger, som skal styrke EU's beredskab over for eventuelle fremtidige coronavirusudbrud. Testning og kontaktopsporing, forbedret overvågning af folkesundheden og udvidet adgang til personlige værnemidler, lægemidler og medicinsk udstyr er af afgørende betydning for at kunne imødegå fremtidige udbrud. Tiltagene i meddelelsen omfatter også aktiviteter, der har til formål at nedbringe den sæsonbetingede influenza, samt yderligere beskyttelse af de mest sårbare personer og andre ikkefarmaceutiske foranstaltninger.

Ursula von der Leyen, President of the European Commission speeking at the European Parliament

8. juli 2020 – Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: Vi kan komme styrket ud af krisen

I sin tale til Europa-Parlamentet i anledning af starten på det tyske formandskab for Rådet sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen: "Solidaritet betyder, at de, der har behov for det, får mere støtte. I Next Generation EU forudsætter investeringerne, at der bliver gennemført reformer, som bygger på de landespecifikke henstillinger. Og hvert og et af medlemslandene skal gøre en indsats. Hvis vi skal komme styrket ud af krisen, skal vi alle forandre os til det bedre. Det er det, europæerne forventer af os. Den økonomiske genopretning hænger nøje sammen med den europæiske grønne pagt, digitaliseringen og opbygningen af modstandsdygtighed. Vi må ikke sætte vores syvårsbudget til side til fordel for Next Generation EU. Next Generation EU er oprettet for at klare den akutte krise, men det langsigtede budget bliver her, og det er vores vigtigste værktøj. Vores politikker skal tilføre reel europæisk merværdi, og for at føre dem ud i livet har vi brug for denne stærke syvårige finansiering".

money euros

7. juli 2020 – Økonomisk sommerprognose 2020: Det forventes, at et uensartet opsving vil tage til i andet halvår af 2020

Trods den hurtige og omfattende politiske reaktion på coronakrisen både på EU-plan og i de enkelte lande, viser den økonomiske sommerprognose for 2020 en dyb recession i hele EU i år. Da ophævelsen af nedlukningsforanstaltningerne forløber langsommere end antaget i forårsprognosen, vil konsekvenserne af virusudbruddet for den økonomiske aktivitet i 2020 være større end forventet. EU's økonomi forventes at skrumpe med 8,3 % i 2020 og vokse med 5,8 % i 2021, mens økonomien i euroområdet forventes at svinde med 8,7 % i 2020 og vokse med 6,1 % i 2021. De første data for maj og juni tyder imidlertid på, at det værste måske er overstået. Opsvinget forventes at tage til i andet halvår, selv om det vil være ufuldstændigt og variere fra land til land.

A female working wearing a fluorescent vest talking to her co-workers
©️ European Union, 2017 / Source: EC - Audiovisual Service

1. juli 2020 – Støtte til ungdomsbeskæftigelse: en bro til job til den næste generation af europæere

Coronapandemien har gjort det endnu tydeligere, at mange unge har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, men unge europæere fortjener de bedste muligheder, som Europa kan tilbyde. Kommissionen tager skridt til at sikre, at den næste generation af europæere kan få et godt liv, samtidig med at Europa bliver grønnere og mere digitalt. Vi foreslår at styrke ungdomsgarantien, fremtidssikre EU's erhvervsuddannelser, sætte nyt skub i lærlingeuddannelserne og støtte andre beskæftigelsesforanstaltninger for unge. Vi forventer, at EU-landenes regeringer investerer mindst 22 mia. euro i støtte til ungdomsbeskæftigelse.

Global response event

27. juni 2020 – Coronavirusdonortopmødet mobiliserer yderligere 6,15 mia. euro

På "Global Goal: Unite for our Future"-donortopmødet, som den 27. juni blev afholdt i fællesskab af Kommissionens formand Ursula von der Leyen og Global Citizen, blev der givet tilsagn om ekstra 6,15 mia. euro, der skal bidrage til at udvikle og sikre lige adgang for alle til coronavirusvacciner, -test og -behandlinger. I dette beløb indgår 4,9 mia. euro, som Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har givet tilsagn om i partnerskab med Europa-Kommissionen, og 485 mio. euro fra EU-landene. Topmødet, der er et skelsættende eksempel på verdensomspændende solidaritet, resulterede i tilsagn om kapacitet til fremstilling af over 250 mio. vaccinedoser til mellem- og lavindkomstlande. Ved det globale donortopmøde og den tilhørende koncert gik kunstnere, videnskabsfolk og statschefer sammen om at tale om at sikre universel adgang til coronavirusmedicin. Dette arrangement bragte de samlede tilsagn under donormaratonet Coronavirus Global Response op på 15,9 mia. euro.

Global response event

26. juni 2020 – Den globale indsats for bekæmpelse af coronavirusudbruddet: Lyt til topmødet og koncerten lørdag den 27. juni kl. 15 dansk tid

Det globale donortopmøde og den tilhørende koncert arrangeret af Kommissionen og Global Citizen finder sted lørdag den 27. juni. Kunstnere, videnskabsfolk og statschefer vil tale med én stemme for at mobilisere yderligere penge til coronavirusbehandlinger og -vacciner. Arrangementet starter lørdag kl. 15, og værten for donortopmødet er Kommissionsformand Ursula von der Leyen, som også er medvært for koncerten sammen med skuespilleren Dwayne Johnson. Blandt de optrædende er Shakira, Justin Bieber, Miley Cyrus, Chris Rock, David Beckham, Kerry Washington, Hugh Jackman og mange andre. Her kan du se alle navnene. Vær med på: Facebook, Twitter, YouTube og Spotify på lørdag. Topmødet vil blive streamet på Global Citizens website og på de nævnte sociale medier.

Coronavirus global response

22. juni 2020 – Global indsats for bekæmpelse af coronavirus: Kommissionen offentliggør topmøde og medvirkende til koncert ved donorarrangement den 27. juni

Kunstnere har magten til at inspirere til forandringer. Med det formål at mobilisere yderligere midler til den globale indsats mod coronavirus, som skal føre til udvikling og universel anvendelse af vacciner mod coronavirus vil kunstnere, videnskabsfolk og verdensledere tale med én stemme på topmødet og koncerten til fordel for "Global Goal: Sammen om vores fremtid". Arrangementet starter lørdag kl. 15, og værten for donortopmødet er Kommissionsformand Ursula von der Leyen, som også er medvært for koncerten sammen med skuespilleren Dwayne Johnson. Blandt de optrædende er Shakira, Justin Bieber, Miley Cyrus, Chris Rock, David Beckham, Kerry Washington, Hugh Jackman og mange andre. Her kan du se alle navnene. Vær med på: Facebook, Twitter og YouTube. Topmødet vil blive streamet på Global Goal Unites website og på de samme sociale medier.

p042711-854626_small.jpg

17. juni 2020 – EU's strategi for vaccine mod covid-19

Kommissionen har fremlagt en europæisk strategi, der skal fremskynde udvikling, fremstilling og udbredelse af vacciner mod coronavirus, da det er vores bedste middel til at overvinde pandemien permanent inden for en tidsramme på 12-18 måneder, om ikke før. For hver måned, vi forkorter processen med at finde en sådan vaccine, redder vi menneskeliv og eksistensgrundlag og sparer milliarder af euro. Hvis denne komplicerede opgave skal give det ønskede resultat, er det nødvendigt, at der gennemføres kliniske forsøg, sideløbende med at der investeres i den fornødne produktionskapacitet, så det bliver muligt at producere millioner – måske milliarder – af doser af en vaccine, der virker. Virksomheder med en lovende mulig vaccine, som allerede er i gang med eller står over for at skulle påbegynde kliniske forsøg, opfordres til at kontakte Kommissionen på adressen EC-VACCINESatec [dot] europa [dot] eu (EC-VACCINES[at]ec[dot]europa[dot]eu).

reopen eu visual

15. juni 2020 – Kommissionen lancerer "Re-open EU", en webplatform med vigtig information, der skal gøre det nemt og sikkert at rejse i EU

Kommissionen har lanceretwebplatformen Re-open EU, der samler al vigtig rejseinformation, så du trygt igen kan bevæge dig frit og være turist i EU, og så du kan planlægge din kommende ferie uden usikkerhed. Den indeholder information i realtid om situationen ved grænserne, tilgængelige transportmidler, rejsebegrænsninger, folkesundheds- og sikkerhedsforanstaltninger (f.eks. krav om at holde afstand eller gå med mundbind) samt andre praktiske oplysninger for rejsende. Re-open EU findes alle 24 officielle EU-sprog, og du kan nemt besøge den på computeren og mobilen og gemme den som bogmærke.

man with mask checking his phone

10. juni 2020 – EU optrapper indsatsen mod misinformation om coronavirus

Kommissionen og den højtstående repræsentant optrapper kampen mod misinformation om coronavirus ved at foreslå en vej frem i en fælles meddelelse. Meddelelsen beskriver den umiddelbare reaktion og konkrete tiltag, der hurtigt kan sættes i gang for at imødegå den massive bølge af urigtige eller vildledende oplysninger, herunder udenlandske aktørers forsøg på at påvirke EU's borgere og debatter. Samtidig vil EU fortsat sikre ytringsfriheden og støtte medier, hvis uafhængige rapportering er så afgørende under coronaviruspandemien. De tiltag, der er foreslået, vil indgå i EU's fremtidige indsats mod desinformation, navnlig den europæiske handlingsplan for demokrati og retsakten om digitale tjenester

Interior of an innovation lab

8. juni 2020 – For at bekæmpe coronavirusudbruddet og støtte genopretningen giver EU 314 mio. euro til innovative virksomheder

Europa-Kommissionen har meddelt, at den har givet 36 virksomheder næsten 166 mio. euro via Det Europæiske Innovationsråds pilotprojekt Accelerator til arbejdet med udvikling af banebrydende produkter som bl.a. biodekontamineringsservietter, billige ventilationsovervågningssystemer til brug i situationer med mange syge og en antistofplatform til behandling af alvorlige infektionstilfælde. Der afsættes over 148 mio. euro til yderligere 36 virksomheder, der skal bidrage til at realisere genopretningsplanen for Europa, f.eks. ved at udvikle stærkere og højere vindmøller, der er fremstillet af træmoduler. 

Lab

4. juni 2020 – EU-Kommissionen giver tilsagn om 300 mio. euro til vaccinealliance

Den 4. juni gav Kommissionen tilsagn om 300 millioner euro til GAVI, Den Globale Alliance for Vacciner og Vaccination, for perioden 2021-2025. Midlerne vil gå til at vaccinere 300 millioner børn rundt om i verden og finansiere lagre af vacciner mod smitsomme sygdomme. Det vil sikre, at visse lande kan gå over til selvfinansiering, og samtidig vil der blive leveret over 3,2 milliarder doser vacciner til 55 lande. Der blev indsamlet over 1,5 milliarder euro til GAVI på donorindsamlingen til fordel for den globale indsats mod coronavirus, som Kommissionen var medvært for, som led i indsatsen for at overvinde denne pandemi og undgå en ny pandemi.

pills

3. juni 2020 – Kommissionen tager det første skridt til vedtagelse af en lægemiddelstrategi for Europa

Europa-Kommissionen har offentliggjort en køreplan for lægemiddelstrategien for Europa. Alle kan dele deres feedback og hjælpe med udformningen af forslaget. EU's lægemiddelstrategi vil imødegå risici, sikre produktionskapacitet for lægemidler i Europa, støtte den europæiske lægemiddelindustri til at fortsat at være innovativ og førende på verdensplan og sikre, at EU leverer sikre lægemidler til en overkommelig pris. Kommissionen hører regelmæssigt borgere, virksomheder og interessenter om sine initiativer, som lægemiddelstrategien for Europa. Køreplanen vil blive fulgt op af en offentlig høring.

global response

28. maj 2020 – Global indsats for bekæmpelse af coronavirus: "Global Goal: Unite For Our Future" starter med støtte fra Global Citizen

Den globale indsats mod coronavirus blev skudt i gang den 4. maj, og indtil videre er der skaffet 9,8 milliarder euro til universel adgang til billig vaccination mod, behandling og testning af coronavirus. Ved indledningen af næste fase udtalte formand Ursula von der Leyen: "Verden skal stå sammen og besejre virusset én gang for alle. Den gode nyhed er, at dette allerede sker. Vi lancerer en ny kampagne "Global Goal:Unite For Our Future", og idéen kommer fra Global Citizen. I den næste måned vil folk komme til orde og bidrage til vores fælles kamp mod coronavirus. Den 27. juni vil jeg være vært for et endeligt tilsagnstopmøde, hvor virksomheder, fonde og borgere kan gå sammen med offentlige donorer."

Recovery plan for Europe

27. maj 2020 – Et vigtigt øjeblik for Europa: en genopretningsplan for Europa på 2,4 billioner euro, der er afsat til genopretning og forberedelser til den næste generation

For at kickstarte den europæiske genopretning, beskytte liv, eksistensgrundlag og arbejdspladser foreslår Kommissionen en genopretningsplan på 2,4 billioner euro, som er baseret på at udnytte det fulde potentiale i et magtfuldt, tidssvarende og moderniseret EU-budget, der skal levere et mere bæredygtigt, digitalt, inklusivt og fair Europa. Kommissionsformand Ursula Von der Leyen udtaler: "Europas næste generation vil høste fordelene ved fremtiden. Disse investeringer vil ikke kun bevare de sidste 70 års fremragende resultater, men vil også sikre, at vores Union fremover er en klimaneutral, digital, social og stærk aktør på den internationale scene. Det handler om os alle. Det er større end nogen af os. Det er et vigtigt øjeblik for Europa."

mask

26. maj 2020 – Coronavirussolidaritet EU's erhvervsliv træder til for at beskytte de europæiske borgere

Europæiske virksomheder har udvist ekstraordinær solidaritet under denne krise. Flere europæiske virksomheder har omlagt produktionen fra tekstiler, tøj og kosmetiske midler til personlige værnemidler som ansigtsmasker, respiratorer og håndsprit. Visse europæiske virksomheder har givet tilsagn om at donere produkter i solidaritet med borgerne. EU-Kommissionen hjælper virksomhederne med at omstille og øge produktionen af personlige værnemidler ved at opstille retningslinjer for standarder, der er frit tilgængelige, fremskynde godkendelser og fremsætte henstillinger om overensstemmelse.

EU semester

20. maj 2020 – Det europæiske semesters forårspakke: henstillinger om en koordineret reaktion på coronaviruspandemien

Den 20. maj foreslog Kommissionen landespecifikke henstillinger for alle EU-landene og Storbritannien på grundlag af Kommissionens vækststrategi, der fremmer en bæredygtig konkurrenceevne, som tjener befolkningen og kloden. Henstillingerne dækker områder såsom investeringer i folkesundhed og en modstandsdygtig sundhedssektor, fastholdelse af jobs gennem indkomststøtte til arbejdstagere og investeringer i mennesker og kvalifikationer. En koordineret europæisk økonomisk reaktion på coronakrisen er afgørende for at sætte gang i den økonomiske aktivitet igen, afbøde den økonomiske og sociale skadevirkning og mindske forskellene og ubalancen. Processen det europæiske semester, der samordner EU's økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker, er derfor et afgørende element i genopretningsstrategien.

researcher covid-19

19. maj 2020 – Forskning i coronavirus øges med 122 millioner euro

Kommissionen har mobiliseret yderligere 122 millioner euro fra sit forsknings- og innovationsprogram, Horisont 2020, til hårdt tiltrængt forskning i coronavirus. Med den nye indkaldelse af interessetilkendegivelser bidrages der til Kommissionens tilsagn om 1,4 milliarder euro til initiativet global indsats for bekæmpelsen af coronavirus, der blev lanceret af kommissionsformand Ursula von der Leyen den 4. maj 2020. Den nye forskning vil lære af store grupper af patienter i hele Europa, og en bedre forståelse af de adfærdsmæssige og socioøkonomiske virkninger af coronavirusepidemien kan bidrage til at forbedre behandlings- og forebyggelsesstrategier. De projekter, der finansieres inden for rammerne af denne indkaldelse, skal også medvirke til at omstille produktionen til hurtig fremstilling af livsvigtige lægemidler og medicinsk udstyr til test, behandling og forebyggelse samt udvikle medicinske teknikker og digitale værktøjer for at forbedre påvisning, overvågning og patientpleje.

airport

13. maj 2020 – En sikker genstart for rejsende og gang i Europas turisme igen: Kommissionen træffer foranstaltninger

Kommissionen har fremlagt retningslinjer og henstillinger til turister, rejsende og virksomheder. Formålet er: at folk skal have mulighed for at tage ferie og mødes med venner og familie, at turistvirksomhederne skal have mulighed for at genåbne efter flere måneders fastfrysning, og at EU-landene skal have hjælp til gradvist at ophæve rejserestriktionerne, samtidig med at de nødvendige sundhedsforanstaltninger respekteres. Pakken omfatter en samlet strategi, en fælles tilgang til genopretning af den frie bevægelighed, en ramme til støtte for transport, en henstilling om rejsevouchers og kriterier for genopretning af turismen. Den fleksible tilgang, der gør det muligt at fortsætte turismen, er baseret på: epidemiologiske kriterier, anvendelse af indeslutningsforanstaltninger samt hensyn til økonomisk og social holden afstand.

Medical research

12. maj 2020 – 117 millioner euro bevilget til behandling og diagnosticering af coronavirus

Kommissionen har udvalgt otte større forskningsprojekter, der skal udvikle behandlinger mod og diagnosticering af coronavirus, efter en hurtig indkaldelse af projektforslag, der blev lanceret i marts af initiativet vedrørende innovative lægemidler, der er et offentligt-privat partnerskab. Kommissionen har øget den oprindelige støtte under Horisont 2020 på 45 millioner euro til 72 millioner euro, mens der vil blive ydet 45 millioner euro fra lægemiddelindustrien, partnere i initiativet om innovative lægemidler og andre organisationer, hvilket bringer de samlede investeringer op på 117 millioner euro. De projekter, der er udvalgt i dag, er led i den fælles europæiske reaktion på coronavirusudbruddet, som Kommissionen har koordineret siden begyndelsen af krisen. Ved at tildele midler fra Horisont 2020 og indgå partnerskaber med lægemiddelindustrien kan Kommissionen finansiere et større antal forslag af høj kvalitet og fremskynde udviklingen af coronavirusdiagnoser og -behandlinger, vigtige værktøjer, der er nødvendige for at håndtere den globale nødsituation.

masks delivery

11. maj 2020 – Europæisk solidaritet i aktion – rescEU-masker leveret til Nordmakedonien og Montenegro

Efter tidligere leverancer til Italien, Spanien og Kroatien leveres der yderligere masker til Nordmakedonien og Montenegro via rescEU – den fælles europæiske reserve af medicinsk udstyr til at hjælpe lande, der er ramt af coronavirus. Den 8. maj blev der i første omgang leveret 1,5 millioner medicinske masker til 17 EU-lande og Storbritannien til beskyttelse af sundhedspersonale mod coronavirus. I de kommende seks uger vil der blive leveret yderligere 1,5 millioner masker om ugen via nødhjælpsinstrumentet. Rumænien og Tyskland er vært for rescEU-reserven og er derfor ansvarlige for indkøb af udstyret, mens Kommissionen finansierer 100 % af købet af masker og andet udstyr. Læs mere her.

Masks delivery

8. maj 2020 – Europæisk solidaritet i praksis – Kommissionen leverer i første omgang 1,5 millioner masker til støtte for sundhedspersonale i EU

I løbet af de kommende dage vil der i første omgang blive leveret 1,5 mio. medicinske masker til 17 EU-lande og Storbritannien til beskyttelse af sundhedspersonale mod coronavirus. I de kommende seks uger vil der også blive leveret 1,5 millioner masker om ugen. Denne seneste EU-levering af masker er en del af et nyt Kommissions-finansieret køb af 10 mio. masker via EU's nødhjælpsinstrument med henblik på at yde direkte støtte til EU-landene for at afbøde de umiddelbare konsekvenser af pandemien og støtte genopretningen.

highlight

7. maj 2020 — Kommissionen afhjælper medlemsstaternes mangel på sundhedspersonale ved at fremskynde anerkendelsen af sundhedspersonalets faglige kvalifikationer

For at afhjælpe manglen på sundhedspersonale har Kommissionen udsendt en meddelelse, der indeholder vejledning til EU-landene. Vejledningen fremskynder anerkendelsen af lægefaglige kvalifikationer, præciserer reglerne for at give læger og sygeplejersker mulighed for at udøve deres erhverv og letter den frie bevægelighed for fagfolk, så de kan være til hjælp, hvor der er mest brug for dem. Meddelelsen bekræfter også Kommissionens adgang til at støtte landene og fagfolk, så de kan klare krisen, bevare deres ret til fri bevægelighed og sikre patientsikkerheden.

Map of spring economic forecast

6. maj 2020 – Økonomisk prognose fra foråret 2020 – recession og genopretning

På trods af den hurtige og afgørende reaktion fra EU og medlemslandene vil EU's økonomi opleve en recession i år, da coronaviruspandemien medfører et stort økonomisk chok. I henhold til den økonomiske prognose fra foråret 2020 forventes EU's økonomi at falde med 7,5 % i 2020 og vokse med ca. 6 % i 2021. På grund af EU-økonomiernes indbyrdes afhængighed vil dynamikken i genopretningen i hvert land også påvirke genopretningen i andre lande. Der vil være behov for udspil fra både EU og medlemslandene for at begrænse de økonomiske skader og fremme en hurtig og robust genopretning, så økonomien bliver ledt i retning af bæredygtig og inklusiv vækst.

Picture of President von der Leyen

4. maj 2020 – Coronavirus Global Response: 7,4 mia. euro fra donorer i hele verden til sikring af vacciner til alle 

EU-Kommissionen kan melde, at donorer på verdensplan har givet tilsagn om 7,4 milliarder euro i forbindelse med arrangementet "Coronavirus Global Response", der begyndte i dag med henblik på at skaffe midler til udvikling og universel indførelse af diagnoser, behandlinger og vacciner mod coronavirus. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "I dag har verden vist en ekstraordinær vilje til at forenes om vores fælles bedste. Med et sådant engagement er vi godt på vej til at udvikle, fremstille og udbrede en vaccine til alle. Men dette er kun begyndelsen. Vi er nødt til at fastholde indsatsen og være rede til at bidrage mere. Tilsagnet om at donere er en fortsat maraton. Nu hvor regeringerne har bidraget, skal civilsamfundsorganisationer og mennesker overalt komme på banen i en global mobilisering af håb og viljestyrke." Læs mere her.

Picture of the banner on the Berlaymont building

2. maj 2020 – Nedtællingen er startet til maratondonorarrangementet Coronavirus Global Response, som begynder mandag den 4. maj.

Med initiativet Coronavirus Global Response slår EU sig sammen med globale partnere om at kickstarte en verdensomspændende donorindsats, der skal skaffe penge til at udvikle behandlinger, vacciner og diagnosemetoder. Mandag den 4. maj vil kommissionsformand Ursula von der Leyen være vært for et globalt onlinearrangement kl. 15 (dansk tid), som du kan følge på EbS. Det indledende mål er at få tilsagn om donationer til en værdi af 7,5 mia. euro.
Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "Den 4. maj vil vi samle verden om at skabe resultater inden for forebyggelse, diagnosticering og behandling af coronavirusset. Vores mål er at samle donationer og iværksætte et hidtil uset globalt samarbejde mellem sundhedsorganisationerne og alle de partnere, der er involveret i kampen mod covid-19. Jeg opfordrer alle til at bidrage."

online consumers

30. april 2020 – Europa-Kommissionen forstærker indsatsen for at forhindre svindel og beskytte forbrugerne

EU-Kommissionen er stærkt engageret i at beskytte forbrugerne på nettet, ikke mindst nu under coronaviruspandemien, hvor visse useriøse forhandlere kommer med falske påstande og sælger falske produkter. Kommissionen har for nylig iværksat screeninger af onlineplatforme og -reklamer for at sikre, at forbrugerne i EU ikke udsættes for vildledende indhold. En række onlineplatforme (Allegro, Amazon, AliExpress, Microsoft/Bing, CDiscount, Ebay, Facebook, Rakuten, Wish og Yahoo/Verizon) har reageret positivt og vist en stærk vilje til at fjerne vildledende og ulovlige reklamer for at beskytte forbrugerne, efter at EU's kommissær for retlige anliggender, Didier Reynders, har henvendt sig til dem. Det bliver de nationale myndigheders netværk for forbrugerbeskyttelsessamarbejde, der skal tjekke indholdet.

western balkans aid

29. april 2020 – Håndtering af coronakrisen: EU-Kommissionen optrapper sin støtte til det vestlige Balkan

EU-Kommissionen har vedtaget at give over 3,3 mia. euro i EU-støtte til Vestbalkan til at afhjælpe de umiddelbare sundhedsmæssige og sociale behov som følge af pandemien og understøtte den økonomiske genopretning. Ud over dette bidrag forud for mødet mellem lederne af EU og de vestbalkanske lande den 6. maj 2020 har Kommissionen redegjort overordnet for den mere langsigtede støtte – en økonomisk plan og en investeringsplan – der skal fremlægges i efteråret. Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtaler: "I denne pandemi har vi et særligt ansvar for at hjælpe vores partnere i Vestbalkan, da deres fremtid ligger klart i Den Europæiske Union. EU mobiliserer en betydelig økonomisk pakke, hvilket bekræfter den stærke solidaritet, vi føler over for Vestbalkan. Sammen vil vi overvinde denne krise og komme ovenpå igen".

Valdis Dombrovskis Press Conference

28. april 2020 – Bankpakke: støtte til husholdninger og virksomheder i EU

For at sikre, at bankerne fortsat kan låne penge ud, støtte økonomien og afbøde de økonomiske konsekvenser af coronavirusudbruddet har EU-Kommissionen vedtaget en bankpakke. Pakken vil gøre det muligt for bankerne at fortsætte långivningen til husholdninger og virksomheder i hele EU, og den indeholder en fortolkningsmeddelelse om EU's regnskabs- og tilsynsmæssige rammer samt en målrettet "hurtig løsning" med ændringer af EU's banklovgivning. Kommissionen vil samarbejde med den europæiske finansielle sektor om at udvikle bedste praksis, som kan støtte borgerne og virksomhederne yderligere.

global summit

27. april 2020 – EU lancerer global donorindsats sammen med sine partnere

Med henblik på at udvikle og anvende sikre, effektive og økonomisk overkommelige diagnosemetoder, behandlinger og vacciner mod coronavirus går EU sammen med globale partnere om at kickstarte en donorindsats – Coronavirus Global Response – den 4. maj 2020. Lande og organisationer rundt om i verden opfordres til at give tilsagn og dermed bidrage til at nå målet på 7,5 milliarder euro. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtaler: "Vi er nødt til at bringe verden, dets ledere og folk sammen mod coronavirusset. Vi vil starte en samlet donorindsats. Et virkeligt maraton. Det kræver en global og vedholdende indsats på mange fronter. Vi er nødt til at udvikle en vaccine, producere den og anvende den i alle dele af verden."

ursula von der leyen video conference

24. april 2020 – Europa-Kommissionen skal udarbejde en fælles genopretningsplan med et moderniseret langsigtet budget for EU 

De europæiske ledere gav Europa-Kommissionen til opgave at komme med en fælles reaktion på krisen efter en videokonference den 23. april. Der vil snart blive foretaget en grundig økonomisk vurdering, og det europæiske budget, der hænger nøje sammen med genopretningsfonden, er et gennemprøvet og pålideligt instrument, der kan bruges til at gennemføre de enorme opgaver, der ligger i genopretningen. Størstedelen af investeringerne vil gå til at skabe investeringer og økonomisk samhørighed, gøre EU mere modstandsdygtigt og selvstændigt og gennemføre nye, tidssvarende politikker som den europæiske grønne pagt og den digitale omstilling. De robuste partnerskaber i EU's umiddelbare nabolande skal også styrkes. "EU's næste langsigtede 7-årige budget skal tilpasses de nye forhold efter coronakrisen. Vi er nødt til at gøre budgettet mere slagkraftigt for at kunne generere de nødvendige investeringer i hele EU", udtaler kommissionsformand Ursula von der Leyen. Hele denne indsats går ud på at beskytte det indre marked. Investeringerne skal især foretages i de første år, og det bliver nødvendigt at finde den rette balance mellem tilskud og lån.

agricolture programmes

23. april 2020 – Ekstraordinære foranstaltninger til at støtte landbrugsfødevaresektoren

For hurtigt at kunne støtte landbrugssektoren og fødevaremarkederne efter udbruddet af coronavirus har Europa-Kommissionen foreslåetekstraordinære foranstaltninger.

Kommissionen foreslår, at der ydes støtte til privat oplagring af mejeri- og kødprodukter, fleksibilitet med hensyn til gennemførelse af markedsstøtteprogrammerne med henblik på en omprioritering af finansieringsprioriteterne og ekstraordinære fravigelser fra EU's konkurrenceregler for at stabilisere markederne i forskellige sektorer. For eksempel vil det i mælkesektoren være muligt kollektivt at planlægge mælkeproduktionen, og blomster- og kartoffelsektoren vil kunne tilbagetrække produkter fra markedet. Sådanne aftaler og beslutninger vil kun være gyldige i en periode på maksimum seks måneder. Ændringer i forbrugerpriserne vil blive overvåget nøje for at undgå skadelige virkninger. Kommissionens formål er at vedtage disse foranstaltninger inden slutningen af april.

EU flags

22. april 2020 – Økonomisk bistandspakke på 3 mia. euro til ti af EU's nabolande

Kommissionen har foreslået en makrofinansiel bistandspakke på 3 mia. euro til ti udvidelses- og naboskabspartnerlande for at begrænse de økonomiske konsekvenser af coronaviruskrisen i disse lande. Forslaget kommer oven i Team Europe-strategien til 15,6 mia. euro, som er EU's målrettede reaktion, der skal støtte partnerlandene i indsatsen for at bekæmpe coronaviruspandemien. Den foreslåede bistandspakke går til Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Jordan, Kosovo, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Tunesien og Ukraine.

Image of hands wearing gloves

21. april 2020EU mobiliserer støtte til Italien, Kroatien og EU's nabolande

EU koordinerer og medfinansierer leveringen af nødhjælp i EU og i nabolandene efter anmodning om bistand via EU's civilbeskyttelsesmekanisme. Slovakiet sender masker og desinfektionsmiddel til Italien, mens Østrig sender handsker og desinfektionsmiddel til Kroatien. Som en del af den samlede EU-støtte til Vestbalkan sender Østrig også handsker, desinfektionsmiddel og andre varer til Bosnien-Hercegovina, Nordmakedonien, Montenegro og Moldova. Østrig sender desuden tæpper, madrasser og telte til migranter Serbien.

Image of a server room

20. april 2020 – Coronavirus: Ny platform til datadeling for forskere

En EU-platform for covid-19-dataer blevet oprettet af Kommissionen og dens partnere for hurtigt at kunne indsamle og udveksle omfattende forskningsdata om coronavirusset som f.eks. DNA-sekvenser, proteinstrukturer, data fra præklinisk forskning og kliniske forsøg samt epidemiologiske data, så forskningsindsatsen bliver fremskyndet. Kommissionen støtter forskning og innovation inden for udviklingen af vacciner, nye behandlingsformer, diagnosticering og medicinske systemer for at forhindre spredning af coronavirusset. Platformen er en vigtig del af opbygningen af den europæiske åbne videnskabscloud, og forskerne vil være i stand til at lagre, dele og analysere en lang række resultater om coronavirusset, fra genomdata til mikroskopi og kliniske data.

passenger in an airport

17. april 2020 – Over 500 000 EU-borgere er vendt hjem

EU har hjulpet med hjemtransport af over en halv million borgere, der var ramt af rejserestriktioner på grund af coronavirusset. Det har EU gjort ved at finansiere hjemflyvninger og gennem et omfattende samarbejde mellem konsulaterne. I begyndelsen af coronavirusudbruddet meddelte omkring 600 000 EU-borgere, at de var strandet uden for EU. De fleste af dem var på korte rejser. Der er stadig omkring 98 900 EU-borgere, der er strandet i udlandet (hovedsagelig i Asien og Stillehavsområdet og Afrika), og bestræbelserne på hurtigt at bringe dem hjem i de kommende dage er i gang. Denne historisk enestående indsats har også gavnet borgere fra EU's partnerlande, f.eks. Norge, Serbien, Schweiz, Tyrkiet og Storbritannien, som har bragt 5 000 af deres borgere hjem med EU-flyvninger.

ursula von der leyen press conference

16. april 2020 – Formand Ursula von der Leyen: "Det europæiske budget vil danne udgangspunktet for vores genopretning"

Til trods for, at Europas kollektive bidrag ligger et godt stykke over 3 billioner euro – den mest imponerende indsats i verden – er der behov for en større indsats, sagde Ursula von der Leyen i Europa-Parlamentet. EU's budget vil danne udgangspunkt for vores genopretning, og det vil føre økonomien i retning af et mere grønt og digitalt Europa. Investeringer i omfattende renovering, vedvarende energi, ren transport, bæredygtige fødevarer og naturgenopretning vil være vigtigere end tidligere. Ved at anvende hver enkelt euro, der er til rådighed, er der investeret i indkøb af medicinsk udstyr, udvikling af vacciner, sikring af arbejdspladser og støtte til at kickstarte økonomien. Ursula von der Leyen sluttede af med en gribende appelfor Den Europæiske Union: "Hvis vi i dag alle står sammen for Europa – med mod, tillid og solidaritet – så ved jeg, at solen i morgen vil skinne kraftigere end nogensinde i Europa."

woman holding her phone

16. april 2020 – En europæisk tilgang til sporingsapps – fuldstændig frivillig og med fuld respekt for privatlivets fred

For at etablere et frivilligt kontaktopsporings- og advarselssystem, der fuldt ud respekterer privatlivets fred, har Europa-Kommissionen fremlagt en værktøjskasse og retningslinjer. Apps, der bygger på Bluetooth-nærhedsteknologi, bør kun anvendes frivilligt, være særdeles sikre, let tilgængelige, effektive og fuldt ud respektere privatlivets fred, samtidig med at de leverer ikkepersonlige aggregerede data til de epidemiologiske folkesundhedsorganer for at beskytte og redde liv.

charles michel and ursula von der leyen

15. april 2020 – En europæisk køreplan for at udfase inddæmningstiltag

Europa-Kommissionen har i samarbejde med formanden for Det Europæiske Råd fremlagt en køreplan, henstillinger og nøgleprincipper for at ophæve indeslutningsforanstaltningerne. En vellykket koordineret europæisk tilgang til gradvis udfasning af indeslutningsforanstaltningerne forudsætter, at der foreligger en passende tidsplan, og at flere fælles kriterier er opfyldt: Spredningen af virusset skal mindskes og stabiliseres, sundhedsvæsenet skal have den nødvendige kapacitet, og der skal være mulighed for testning i stort omfang. Udfasningen bør ske sammen med en række foranstaltninger: der skal indføres et kontaktsporingssystem, testkapaciteten skal udvides, der skal udvikles effektive behandlinger, og sundhedssystemerne skal have den nødvendige kapacitet. 

Protective medical equipment

14. april 2020 — 2,7 mia. EUR fra EU-budgettet til støtte for sundhedssektoren

For at støtte sundhedssystemerne i EU-landene direkte foreslog Europa-Kommissionen at aktivere EU's nødhjælpsinstrument — en foranstaltning, som Rådet hurtigt godkendte den 14. april. Instrumentet til 2,7 mia. EUR vil støtte distributionen af beskyttelsesudstyr, overflytningen af patienter til hospitaler med ledig kapacitet og udviklingen af medicin og testmetoder. Instrumentet vil blive anvendt sammen med andre EU-værktøjer, f.eks. rescEU-beredskabslageret af medicinsk udstyr, som modtager 300 mio. EUR ud over den oprindeligt foreslåede tildeling på 80 mio. EUR, for at støtte distributionen af medicinsk udstyr i hele EU. Det vil også være muligt for enkeltpersoner, fonde og medlemsstater at give donationer og crowdfunde.

pills

8. april 2020 – 15,6 mia. euro til EU's globale reaktion på coronavirusset: EU opfordrer medlemslandene til at sikre, at der er lægemidler til rådighed

For at bekæmpe coronavirusset i hele verden vil EU støtte folkesundheden og imødekomme de humanitære og sundhedsmæssige behov i partnerlandene i hele verden ved at yde en økonomisk bistand på mere end 15,6 mia. euro. Samtidig, den 8. april, opfordrer Kommissionen medlemslandene til at sikre, at europæerne har adgang til lægemidler, samtidig med at folkesundheden beskyttes, og det indre marked bevares. Kommissionen har udstedt retningslinjer for at sikre tilstrækkelig forsyning, hurtig transport og fordeling af livsvigtige lægemidler og for at forhindre eventuelle mangler.

coronavirus medical unit

7. april 2020 – Et EU-lægeteam bliver udsendt til Italien

Det europæiske lægekorps, som koordineres af EU's katastrofeberedskabskoordineringscenter, sender et hold af læger og sygeplejersker fra Rumænien og Norge til Bergamo. Desuden har Østrig doneret 3 360 liter medicinsk desinfektionsmiddel til Italien via centret. Dertil kommer, at EU's Copernicus-satellitsystem er blevet aktiveret af Italien for at kortlægge sundhedsfaciliteter og overvåge aktiviteter.

Financial aid coronavirus

6. april 2020 – 8 mia. euro i støtte til ca. 100 000 europæiske virksomheder

I april vil der blive stillet midler til rådighed for støtte og nødhjælp til omkring 100 000 virksomheder, der er ramt de økonomiske konsekvenser af coronavirusudbruddet, når EU-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsfond frigør 8 mia. euro fra Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer. Virksomhederne vil kunne ansøge direkte om støtte hos de lokale banker og/eller långivere, som deltager i ordningen, og som er opført på websitet Adgang til finansiering.

workers producing masks

3. april 2020 – Udsættelse af regler om medicinsk udstyr og ophævelse af told på beskyttelsesudstyr

For at redde liv har Kommissionen har foreslået at udsætte bestemmelserne om medicinsk udstyr med et år for at give producenterne mulighed for at fokusere på at fremstille kritisk vigtigt medicinsk udstyr og for at undgå mangler og forsinkelser, der potentielt kan skyldes tilsynsmyndighedernes aktiviteter.

Kommissionen har desuden besluttet midlertidigt at ophæve told og moms på import af medicinsk udstyr og beskyttelsesudstyr fra tredjelande. Ved at gøre import af masker, handsker, overtræksdragter og andet beskyttelsesudstyr op til en tredjedel billigere vil denne beslutning øge tilgængeligheden af disse kritisk vigtige artikler og hjælpe dem, der har behov for det. Kommissionsformand Ursula Von der Leyen udtaler: "Vi arbejder på alle fronter for at fjerne de hindringer, der står i vejen for at vores sundhedsmedarbejdere får det, de skal bruge for at redde liv."

Ursula von der Leyen President of the European Commission

2. april 2020 – Reaktion på coroanvirusudbruddet: Kommissionen mobiliserer alle budgetmidler for at beskytte borgernes liv og eksistensgrundlag

For at give hurtig støtte til arbejdstagerne og mindske risikoen for arbejdsløshed på grund af coronakrisen, iværksætter Kommissionen et nyt initiativ kaldet SURE (Support mitigating Unemployment Risks in Emergency). For at bevare jobs og hjælpe de europæiske familier skal SURE-initiativet yde finansiel bistand på op til 100 mia. euro til medlemslandene i form af lån på gunstige vilkår. Den foreslog også, at alle disponible strukturfondsmidler omdirigeres til indsatsen over for krisen som følge af coronavirusset. Landbrugere og fiskere vil også modtage støtte, og det samme gælder de personer, der får allermindst støtte. EU's solidaritetsinitiativ på sundhedsområdet med et budget på 3 milliarder euro skal anvendes til at dække behovene i EU-landenes sundhedssystemer. De omfattende konsekvenser af coronavirusudbruddet kræver en hidtil uset indsats, hvad angår omfang, hastighed og solidaritet. Med den pakke, den præsenterer i dag, sørger Kommissionen for netop dette.

scientist

1. april 2020 – EU-Kommissionens forskere udvikler et nyt kontrolmateriale, der skal sikre pålidelige coronavirustest i hele EU

Videnskabsfolkene i Kommissionen har udviklet et nyt kontrolmateriale, der kan bruges til at foretage en præcis vurdering af, hvordan coronavirustestene fungerer og til at undgå falsk negative testresultater. Kontrolmaterialet er stærkt koncentreret, og der kræves kun en meget lille mængde for at kontrollere en test.

law

31. marts 2020 – Kommissionsformand Ursula von der Leyen advarer: Nødforanstaltningerne mod coronavirus skal overholde EU's grundlæggende principper og værdier

I de seneste uger har flere EU-lande truffet nødforanstaltninger for at tackle den sundhedskrise, der er forårsaget af coronavirusudbruddet, og det er afgørende, at nødforanstaltningerne ikke sker på bekostning af vores grundlæggende principper og de værdier, som er fastsat i traktaterne.

fight-disinformation-2.jpg

30. marts 2020 – Lancering af et særligt afsnit om bekæmpelse af misinformation i forbindelse med udbruddet af coronavirus

Bevidst og ubevidst misinformation om sundhed er meget udbredt, og det gælder også oplysninger om covid-19. Det er vigtigt, at du kun stoler på pålidelige kilder, når du søger efter opdateret information.