Bæredygtig forsyning med råstoffer
For at nå klimamålene og de digitale mål skal vi løse de fremtidige udfordringer med indkøb, forarbejdning og genanvendelse af kritiske råstoffer i Europa og sikring af forsyningskæderne.
Lithium, kobolt og nikkel bruges til at fremstille batterier; gallium bruges i solpaneler; uforarbejdet bor bruges i vindteknologier; titan og tungsten bruges i rum- og forsvarsindustrien.
Med forordningen om kritiske råstoffer søger EU at sikre en stabil og bæredygtig forsyning af kritiske råstoffer til Europas industri. Derudover ønsker EU at mindske afhængigheden af import fra ét enkelt land.
Formålet med forordningen om kritiske råstoffer
Forordningen om kritiske råstoffer er udgangspunktet for at opbygge EU's kapacitet og gøre vores forsyningskæder for kritiske råstoffer mere modstandsdygtige. Forordningen skal sikre, at vi:
- styrker de interne forsyningskæder
- øger det internationale engagement i at udvikle win-win-partnerskaber med tredjelande
Forordningens grundlag
Forordningen om kritiske råstoffer har til formål at styrke EU's kapacitet inden for kritiske råstoffer i alle faser af værdikæden. Den skal desuden øge vores modstandsdygtighed ved at mindske vores afhængighed, øge vores beredskab og fremme bæredygtige og cirkulære forsyningskæder. Den fastsætter fire indsatsområder.
- Klare prioriteter for indsatsen
Forordningen opstiller en liste over kritiske råstoffer og en liste over strategiske råstoffer, der er afgørende for teknologier til den grønne og den digitale omstilling samt for initiativer på forsvars- og rumområdet. Den indeholder klare benchmarks for kapaciteten i de enkelte lande i hele forsyningskæden for strategiske råstoffer frem mod 2030: 10 % af EU's årlige forbrug til udvinding 40 % til forarbejdning og 25 % til genanvendelse. Højst 65 % af EU's årlige behov for hvert af de strategiske råstoffer på et givet forarbejdningsstadie må komme fra ét enkelt land.
- Opbygning af europæisk kapacitet
EU skal styrke sin råstofværdikæde, fra minedrift til raffinering til forarbejdning og genanvendelse. Det kræver mere national efterforskning, en mere strømlinet og forudsigelig tilgang til udstedelse af tilladelser og bedre adgang til finansiering.
- Øget modstandsdygtighed
Her fokuseres der på at øge EU's evne til at modstå forstyrrelser i forsyningskæden. Det vil ske ved at øge overvågningen gennem stresstest, sikre en koordineret indsats for opbygningen af strategiske lagre og fremme bæredygtige investeringer og bæredygtig handel.
- Investering i forskning, innovation og færdigheder
EU vil styrke udviklingen og anvendelsen af banebrydende teknologier inden for kritiske råstoffer. Etableringen af et storstilet færdighedspartnerskab om kritiske råstoffer og af et råstofakademi vil fremme udviklingen af færdigheder, som er relevante for personer, der arbejder med forsyningskæder for kritiske råstoffer.
- En mere bæredygtig og cirkulær økonomi for kritiske råstoffer
Genanvendelse af råstoffer skal fremmes, og der skal opbygges et stærkt marked for sekundære råstoffer. Det vil ske ved at øge genvindingen af kritiske råstoffer i affaldsanlæggene og styrke indsatsen for at afbøde de negative konsekvenser for arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder og miljøbeskyttelse. Det er også vigtigt at anerkende certificeringsordninger for at øge bæredygtigheden af kritiske råstoffer på EU-markedet.
Råstoffer og betydningen af internationalt engagement
EU er stærkt afhængig af import af kritiske råstoffer fra tredjelande. Vores afhængighedsforhold kombineret med den stigende globale efterspørgsel som følge af omlægningen til en grøn og digital økonomi gør forsyningskæderne sårbare.
International handel er derfor en vigtig faktor i den globale produktion og i at sikre en diversificeret forsyning. EU vil primært søge at etablere partnerskaber med nye vækstlande og udviklingsøkonomier, der er til gavn for alle parter, bl.a. inden for rammerne af Global Gateway. EU vil intensivere indsatsen inden for handel, bl.a. ved at oprette en klub for kritiske råstoffer for alle ligesindede lande, som ønsker at styrke de globale forsyningskæder. Derudover vil EU støtte Verdenshandelsorganisationen (WTO), udvide sit netværk af frihandelsaftaler og aftaler om fremme af bæredygtige investeringer og bekæmpe illoyal handelspraksis.
EU vil videreudvikle sine strategiske partnerskaber og samarbejde med pålidelige partnere om at fremme deres økonomiske udvikling på bæredygtig vis. Det skal ske ved at etablere værdikæder i de enkelte lande og samtidig arbejde for stabile, modstandsdygtige, prismæssigt overkommelige og tilstrækkeligt diversificerede værdikæder til gavn for EU.