Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

Den årlige retsstatscyklus

Den årlige retsstatscyklus er et forebyggende redskab, der har til formål at fremme retsstatsprincippet, forebygge nye udfordringer og forhindre eksisterende udfordringer i at blive forværret.

Hvad er den årlige retsstatscyklus?

Den årlige retsstatscyklus udgør rammen for en proces med en årlig dialog om retsstatsprincippet mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet samt medlemsstaterne, de nationale parlamenter, civilsamfundet og andre interessenter. Rapporten om retstatssituationen er grundlaget for denne nye proces.

Det er et centralt mål for den årlige retsstatscyklus at stimulere det interinstitutionelle samarbejde og tilskynde alle EU-institutioner til at bidrage i overensstemmelse med deres respektive institutionelle roller. Dette mål afspejler en årelang interesse fra både Europa-Parlamentets og Rådets side i dette område. Kommissionen opfordrer også de nationale parlamenter og myndigheder til at drøfte rapporten og tilskynder andre interessenter på nationalt plan og EU-plan til at engagere sig.

Udarbejdelsen af rapporten om retstatssituationen og det forberedende arbejde sammen med medlemsstaterne finder sted hvert år som led i retsstatscyklussen og vil danne grundlag for drøftelser i EU og for tiltag, der skal forhindre, at der opstår problemer, eller at eksisterende problemer forværres. Hvis udfordringerne indkredses hurtigst muligt og med gensidig støtte fra Kommissionen, andre medlemsstater og interessenter, herunder Europarådet og Venedigkommissionen, vil det kunne hjælpe medlemsstaterne med at finde løsninger til at sikre og beskytte retsstatsprincippet.

Rapporten om retstatssituationen

Rapporten om retstatssituationen overvåger betydelig udvikling, både positiv og negativ, med hensyn til retsstatsprincippet i medlemslandene. Den består af fire søjler: retssystemet, bekæmpelsen af korruption, mediepluralismen og andre institutionelle spørgsmål vedrørende magtdelingen.

Rapport om retsstatssituationen 2020

Rapport om retsstatssituationen 2021

Rapport om retsstatssituationen 2022

Rapport om retsstatssituationen 2023

Rapport om retsstatssituationen 2024

Rapport om retsstatssituationen 2025 

Rapport om retsstatssituationen 2026

Netværk af nationale kontaktpunkter vedrørende retsstatsprincippet

Netværket af nationale kontaktpunkter vedrørende retsstatsprincippet, der blev etableret i 2020, består af repræsentanter for medlemsstaterne og støtter udarbejdelsen af den årlige rapport om retstatssituationen. Det udgør også et forum for udveksling af god praksis.

Nationale dialoger om retsstatsprincippet

De nationale dialoger om retsstatsprincippet er et format, der er udviklet af Kommissionen og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, og formidles af Kommissionens nationale repræsentationer. De har til formål at samle forskellige interessenter og myndigheder for at drøfte nationale retsstatsspørgsmål, og hvordan der skal følges op på dem, på grundlag af rapporten om retstatssituationen.