Information og kapitler om de enkelte lande
Årsrapporten om retsstatsprincippet 2022, inklusive de 27 kapitler om de enkelte lande, beskriver udviklingen – både den positive og den negative – i medlemslandene på fire centrale områder for retsstatsprincippet: retssystemet, rammerne for bekæmpelse af korruption, mediepluralismen og andre institutionelle spørgsmål i relation til magtdelingen. I de landespecifikke kapitler har Kommissionen fortsat med at uddybe sin vurdering af og opfølgning på de udfordringer og udviklingstendenser, der er identificeret i de to foregående rapporter.
Rapporten dækker også for første gang visse nye emner, der har vist sig at være relevante for at sikre retsstatsprincippet, bl.a. public service-medier og en oversigt over gennemførelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme. Tilføjelsen af disse emner imødekommer desuden anmodninger fra Europa-Parlamentet og en række interessenter.
Kapitlerne om de enkelte lande, som er baseret på en kvalitativ vurdering foretaget af Kommissionen, analyserer nye udviklinger siden den foregående rapport og opfølgningen på de udfordringer og udviklinger, som blev identificeret i 2021-rapporten.
Rapporten er en del af EU's bredere indsats for at fremme og forsvare sine værdier. Dette arbejde omfatter den europæiske handlingsplan for demokrati og den fornyede strategi for gennemførelsen af chartret om grundlæggende rettigheder samt målrettede strategier for fremskridt hen imod en Union med ligestilling. Et andet relateret aspekt er overvågning af anvendelsen af EU-lovgivningen og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder under chartret, bl.a. gennem anvendelse af traktatbrudsprocedurer.
Fra i år indeholder rapporten også specifikke henstillinger til alle EU-landene. I overensstemmelse med rapportens forebyggende karakter er formålet med henstillingerne at bistå medlemslandene i deres bestræbelser på at indføre reformer, tilskynde dem til positiv udvikling og identificere, hvor der kan være behov for forbedringer eller opfølgning på nylige ændringer eller reformer, gennem en løbende dialog med landene.
Kommissionen har udarbejdet rapporten i tæt samarbejde med medlemslandene, men den har fortsat hele det politiske ansvar for sin vurdering og de henstillinger, den fremsætter. I den næste udgave af rapporten vil Kommissionen følge op på udviklingen og vurdere gennemførelsen af henstillingerne.
2022 Rule of law report - Communication and country chapters
Metode
Vurderingen i de 27 landekapitler er udarbejdet i overensstemmelse med den metode, der blev ajourført i 2022, efter drøftelser med EU-landene, bl.a. med henblik på at afspejle medtagelsen af henstillingerne i rapporten. Kapitlerne har ikke til formål at give en udtømmende beskrivelse af retsstatssituationen i hvert enkelt medlemsland, men at præsentere de væsentlige udviklingstendenser. Vurderingen henviser til EU-retlige forpligtelser, herunder dem, der følger af Domstolens retspraksis. Desuden udgør Europarådets anbefalinger og udtalelser en nyttig referenceramme for relevante standarder og bedste praksis.
Årsrapporten om retsstatsprincippet er resultatet af et tæt samarbejde med medlemslandene og trækker på mange forskellige kilder. Alle medlemslandene er blevet opfordret til at indsende skriftlige bidrag og aktivt deltage i de besøg i de enkelte lande, der fandt sted fra februar til april. I forbindelse med disse landebesøg afholdt Kommissionen mere end 500 onlinemøder med nationale myndigheder og forskellige uafhængige organer og interessenter, bl.a. civilsamfundsorganisationer. Derudover blev der gennemført en målrettet høring af interessenter, som også gav værdifulde bidrag – både på tværs af landene og landespecifikke. Endelig stillede Europarådet en oversigt over sine seneste udtalelser og rapporter om EU-landene til rådighed. Inden vedtagelsen af denne rapport har landene fået mulighed for at komme med faktuelle opdateringer til deres respektive kapitler.
Netværket af nationale kontaktpunkter for retsstatsprincippet, som blev etableret i 2020 i forbindelse med indførelsen af årsrapporten, har fortsat fungeret som en løbende kommunikationskanal med medlemslandene med henblik på udarbejdelse af rapporten samt udveksling af bedste praksis.
2022 Rule of law report - methodology
Input fra medlemslandene
Alle EU-landene blev opfordret til at informere om væsentlige ændringer, primært siden vedtagelsen af rapporten om retsstatssituationen 2021, på grundlag af et opdateret spørgeskema, som blev drøftet med landene. Informationerne blev opdelt i de fire aspekter af retsstatsproblematikken, der er omfattet i rapporten – retssystemet, rammerne for bekæmpelse af korruption, mediepluralismen og andre institutionelle spørgsmål i relation til magtdelingen – og blev fremlagt i et aftalt format. Det skriftlige input fra medlemslandene blev suppleret med drøftelser under landebesøgene og med oplysninger fra interessenterne.
2022 Rule of Law report - input from Member States
Målrettet høring af interessenter
Som led i udarbejdelsen af årsrapporten om retsstatsprincippet 2022 har Kommissionen opfordret interessenterne til at bidrage skriftligt ved at deltage i en høring, der løb fra den 1. december 2021 til den 24. januar 2022. Høringen gav over 220 tværeuropæiske og landespecifikke besvarelser fra en række EU-agenturer, europæiske netværk, nationale og europæiske civilsamfundsorganisationer og faglige organisationer samt andre europæiske og internationale aktører. De informationer, der er fremkommet ved denne høring, har bidraget til Kommissionens vurdering af udviklingen i medlemslandene.