Hvis dine juridiske rettigheder i henhold til EU-retten bliver påvirket, skal du have adgang til hurtig og effektiv klagemulighed i det pågældende EU-land. Du kan derfor indbringe sagen for de relevante nationale myndigheder og forsøge at løse den. De er det første organ, der er ansvarligt for at sikre, at EU-retten anvendes korrekt i individuelle sager.
Du kan også indberette en national myndigheds overtrædelse af EU-retten ved at indgive en klage til Kommissionen.
Hvem gør hvad?
Myndighederne i EU-landene spiller en central rolle med hensyn til at sikre, at EU-retten gennemføres rettidigt og korrekt. Dette er afgørende for, at borgere og virksomheder kan være beskyttet og få gavn af de regler, der vedtages i fællesskab. De nationale myndigheder, herunder de nationale domstole, er den første beskyttelse af dine juridiske rettigheder i henhold til EU-retten.
Kommissionen sikrer, at EU-landene overholder deres forpligtelser i henhold til EU-retten. Hvis de ikke gennemfører EU's lovgivning korrekt, kan Kommissionen indlede en formel traktatbrudsprocedure mod dem. Formålet er at afstemme national lovgivning og praksis med EU-retten.
Klager er en værdifuld kilde til oplysninger for Kommissionen, så den kan opdage EU-landenes mulige brud på EU-retten. De hjælper os med at sikre, at EU-retten bliver anvendt korrekt over hele linjen. Når det drejer sig om behandling af klager, er det i høj grad op til Kommissionen at beslutte, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure.
Hovedformålet med en traktatbrudssag er at sikre, at EU-landene generelt set anvender EU-retten korrekt. Formålet er ikke at afhjælpe individuelle problemer.
Du vil aldrig få direkte og personlig godtgørelse eller kompensation alene som følge af en traktatbrudsprocedure. For at få det skal du kontakte de relevante nationale myndigheder, herunder domstole.
De oplysninger, du deler i din klage, kan dog hjælpe os med at rette op på en generel situation, hvor EU-retten anvendes forkert, hvilket kan komme mange mennesker og virksomheder i det pågældende land til gode.
EU-ret er den mængde af regler, som vedtages på EU-plan, og som finder anvendelse i alle EU-landene. Den omfatter internationale aftaler, EU-traktater, forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser.
Ikke alt i dit liv er styret af EU-ret. Nogle områder henhører udelukkende under de nationale regeringer, f.eks. byplanlægning og de fleste aspekter af straffe- og civilretten.
Dette kan tage form af et af følgende tilfælde, som går imod EU-retten:
- en national lov, regulering eller administrativ foranstaltning
- fraværet af en lov, regulering eller administrativ foranstaltning
- en praksis hos et EU-lands nationale myndighed
For eksempel, hvis EU-retten siger, at dieselbiler ikke må udlede mere end 1 g kulilte pr. kilometer, ville denne lov blive anset for at være overtrådt, hvis:
- et EU-land har en lov, der kun håndhæver en højere grænse
- et EU-land ikke har en lov, der håndhæve en grænse
- et EU-land har en lov, der håndhæver denne grænse, men landets myndigheder ikke anvender den i praksis.
Hvad kan Kommissionen ikke gøre?
Kommissionen har ikke beføjelse til at:
- handle på følgende klager:
- mod handlinger foretaget af private organer eller enkeltpersoner, som ikke involverer nationale myndigheder
- vedrørende spørgsmål, der ikke falder ind under EU-ret (krydsreference til afsnit Hvad er EU-ret)
- mod lande, som ikke er medlemmer af EU
- mod andre internationale organisationer (f.eks. NATO, FN, Europarådet)
- tilbyde dig individuel godtgørelse eller kompensation for tab, du har lidt
- overtage en beslutningstagende rolle i stedet for de nationale myndigheder eller revidere afgørelser, som de har truffet i individuelle sager.
Behandling af klager
Håndhævelse af EU-retten er en af Kommissionens centrale opgaver. Dette gør vi ved at fokusere vores indsats på at forhindre, at der overhovedet sker overtrædelser af EU-retten, og ved at handle beslutsomt og hurtigt, når der forekommer alvorlige overtrædelser.
Den samme tilgang gælder for håndteringen af klager. Vi følger ikke op på alle klager, men fokuserer på dem, der har størst indvirkning på borgernes og virksomhedernes interesse generelt.
Den bedste måde at håndhæve EU-retten på er at forhindre, at der overhovedet sker overtrædelser. Det daglige samarbejde mellem Kommissionen og dens medlemslande er afgørende for at sikre tidlig overholdelse.
I sidste ende er der dog indimellem behov for traktatbrudsprocedurer, herunder muligheden for at indbringe EU-lande for Den Europæiske Unions Domstol, for at håndtere alvorlige overtrædelser af EU-retten.
Kommissionen bruger traktatbrudsprocedurer til at håndtere systemiske mangler i overholdelsen af EU-retten og overtrædelser med den største indvirkning på menneskers og virksomheders dagligdag.
Disse traktatbrudsprocedurer omfatter sager om:
- manglende gennemførelse af et direktiv i national lovgivning i tide eller korrekt
- manglende overholdelse af en dom fra Den Europæiske Unions Domstol
- manglende klageadgang i tilfælde af overtrædelser af EU-retten.
Find mere information om Kommissionens afgørelser om traktatbrud.
Vores strategiske tilgang til håndhævelse er beskrevet i det politiske dokument fra 2016 EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse og er yderligere forklaret i et dokument om styrkelse af EU-retten for et Europa, der skaber resultater. Denne strategi vedrører behandlingen af både klager og traktatbrudsprocedurer.
Kommissionen vil ikke undersøge klager, hvis sagen allerede behandles på den ene eller anden måde af de ansvarlige nationale myndigheder eller af Kommissionen selv, eller hvis klageren kan indbringe sagen direkte for de relevante nationale myndigheder, herunder domstolene.
Dette gælder for:
- klager om individuelle situationer, hvor EU-retten ikke anvendes korrekt, som ikke tyder på et udbredt systemisk problem. I sådanne tilfælde vil Kommissionen, hvis der findes en effektiv retsbeskyttelse, henvise klagerne til de nationale myndigheder
- tilfælde, hvor en national domstol har rejst det samme spørgsmål over for Den Europæiske Unions Domstol i en præjudiciel procedure
- klager, der handler om EU-landenes mangler ved gennemførelse af et direktiv i national lovgivning, hvis Kommissionen allerede ser på sagen
- klager om spørgsmål, hvor Kommissionen allerede har taget stilling i et lovgivningsforslag.
Skridtene i håndteringen af klager og reglerne for behandlingen af klagere er beskrevet i bilaget til det politiske dokument EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse.
Dette er en skitsering af den proces, som Kommissionen anvender til at behandle klager:
Modtagelse & screening: Når Kommissionen har modtaget din klage, kontrollerer den, om klagen opfylder kriterierne for at blive behandlet som en klage. Hvis vi ikke kan betragte din henvendelse som en klage, vil vi forklare hvorfor i et svar (f.eks. Kommissionen er ikke kompetent til at følge op på sagen, din klage er snarere en anmodning om oplysninger osv.). Hvis din henvendelse mere er fornærmende eller meningsløs og ikke kræver et fyldestgørende svar, forbeholder Kommissionen sig ret til ikke at svare.
Registrering og bekræftelse på modtagelse: Hvis du i din henvendelse hævder, at en national myndighed i et EU-land overtræder EU-retten, vil du modtage en bekræftelse på modtagelse af din klage med et registreringsnummer. Når vi bekræfter modtagelsen, forklarer vi, hvordan vi vurderer klager, og hvordan vi vil behandle personoplysninger.
Vurdering: Vi vil overvejende undersøge din klage på grundlag af de oplysninger, du har givet os. Det er derfor vigtigt, at du præcist beskriver alle fakta ved hjælp af klageformularen. Kvaliteten af de oplysninger, du giver os, har direkte indflydelse på vores vurdering og muligheden for at følge op på din klage. Vi vil ikke bede dig om flere oplysninger, medmindre din klage viser tilstrækkelige tegn på en alvorlig overtrædelse af EU-retten. Vi vil med udgangspunkt i vores håndhævelsesstrategi afgøre, om klagen bør undersøges nærmere, eller om den kan lukkes.
Afgørelse: Når vi har vurderet klagen, kan vi enten beslutte at indlede en traktatbrudsprocedure mod det pågældende EU-land eller lukke klagen endegyldigt. I nogle tilfælde, hvis vi opdager en mulig overtrædelse af EU-retten, kan vi beslutte at indlede en uformel dialog med det pågældende medlemsland, hvilket er kendt som EU Pilot, i stedet for straks at indlede en traktatbrudsprocedure. Du vil blive orienteret herom.
Vi vil gøre vores bedste for at nå frem til en afgørelse senest ét år efter registreringen af din klage. Du vil blive orienteret, hvis vi konkluderer, at der ikke vil blive gjort yderligere i forbindelse med din klage. Vi vil forklare, hvorfor vi agter at lukke klagen, og du vil få fire uger til at indsende yderligere bemærkninger, hvis du ønsker det. Hvis du ikke svarer, eller hvis dit svar ikke indeholder nye elementer, som ville få Kommissionen til at genoverveje sin holdning, vil vi bekræfte, at sagen er afsluttet. Det er ikke muligt at anke Kommissionens beslutning om at lukke en klage.
Husk, at uanset hvilken beslutning vi træffer, så er Kommissionens rolle at sikre, at EU-retten følges korrekt af EU-landene, ikke at løse din individuelle situation. For at få godtgørelse eller kompensation skal du kontakte de relevante nationale myndigheder.
Hvis du føler, at Kommissionen ikke har behandlet din klage ordentligt, kan du henvende dig til den Europæiske Ombudsmand. Dette gælder f.eks. for aspekter som ikke at behandle en klage til tiden eller ikke at holde dig orienteret i de forskellige faser af behandlingen af klagen.
Når det drejer sig om selve afgørelsen, kan ombudsmanden dog kun kontakte Kommissionen for at sikre, at Kommissionen har forklaret sin holdning korrekt. Ombudsmanden kan kun anmode om en gennemgang af afgørelsen, hvis der er bevis for en åbenlys fejl.
Kommissionen undersøger ikke de fleste klager af tre primære årsager:
- Kommissionen har ingen beføjelser til at handle på dem
- der er ikke konstateret nogen overtrædelse af EU-retten
- den konstaterede overtrædelse håndteres bedre på nationalt plan.
For eksempel valgte Kommissionen i 2022 at tage mindre end 5 % af klagerne op (ved at indlede undersøgelser).
Nogle gange lykkes det dog Kommissionen at lukke store traktatbrudssager baseret på eller støttet af oplysninger fra klager, fordi EU-landene begyndte at overholde reglerne.
Kommissionen rapporterer om klagebehandlingen i sin årsberetning om overvågning af anvendelsen af EU-retten.
Indsend en klage
Se vores tjekliste igennem for at sikre, at Kommissionen kan undersøge din klage, og udfyld klageformularen.
Sager med flere klager
Kommissionen modtager indimellem et stort antal klager om samme emne mod det samme EU-land ("sager med flere klager").
I de tilfælde kan Kommissionen beslutte at kommunikere med klagerne som en gruppe via offentliggørelser på dette website. Ved at kommunikere på den måde kan Kommissionens tjenestegrene svare hurtigt og orientere de involverede. Det giver også mulighed for at reagere på en potentielt bredere offentlig interesse for det emne, som klagerne har taget op.
Se mere om bekendtgørelser om sager med flere klager, som stadig er under vurdering eller for nylig er blevet afsluttet.
Nyttige links
- Sådan klager du i et EU-land.
- Dine rettigheder i henhold til EU's charter om grundlæggende rettigheder – hvornår chartret gælder, hvad du skal gøre, hvis dine rettigheder bliver krænket, og hvor du skal søge om hjælp.
- Du har også ret til at indgive et andragende til Europa-Parlamentet vedrørende anvendelsen af EU-retten. Tjek først, om dit spørgsmål allerede er blevet taget op med Parlamentet. Hvis det er tilfældet, kan du støtte et eksisterende andragende.
Hvis andragendet opfylder betingelserne for behandling, kan Parlamentet anmode Kommissionen om at foretage en undersøgelse. Kommissionen vil vurdere anmodningen og svare Parlamentet.