Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen
alt=""
Et stærkere Europa i verden

Vi skal styrke vores ansvarlige globale lederskab

Indfrielse af vores løfter

EU har ofte vist, hvordan enorme udfordringer kan overvindes, når man arbejder sammen med venner og partnere. EU's evne til at indgå magtfulde alliancer i hele verden har bidraget til at styrke Europas rolle globalt.   

Fra 2019-2024 bragte Von der Leyen-Kommissionens arbejde forbindelserne med USA op på et nyt niveau og støttede Ukraine gennem et tæt samarbejde om såvel energi, klimaindsats, handel og teknologi. Den har også bidraget til at genoprette forbindelserne med Det Forenede Kongerige efter brexit.  

Rundt om i verden har vi styrket Europas kapacitet til at yde vigtig støtte til lande, der er ramt af katastrofer, lige fra oversvømmelser til skovbrande og fra jordskælv til medicinske nødsituationer. 

Og vi har udviklet en ny generation af partnerskaber med Global Gateway, EU's største globale investeringsprogram nogensinde. Med Global Gateway til en værdi af 300 mia. euro tilbyder vi investeringer og infrastrukturprojekter af høj kvalitet, der overholder høje miljømæssige og sociale standarder og skaber beskæftigelse og vækst lokalt.   

EU cementerer sit omdømme som en pålidelig partner, der arbejder for at opnå gensidige fordele på lang sigt. 

Indfriede løfter

Udvidelse 

Støtte til Ukraine

  • Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 stod Kommissionen last og brast med Ukraine og ydede urokkelig diplomatisk, finansiel, militær og økonomisk støtte. Kommissionen har vedtaget flere pakker med vidtrækkende sanktioner mod Rusland og dets allierede.  

Global Gateway 

  • Global Gateway-investeringsprogrammet giver varige fordele og skaber beskæftigelse og vækst i lokalsamfundene med næsten 225 flagskibsprojekter, herunder strategiske partnerskaber om råstoffer med Ukraine, Kasakhstan, Namibia, Chile og Argentina og samarbejde om vedvarende brint med Marokko, Mauretanien, Egypten, Kenya og Namibia.
  • Desuden er der afsat 3,2 mia. euro til projekter for vedvarende energi, der vil gavne 100 mio. afrikanere frem til 2030, og Team Europe investerer også over 1,2 mia. euro i lokal fremstilling af vacciner, lægemidler og sundhedsteknologier i Afrika.
  • I Latinamerika og Caribien investeres der 145 mio. euro i den digitale alliance, bl.a. i forlængelsen af det fiberoptiske undervandskabel, Bella Cable, for at styrke samarbejdet om forskning og innovation. Og i Asien omfatter vores støtte sol- og vandkraftprojekter i Bhutan og lagringskapacitet for vandkraft i Nepal. 

Global bekæmpelse af klimaændringer 

  • Vi har lanceret det globale metantilsagn og slået konsekvent til lyd for klimaindsatsen på partskonferencerne.
  • I november 2024 lancerede kommissionsformand Ursula von der Leyen og Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa den globale kampagne "Opskalering af vedvarende energi i Afrika".
  • COP15 om biodiversitet gik vi i spidsen for en global aftale om biodiversitet, der fastsætter globale mål for genopretning og beskyttelse af økosystemer og halvering af risiciene ved pesticider frem til 2030.
  • Vi stod i spidsen for indgåelsen af FN's traktat om det åbne hav, en global aftale om beskyttelse af biodiversiteten på åbent hav.
  • Sammen med vores G7-partnere har vi lanceret partnerskaber om retfærdig energiomstilling med Sydafrika, Senegal, Indonesien og Vietnam for at støtte dem i deres omstilling til rene energialternativer. 

Den globale indsats mod covid-19-pandemien 

  • Team Europe har mobiliseret 53,7 mia. euro til at hjælpe partnerlandene med at håndtere covid-19-pandemien.
  • Kommissionen har bidraget med 400 mio. euro til COVAX-programmet, en multilateral indsats for at få vacciner frem til udviklingslandene.
  • Team Europe har sørget for, at der via COVAX blev doneret 10,5 mio. vaccinedoser til over 55 lande verden over.
  • Gennem EU's civilbeskyttelsesmekanisme har vi leveret over 190 millioner medicinske og personlige værnemidler til tredjelande. 

Global handel 

  • Vi har indgået tre nye frihandelsaftaler med New Zealand, Chile og Kenya.
  • Vi har indgået vores første aftale om bæredygtige investeringer med Angola.
  • Vi har indledt og fortsat forhandlinger om fremtidige frihandelsaftaler med vigtige partnere som Indien, Indonesien, Australien, Mercosur, Thailand, Filippinerne og Malaysia.
  • Vi har fortsat arbejdet med at stabilisere de regler, der ligger til grund for den internationale handel, ved at føre an i bestræbelserne på at reformere Verdenshandelsorganisationen, bl.a. dens tvistbilæggelsesmekanisme. 

Mellemøsten  

  • Vi har indgået en aftale med Den Palæstinensiske Myndighed om at håndtere dens kritiske budgetmæssige og finanspolitiske situation og har ydet over 380 mio. euro i tilskud og lån mellem juli og november 2024 som finansiel nødhjælp.
  • Fra november 2024 har over 60 flyvninger takket være den humanitære luftbro leveret over 3 000 ton bistand til den palæstinensiske befolkning i Gaza.
  • Vi har ydet humanitær bistand til en værdi af over 104 mio. euro til Libanon. 

Forbindelserne mellem EU og USA 

  • I december 2020 lancerede Kommissionen en ny transatlantisk dagsorden for globale forandringer for at puste nyt liv i vores partnerskab med USA.
  • Vi er gået videre med energirådet og energidialogen mellem EU og USA, og vi har oprettet en ny taskforce om energisikkerhed.
  • Vi lancerede Handels- og Teknologirådet mellem EU og USA i 2021, hvor vi styrkede det transatlantiske samarbejde ved i fællesskab at udforme regler og standarder for ny teknologi, konnektivitet og digital infrastruktur og arbejde for en grønnere og mere retfærdig handel. 

Håndtering af internationale kriser 

  • Vi har oprettet rescEU, et medicinsk beredskabslager, der indeholder bl.a. respiratorer, personlige værnemidler og lægemidler, og som giver mulighed for at indsætte felthospitaler i krisesituationer.
  • EU's humanitære luftbro kanaliserer bistand til de områder, der er vanskeligst at nå ud til.
  • RescEU's luftflåde til bekæmpelse af skovbrande findes nu i alle EU-landene for bedre at kunne bekæmpe skovbrande i hele Europa, f.eks. i Grækenland i sommeren 2023.
  • Der findes globale bistandslagre i Latinamerika, Mellemøsten, Asien og Europa for at kunne sende bistand hurtigere til kriseområder, f.eks. i kølvandet på jordskælvet i Mellemøsten og Syrien i 2023.
  • I forbindelse med Ruslands krig mod Ukraine har vi oprettet logistiske knudepunkter for at kunne levere over 152 000 ton bistand til Ukraine og evakuere over 3 800 sårede og alvorligt syge ukrainske patienter til hospitaler i hele Europa. 

Bilaterale og regionale aftaler 

  • I november 2023 undertegnede EU Samoaaftalen med medlemmerne af Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet. Aftalen omfatter bæredygtig udvikling og vækst, menneskerettigheder og fred og sikkerhed.
  • I september 2021 lancerede Kommissionen sammen med den højtstående repræsentant en strategi for samarbejde i den indopacifiske region.
  • I 2023 lancerede vi handels- og teknologirådet mellem EU og Indien for at styrke den bilaterale handel og samarbejdet om pålidelig teknologi.
  • Vi har indgået digitale partnerskaber med Japan, Republikken Korea, Singapore og Canada.
  • Vi har forhandlet den nye generation af udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftaler på plads med individuelle lande i Centralasien. 

Forbindelserne mellem EU og Det Forenede Kongerige 

  • I december 2020 undertegnede vi handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige med nærmere oplysninger om EU's fremtidige forbindelser med Det Forenede Kongerige efter brexit.
  • I februar 2023 nåede kommissionsformand Ursula von der Leyen og premierminister Rishi Sunak til enighed om Windsorrammen, der indeholder omfattende løsninger på de praktiske problemer, som borgere og virksomheder i Nordirland står over for.
  • I oktober 2024 blev kommissionsformand Ursula von der Leyen og den britiske premierminister Keir Starmer enige om at styrke forbindelserne mellem Det Forenede Kongerige og EU. 

Menneskerettigheder 

  • EU har lanceret nye rammer for dialogen om menneskerettigheder med Saudi-Arabien og Oman, og vi har genoptaget dialogerne med Indien, Israel og Kina.  

Læs mere om disse resultater 

Politikområder

Opbygning af konnektivitetspartnerskaber i hele verden og fremme af handel og investeringer

EU hjælper virksomheder med udnytte de globale muligheder bedst muligt for at sikre velstand, fair konkurrence og investeringer