Tre principper
Der er tre principper for, hvordan og inden for hvilke områder EU må handle:
- kompetencetildeling – EU har kun de beføjelser, som er fastsat i traktaterne, der er ratificeret af alle medlemslandene
- proportionalitetsprincippet – EU's tiltag må ikke gå videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne
- nærhedsprincippet – på områder, hvor både EU og de nationale regeringer har beføjelser til at handle, må EU kun gribe ind, hvis det vil være mere effektivt
Kun EU kan lovgive på visse områder
På visse områder er det alene EU, der kan vedtage lovgivning. Medlemslandenes rolle er begrænset til at anvende lovgivningen, medmindre EU giver dem bemyndigelse til selv at vedtage visse love. På disse områder har EU, hvad der i traktaterne kaldes enekompetence:
- Toldunionen
- konkurrenceregler for det indre marked
- pengepolitik for landene i euroområdet
- handel og internationale aftaler (i visse sammenhænge)
- havplanter og havdyr, som reguleres af den fælles fiskeripolitik
EU eller nationale regeringer kan lovgive
På visse områder kan både EU og medlemslandene vedtage lovgivning. Men medlemslandene kan kun handle, hvis EU ikke allerede har foreslået lovgivning eller har besluttet ikke at gøre det. På disse områder har EU, hvad der i traktaterne kaldes delt kompetence:
- det indre marked
- beskæftigelse og sociale anliggender
- økonomisk, social og territorial samhørighed
- landbrug
- fiskeri
- miljø
- forbrugerbeskyttelse
- transportsektoren
- transeuropæiske net
- energi
- retfærdighed og grundlæggende rettigheder
- migration og indre anliggender
- folkesundhed (hvad angår de aspekter, der er defineret i artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)
- forskning og rummet
- udviklingssamarbejde og humanitær bistand.
Medlemslandene lovgiver, EU hjælper
På visse områder kan EU kun støtte, koordinere eller supplere medlemslandedes tiltag. Her har EU ingen beføjelser til at vedtage love og må ikke blande sig i medlemslandenes ret til at gøre det. På disse områder har EU, hvad der i traktaterne kaldes understøttende kompetence:
- folkesundhed
- industri
- kultur
- turisme
- uddannelse, unge og sport
- civilbeskyttelse
- administrativt samarbejde
EU spiller en særlig rolle
På visse områder har EU "særlig kompetence" til at spille en bestemt rolle eller gå videre, end hvad der normalt tillades ifølge traktaterne:
- samordning af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne
- udarbejdelse og gennemførelse af Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik
- "fleksibilitetsklausulen", som giver EU mulighed for under nøje fastsatte betingelser at handle uden for sine normale ansvarsområder.