Som bebudet i EU's grønne pagt arbejder EU på at gøre Europa til det første klimaneutrale kontinent i verden inden 2050. Europa-Kommissionen, som er fast besluttet på gå forrest i omstillingen, besluttede i 2022 at opnå klimaneutralitet senest i 2030.
Kommissionen har i sin meddelelse om grøn omstilling i Kommissionen fra 2022 udarbejdet en køreplan for, hvordan målet skal nås. I første omgang vil den reducere kulstofemissionerne med 60 % mellem 2005 og 2030 (et fald på 38 % mellem 2019 og 2030). Dernæst vil den anvende kulstoffjernelse på de resterende emissioner ved hjælp af kreditter af høj kvalitet. Den er også om nødvendigt villig til at evaluere og tilpasse sine grønne tiltag og mål.

Kurs mod klimaneutralitet inden 2030
Den 16. december 2025 vedtog kollegiet en statusrapport over den grønne omstilling i Kommissionen "Greening the Commission Progress Review", hvoraf det fremgår, at Kommissionen er på rette vej mod målene for 2030. Ifølge den seneste EMAS-miljøredegørelse for 2024 har Kommissionen reduceret sit samlede kulstoffodaftryk med 31 % i forhold til 2019 eller med 56 % siden 2005. Hvad angår reduktion af emissioner fra bygninger, transport og eksperters rejser fremgår det af rapporten, at der er gjort gode fremskridt, og at momentum skal fastholdes og om muligt øges. Der er gjort mindre fremskridt med at reducere emissioner fra de rejser, personalet foretager i embeds medfør, og Kommissionen vil derfor også efter 2024 fortsætte sin indsats for hurtigst muligt og senest i 2030 at nå målet om en reduktion på 50 % i forhold til 2019.
Kommissionen vil for at nå målet om klimaneutralitet i 2030 undersøge mulighederne for at kompensere for resterende emissioner senest i 2030, bl.a. muligheden for at købe kreditter fra en fælles indkøbsplatform og for en fælles tilgang med andre EU-institutioner.
Kommissionen vil også fortsætte gennemførelsen af de foranstaltninger, der er beskrevet i handlingsplanen for grøn omstilling fra 2022, for at opnå klimaneutralitet senest i 2030.
Grønnere bygninger og grønnere arbejdsmetoder
En tredjedel af den reduktion, der skal opnås af Kommissionens CO2-aftryk senest i 2030, skal opnås ved hjælp af mere effektive, bæredygtige og klimaresistente bygninger takket være:
- omlægning til mere energieffektive og miljøvenlige bygninger
- indførelse af dynamiske åbne kontorer
- en reduktion af antallet/størrelsen af kontorer og bygninger.
Værdierne i det nye europæiske Bauhaus – bæredygtighed, æstetik og inklusion – vil også blive afspejlet i valgene. For eksempel arbejder Kommissionen allerede sammen med Bruxelles-regionen om udformningen af det nye EU-kvarter og udarbejdelsen af nye mobilitetsplaner.
Grønnere og mere intelligent transport
Emissioner som følge af arbejdsrelaterede rejser kan reduceres med 50 % (2019-2030) ved at:
- strømline personalets arbejdsrelaterede rejser
- prioritere grønnere transportmidler
- anvende en blanding af virtuelle, hybride og personlige møder med eksterne eksperter
Emissioner som følge af arbejdsrelateret transport kan reduceres med 45 % (2019-2030) ved at:
- opfordre personalet til at anvende grønnere transportmidler til og fra arbejde
- øge hjemmearbejdet
- gennemføre oplysningskampagner og informationsmøder
Grønnere IT-infrastrukturer og -aktiver
IT-emissioner kan reduceres med en tredjedel ved:
- hurtigere at skifte til mere energieffektivt udstyr, der kan repareres
- at strømline IT-systemer og nedlægge forældede systemer
- gradvist at reducere antallet af lokale datarum
- at øge brugen af papirløse arbejdsgange og digitalisere arkiverne
Kommissionen går som institution foran med et godt eksempel
Kommissionen er fast besluttet på at fremme gennemførelsen af EU's grønne pagt ved gennem egne tiltag at:
- fremme grønnere catering
- anvende principperne for grønne offentlige indkøb for dermed at blive mere cirkulær
- bevare og genoprette økosystemer og biodiversiteten på Kommissionens arbejdspladser
Personalet går som EU-borgere foran med et godt eksempel
Hvis Kommissionen skal nå sit mål om klimaneutralitet i 2030, skal personalet bidrage til indsatsen.
Dette går også hånd i hånd med indførelsen af bæredygtige arbejdsmetoder og bæredygtig adfærd. Kommissionen tilskynder medarbejderne til at være innovative og acceptere ændringer i arbejdsmetoder med en ambition om at gå foran med et godt eksempel med hensyn til gennemførelsen af nye, innovative grønne løsninger.
Kommunikation med eksterne interessenter
Kommissionen mener, at det er vigtigt at udnytte alle muligheder. Gennem sit samarbejde med kontakter og takket være de mange interessenter (bl.a. lokale/regionale/nationale offentlige forvaltninger/EU-institutioner/internationale organisationer), som den regelmæssigt mødes med, kan den både skabe synlighed om den indsats, den selv gør for at skabe en klimaneutral institution, og samtidig lære af andres praksis og fremme den globale udvikling i retning af et bæredygtigt samfund.
Dokumenter

- Generelle publikationer
- 16. december 2025
- 5. APRIL 2022
- 5. APRIL 2022
- 5. APRIL 2022
- 28. APRIL 2022