
I mange år gav det mere mening at smide et ødelagt eller defekt produkt væk og erstatte det med et nyt end at få det repareret. Det gav en stor mængde affald og et unødvendigt ressourceforbrug.
Det ændrer sig fra den 31. juli 2026, hvor det bliver muligt at forlænge produkters livscyklus og skabe et system, der gør det mere interessant at reparere et produkt end at købe et nyt. Det vil gælde for husholdningsprodukter og elektroniske produkter såsom vaskemaskiner, støvsugere, mobiltelefoner, tablets osv.
De nye regler vil medføre besparelser for forbrugerne, sætte skub i den cirkulære økonomi og støtte målene om bæredygtigt forbrug. Helt konkret vil de bl.a.
- give forbrugerne ret til at anmode fabrikanterne om at reparere produkter, der teknisk set kan repareres i henhold til EU-retten. Desuden skal reparationen foretages gratis eller til en rimelig pris inden for en rimelig tidsramme for at gøre reparationer mere attraktive
- forlænge den lovbestemte garanti for produktet med mindst 12 måneder, når forbrugeren vælger at reparere et produkt i stedet for at erstatte det inden for ansvarsperioden
- kræve, at producenterne giver let tilgængelige oplysninger om reparationstjenester samt adgang til reservedele til en rimelig pris
Det forventes, at disse nye regler vil generere 4,8 mia. EUR i vækst og investeringer i EU.
En ny europæisk onlinereparationsplatform, som forventes at blive taget i brug i 2027, vil gøre det lettere for forbrugerne at finde egnede reparatører. Platformen vil have afsnit for hvert EU-land.
Yderligere oplysninger
- Publikationsdato
- 31. juli 2026
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation