Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen
  • Nyhedsartikel
  • 25. juni 2025
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 1 min læsetid

EU's rumlovgivning: forbedring af markedsadgangen og sikkerheden i rummet

Sentinel: Space photos of the European Space Agency (ESA)

 

Europa-Kommissionen har foreslået ambitiøse nye foranstaltninger med henblik på at gøre Europas rumsektor renere, sikrere og mere konkurrencedygtig.

Europas regler vedrørende rummet er i øjeblikket usammenhængende, hvilket hæmmer innovationen, reducerer den europæiske markedsandel og skaber ekstra omkostninger. En samordnet ramme på EU-niveau kan styrke sikkerheden, modstandsdygtigheden og den miljømæssige ansvarlighed, samtidig med at virksomheder understøttes i at vokse og opskalere på tværs af grænserne.

EU's rumforordning har til formål at mindske bureaukratiet, beskytte rumaktiver og skabe fair og forudsigelige vilkår for virksomhederne. Den er baseret på tre søjler:

  • Sikkerhed: nye regler for sporing af rumobjekter og begrænsning af nyt affald, bevarelse af Europas sikre og uafbrudte adgang til rummet
  • Modstandsdygtighed: skræddersyede cybersikkerhedskrav, der skal forbedre beskyttelsen af den europæiske ruminfrastruktur og sikre forretningskontinuitet
  • Bæredygtighed: operatørerne vil skulle vurdere og mindske miljøpåvirkningen fra deres rumaktiviteter, samtidig med at de modtager støtte til innovation inden for nye teknologier såsom service og eftersyn af satellitter på stedet med henblik på at forlænge deres levetid og mindske affald.

De nye regler vil gælde for både operatører i og uden for EU, som tilbyder tjenesteydelser i Europa. Der vil blive ydet støtte til at afhjælpe potentielle omkostninger for industrien. 

Sammen med EU's rumlovgivning har Kommissionen fremlagt en vision for den europæiske rumøkonomi for at håndtere en global rumøkonomi i udvikling og de udfordringer, som den internationale konkurrence og de geopolitiske spændinger medfører. Lovgivningsforslaget vil blive forhandlet i Europa-Parlamentet og Rådet som led i den almindelige lovgivningsprocedure. 

Rumøkonomien og EU's rumlovgivning er vigtige prioriteter for Kommissionen, og du kan læse mere i Draghirapporten, Lettarapporten og det nye konkurrenceevnekompas samt i Kommissionens arbejdsprogram for 2025

Se også:

Pressemeddelelse: EU's rumlovgivning

Faktablad: EU's rumlovgivning 

Faktablad: En vision for den europæiske rumøkonomi  

EU's konkurrenceevne

Detaljer

Publikationsdato
25. juni 2025
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation