Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

Fremme af velstand gennem konkurrenceevne, forskning og innovation

Find ud af, hvordan EU's budget for 2028-2034 vil forme Europas fremtid gennem vigtige investeringer i konkurrenceevne, digital omstilling, uddannelse, beskæftigelse og demokrati, og lær, hvad det betyder for dig, lokalsamfundet og virksomheder i hele EU.

Nøgletal

451 mia. EUR
til konkurrenceevne og forskning
5x
flere investeringer i det digitale område
6x
flere investeringer i ren teknologi, bioøkonomi og dekarbonisering

Fonden for Konkurrenceevne

Styrkelsen af den europæiske konkurrenceevne vil ske under Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne. Der vil blive investeret i strategiske teknologier til gavn for hele det indre marked, som anbefalet i Letta- og Draghirapporterne. Fonden vil forenkle og sætte skub i EU-finansieringen og katalysere private og offentlige investeringer. Den vil fungere under et enkelt regelsæt og tilvejebringe en fælles portal for ansøgere af finansiering. Støtte fra fonden vil fokusere på fire områder

  • omstilling til ren energi og dekarbonisering
  • digital omstilling
  • sundhed, bioteknologi, landbrug og bioøkonomi
  • forsvar og rummet.

Horisont Europa

I tæt forbindelse med Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne vil den berømte EU-forskningsramme, Horisont Europa, med en værdi på 175 mia. EUR fortsat finansiere innovation i verdensklasse

Finansieringen vil blive strømlinet med enklere processer, hurtigere tilskud og mulighed for et fast beløb, samtidig med at banebrydende forskning og deep tech-innovation fremmes gennem styrkede EU-forsknings- og innovationsråd. Det nye budget gør en forskel på dette område ved også at fremme samarbejde om samfundsmæssige udfordringer, bringe partnerskaber på linje med strategiske sektorer, øge støtten til forskningsinfrastrukturer og støtte ekspertise på tværs af regioner for at øge kapaciteten og mindske hjerneflugten.

Horisont Europa og Fonden for Konkurrenceevne vil yde støtte til projekter under hele deres investeringsforløb (fra udformningsfasen til opskaleringsfasen) og reducere både omkostningerne for potentielle støttemodtagere og den tid, det tager at få udbetalt støtten.  

EU's indre marked – kronen på værket

Finansieringen af det styrkede program for det indre marked og toldområdet er blevet fordoblet, hvis man sammenligner med tildelingen i det nuværende langsigtede EU-budget. Dette vil gavne borgere såvel som virksomheder, eftersom det vil sætte skub i færdiggørelsen af EU's indre marked. 

Programmet vil 

  • nedbryde grænseoverskridende og tværnationale barrierer og styrke samarbejdet mellem nationale forvaltninger
  • sikre en stærkere forbrugerbeskyttelse
  • fremme standardiseringsforanstaltninger og
  • mindske bureaukratiet inden for told, beskatning og bekæmpelse af svig.

Connecting Europe-faciliteten

Ud over Fonden for Konkurrenceevne vil finansieringen af Connecting Europe-faciliteten for transport og Connecting Europe-faciliteten for energi blive øget. Med hensyn til transport tidobles den militære mobilitet, så væbnede styrker i EU kan bevæge sig hurtigere, bedre og i fællesskab. Og udgifterne til energiinfrastruktur femdobles. Det styrker energiuafhængigheden og sætter fart i omstillingen til ren energi. Alt dette vil bidrage til at styrke det europæiske forsvar, den europæiske konnektivitet og det europæiske beredskab.

Hvad betyder det for EU?

Flere job og mere innovation

Ved at investere i ren teknologi, digitale værktøjer, sundhed og bioteknologi vil EU skabe nye job, støtte nystartede virksomheder og bringe banebrydende løsninger hurtigere på markedet.

Nemmere adgang til finansiering

Enklere og hurtigere EU-finansiering betyder, at forskere, virksomheder og regioner nemmere kan få støtte – og dermed kan idéer gøres til virkelighed.

Stærkere sundhed og bæredygtighed

Øgede investeringer i bioteknologi, landbrug og dekarbonisering vil forbedre folkesundheden, fødevaresystemerne og miljøbeskyttelsen.

Bedre regionale muligheder

Mere støtte til forskning og innovation i alle regioner bidrager til at mindske hjerneflugten og sørge for, at ingen lades i stikken.

Forbedret infrastruktur til intelligent transport og energi

Opgraderede veje, jernbaner og energinet vil gøre det mere problemfrit at rejse, give renere og sikrere energi og gøre Europa mere modstandsdygtigt i krisetider.

Øget sikkerhed og beredskab

Fremme af forsvarsmobiliteten styrker Europas evne til at reagere hurtigt og effektivt på trusler.

Det betyder EU's budget i dag