Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

Stærke østlige regioner for et sikkert Europa

  • Nyhedsartikel
  • 18. februar 2026
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 2 min læsetid
Read-out of the weekly meeting of the von der Leyen Commission by Raffaele Fitto, Executive Vice-President of the European Commission, on the EU's eastern regions bordering Russia, Belarus and Ukraine

 

Europa-Kommissionen har fremlagt en plan, der skal gøre de EU-regioner, der grænser op til Rusland, Belarus og Ukraine, mere sikre, modstandsdygtige og attraktive at bo og arbejde i.

Ruslands angrebskrig mod Ukraine har i alvorlig grad påvirket mennesker og samfund i disse områder. Fra stigende sikkerhedstrusler og økonomiske forstyrrelser til pres på lokale tjenester og demografisk tilbagegang. Flere EU-lande er blevet særlig hårdt ramt: Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

EU har ydet politisk, teknisk og finansiel støtte til sine østlige regioner siden 2022. Det har bidraget til at forbedre infrastrukturen, styrke den økonomiske modstandsdygtighed, udvikle forsvarskapaciteter, tackle udfordringer inden for energi og konnektivitet og støtte beskæftigelsen. Desuden har solidaritetsbanerne mellem EU og Ukraine opretholdt handelsstrømmene.

Efterhånden som krigen fortsætter, er der imidlertid behov for yderligere EU-støtte. Den nye plan indeholder en række foranstaltninger til at håndtere de specifikke og hidtil usete udfordringer, som disse regioner står over for. Der er tale om fem prioriterede støtteområder:

  • sikkerhed og modstandsdygtighed, herunder nye projekter og initiativer såsom bevogtningen af den østlige flanke, det europæiske droneforsvarsinitiativ, det europæiske luftskjold og det europæiske rumskjold
  • vækst og regional velstand: lettere adgang til finansiering, bl.a. gennem samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank og partnerskab med Verdensbanken om analyser og teknisk støtte
  • udnyttelse af lokale styrker: integration af de baltiske landes elnet med det bredere europæiske net, udvikling af infrastruktur såsom den nordisk-baltiske brintkorridor og støtte til initiativer inden for den cirkulære industri
  • konnektivitet: fremme af digital konnektivitet og opgradering af transportnet
  • støtte til mennesker: afhjælpning af affolkning og mangel på arbejdskraft og styrkelse af lokalsamfundene gennem initiativer som programmet for mediernes modstandsdygtighed

For at sikre fremskridt vil Kommissionen indlede en årlig politisk dialog om, hvilke virkninger EU's tiltag har for de østlige regioners modstandsdygtighed og udvikling. Det første arrangement finder sted den 26. februar 2026, hvor de finansielle institutioner underskriver en erklæring om EastInvest-faciliteten.

En styrkelse af disse de østlige grænseregioners velstand og modstandsdygtighed er ikke kun et udtryk for solidaritet, men også en og strategisk investering i Europas sikkerhed, konkurrenceevne og fremtidig stabilitet. 

Læs også

Pressemeddelelse: de østlige regioner

Faktablad: de østlige regioner

Detaljer

Publikationsdato
18. februar 2026
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation