
Ved omfattende strømafbrud, naturkatastrofer, konflikter eller pandemier er det vigtigt at have adgang til vigtige varer som mad, vand, olie, brændstof og lægemidler. Kommissionen har fremlagt to EU-strategier, der har til formål at forbedre denne adgang under kriser: en strategi for opbygning af beredskabslagre og en strategi for medicinske modforanstaltninger.
Strategien for beredskabslagre bliver EU's første samlede strategi på området. Den går ud på at:
- skabe et netværk af beredskabslagre for at sikre samarbejde og koordinering
- kortlægge, hvad der mangler i lagrene, og hvad der findes dobbelt af
- udvide lagrene på EU-plan
- fremme transport og logistik med henblik på hurtig kriserespons
- fremme civil-militære, offentlig-private og internationale partnerskaber
Lige så vigtigt er det at have adgang til livsvigtigt medicinsk udstyr i nødsituationer. Strategien for medicinske modforanstaltninger skal bidrage til at fremme udvikling, produktion, leverancer og tilgængelighed heraf. Det drejer sig om tiltag til at
- fremme influenzavacciner, antibiotika til antimikrobiel resistens og antivirale lægemidler og forbedre adgangen til kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare modforanstaltninger
- styrke efterretninger og overvågning
- fremskynde innovation
- sikre skalerbar produktion
- forbedre adgangen til og udbredelsen af lægemidler
- styrke samarbejdet globalt og på tværs af sektorer
Disse to forslag er en del af strategien for en beredskabsunion, der skal sætte EU bedre i stand til at forebygge og reagere på nye trusler. Baggrunden er, at EU står over for stadig mere komplekse kriser og udfordringer, lige fra voksende geopolitiske spændinger til cybersikkerhedstrusler, klimaændringer og flere naturkatastrofer.
Flere oplysninger
Flere oplysninger om beredskabet i EU
Flere oplysninger om beredskabslagre
Spørgsmål og svar om strategien for medicinske modforanstaltninger
- Publikationsdato
- 9. juli 2025
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation