Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

De unge får en stærkere stemme i EU's politiske beslutningsproces

Kommissionsformand Ursula von der Leyen bebudede i sine politiske retningslinjer, at der skulle oprettes et Ungdomsrådgivningsudvalg, og det er nu sket.  

Udvalget rådgiver formanden om de spørgsmål, der betyder mest for unge, deler sit syn på Kommissionens politikker og sætter unge i centrum for EU's politiske beslutningsproces. 

Hvordan fungerer det? 

Formandens Ungdomsrådgivningsudvalg består af over 30 unge repræsentanter, en fra hver medlemsstats nationale ungdomsråd, en repræsentant fra Det Europæiske Ungdomsforum samt observatører fra kandidatlande og potentielle kandidatlande. 

De mødes med formanden for at udveksle synspunkter om spørgsmål, der er særligt vigtige for unge.

Det første møde i formandens Ungdomsrådgivningsudvalg blev afholdt den 3. december 2025 og fokuserede på onlinesikkerhed og ‑trivsel. Deltagerne drøftede unges brug af sociale medier, deres muligheder og risici, herunder indvirkningen på den mentale sundhed, nye tendenser og den digitale myndighedsalder. 

Hvorfor er det vigtigt? 

Støtte til unge står i centrum for Kommissionens indsats. Vi ønsker at give dem større frihed, flere muligheder og øget ansvar i vores samfund. Det er afgørende, at deres stemmer bliver hørt, så deres egne erfaringer og perspektiver kan danne grundlag for vores arbejde. 

Gennem Ungdomsrådgivningsudvalget er unge nu i direkte dialog med Kommissionens formand. Dette sætter unge borgere i centrum for vores demokrati og sikrer, at EU's politikker afspejler deres håb og bekymringer. 

Sådan sikrer vi, at de unge kan gøre en forskel

Formandens Ungdomsrådgivningsudvalg bygger videre på arbejdet med tidligere initiativer, der aktivt skulle inddrage unge i EU's politiske beslutningsproces. 

Hver kommissær tilrettelægger en årlig ungdomspolitisk dialog, hvor de mødes med unge i hele EU for at tale om en række forskellige emner, lige fra boliger og klima til færdigheder og sundhed. Disse dialoger giver unge mulighed for at tale direkte med beslutningstagerne og sikrer, at der tages hensyn til deres synspunkter, når der udarbejdes politikker.  

Kommissionen har også indført et "ungdomstjek" for at vurdere EU-politikkens indvirkning på unge, når den er i udformningsfasen, og sikre, at unges behov og perspektiver integreres fra begyndelsen.

Denne side blev sidst opdateret den 24 juli 2026