Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

Genopretning og genopbygning af Ukraine

alt=""
Genopretning og genopbygning af Ukraine

Disse informationer findes også på: ukrainsk | українська | russisk | русский

Bane vejen for Ukraines genopretning

Der vil være behov for en stor global økonomisk indsats for at genopbygge Ukraine, når krigen er forbi. EU har allerede ydet væsentlig økonomisk støtte til Ukraine for at styrke dets modstandsdygtighed og genopretning, men der vil være behov for mere støtte på mellemlang til lang sigt: for at genskabe grundlaget for et frit og velstående land, der er forankret i europæiske værdier og velintegreret i den europæiske og globale økonomi, og for at hjælpe frem mod medlemskab af EU.

Så længe krigen fortsætter, er det samlede behov for genopbygning af Ukraine endnu ikke kendt. Det er dog vigtigt allerede nu at udforme de vigtigste byggesten i denne internationale indsats.

Ukrainefaciliteten

For at hjælpe Ukraine med landets genopretnings-, genopbygnings- og moderniseringsindsats har EU iværksat en ny støttemekanisme for perioden 2024-2027. Ukraine-faciliteten er et instrument, som vil gøre det muligt for EU at yde Ukraine op til 50 mia. euro i stabil og forudsigelig finansiel støtte i denne periode.

Faciliteten understreger EU's urokkelige engagement i at støtte Ukraine over for Ruslands angrebskrig og på landets vej mod EU-medlemskab.

Læs mere om Ukraine-faciliteten

Donorplatformen for Ukraine

Donorplatformen for Ukraine blev lanceret den 26. januar 2023. Platformen vil give mulighed for tæt koordinering mellem de internationale donorer og finansielle organisationer og sikre, at støtten ydes på en sammenhængende og gennemsigtig måde, som gør det muligt at holde donorerne ansvarlige.

Formålet er at sikre øget koordinering mellem alle nøgleaktører, der yder såvel kortsigtet finansiel støtte som langsigtet bistand til genopbygningsfasen. På den måde tager den udgangspunkt i resultaterne af konferencerne i Lugano, Berlin og Paris, som havde fokus på at bygge bro over kløften mellem behov og ressourcer.

Læs mere om platformen

Mobilisering af international støtte

Det er nu, Ukraine har brug for mest hjælp. Europa-Kommissionen og dens partnere mobiliserer international støtte til Ukraines økonomiske og sociale stabilisering, genopbygning og genopretning efter følgerne af krigen. 

Konferencen om genopretning af Ukraine 2024

På konferencen om genopretning af Ukraine 2024 i Berlin tilkendegav kommissionsformand Ursula von der Leyen, at der var indgået nye garanti- og tilskudsaftaler til en værdi af 1,4 mia. euro til støtte for Ukraines genopretning og genopbygning. Dette vil gøre det muligt for de begunstigede internationale finansielle institutioner at yde 3,2 mia. euro i støtte til finansielle formidlere og endelige støttemodtagere i Ukraine.

Disse aftaler vil gavne private virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder, kommuner og ukrainske statsejede virksomheder. De vil have fokus på reparation, rehabilitering og udvikling af energiinfrastrukturen, som har været hårdt ramt af russiske angreb.

Konferencen om genopretning af Ukraine 2023

På konferencen om genopretning af Ukraine 2023 i London underskrev Europa-Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og Det Internationale Finansieringsselskab (IFC) aftaler til en værdi af over 800 mio. euro for at mobilisere private investeringer til genopretning og genopbygning af Ukraines økonomi. 

Aftalerne, som støttes af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling Plus, som er finansieringsdelen af NDICI-Global Europe, understreger betydningen af det fælles internationale tilsagn om at mobilisere den private sektor til at genoprette og genopbygge Ukraine.

International ekspertkonference om genopretning, genopbygning og modernisering af Ukraine

I oktober 2022 var Europa-Kommissionen og Tyskland, som var formand for G7, sammen værter for den internationale ekspertkonference i Berlin om genopretning, genopbygning og modernisering af Ukraine

Konferencen var endnu et vigtigt initiativ, der viste urokkelig støtte fra EU og det internationale samfund til Ukraine. Den fremhævede også, at Kommissionen og det internationale samfund fortsat vil hjælpe Ukraine ud over landets akutte behov og på dets vej mod medlemskab af EU.

Hjælp til ukrainske skoler

Fordi Ukraines fremtid begynder i skolerne, støtter EU genopbygningen af beskadigede skoler med 100 mio. euro, som formanden bebudede i sin tale om Unionens tilstand i 2022.

Europa-Kommissionen har afsat ca. 14 mio. euro til at købe skolebusser, som kan bringe ukrainske børn sikkert i skole. Kommissionen har også iværksat en EU-dækkende kampagne for at donere skolebusser til Ukraine, som kanaliseres gennem EU's civilbeskyttelsesmekanisme.

Samtidig vil Kommissionen samarbejde med Ukraine om at sikre, at landet har uhindret adgang til det indre marked, så det kan udnytte sit potentiale bedst muligt, opnå hurtigere vækst og få gavn af bedre handelsmuligheder.

Læs mere om skolebusserne til Ukraine

Denne side blev sidst gennemgået den 29 april 2026