Kommissionen sætter kursen for at gøre EU klimaneutral senest i 2050. Den anbefaler en nettoreduktion af drivhusgasemissionerne på 90 % i 2040 i forhold til 1990-niveauet, hvilket er i overensstemmelse med den seneste videnskabelige rådgivning og EU's forpligtelser i henhold til Parisaftalen. Følgende indsatser er nødvendige for at nå reduktionsmålet på 90 % inden 2040: at gennemføre den eksisterende EU-lovgivning fuldt ud, så emissionerne nedbringes med mindst 55 % inden 2030 at dekarbonisere industrien ved at udnytte eksisterende teknologier som vindmøller og vandkraft- og elektrolyseanlæg. For at intensivere dette arbejde har Kommissionen foreslået nye tiltag til håndtering af CO2-emissioner fra industrien i EU, hvor der vil blive investeret i teknologier, der kan opsamle og lagre kulstof og genbruge det. at øge den indenlandske produktion i vækstsektorer som batterier, elektriske køretøjer, varmepumper og solceller. at sætte retfærdighed, solidaritet og sociale politikker i centrum for omstillingen og hjælpe sårbare borgere, regioner, virksomheder og arbejdstagere via bl.a. Den Sociale Klimafond og Fonden for Retfærdig Omstilling at have en åben dialog med alle de berørte parter, bl.a. landbrugerne, virksomhederne, arbejdsmarkedets parter og borgerne I de seneste fem år har klimaændringerne medført økonomiske skader på ca. 170 mia. euro. De økonomiske og menneskelige omkostninger ved klimaændringerne bliver stadig større og mere synlige. Vi er nødt til at handle nu for at gøre Europa mere modstandsdygtigt over for fremtidige kriser og mindre afhængigt af import af fossile brændstoffer. Et klimamål for 2040 vil også hjælpe EU's erhvervsliv, investorer, borgere og regeringer til at træffe beslutninger i dette årti, som kan holde EU på rette spor med hensyn til at nå målet om klimaneutralitet i 2050. Målet vil nu blive drøftet med Europa-Parlamentet og medlemslandene. Den næste Kommission vil fremsætte lovgivningsforslag på grundlag af 2040-målet. Den europæiske klimalov gør det mål, der er fastsat i den europæiske grønne pagt, om at gøre det europæiske samfund klimaneutralt inden 2050, retligt bindende. Loven fastsætter det mellemliggende mål om at reducere nettoemissionerne af drivhusgasser med mindst 55 % frem til 2030 i forhold til 1990-niveauet. Se også Klimamålet for 2040 Faktaark om Europas klimakurs for 2040 Den europæiske grønne pagt Pressemeddelelse: Kommissionen anbefaler emissionsmål for 2040 for at nå klimaneutralitet i 2050 Industrien og den grønne pagt Faktaark om EU's strategi for CO2-forvaltning for industrien CO2-opsamling, -brug og -lagring Pressemeddelelse: Kommissionen fastlægger bæredygtige metoder til opsamling, lagring og anvendelse af CO2 for at nå målet om klimaneutralitet i 2050 Detaljer Publikationsdato6. februar 2024ForfatterGeneraldirektoratet for Kommunikation