EU's nye digitale grænsesystem, ind- og udrejsesystemet, blev taget i brug den 12. oktober 2025. Det vil gælde for rejsende fra tredjelande, der rejser ind i eller ud af EU, og vil gøre det lettere og sikrere for alle at rejse. Fra nu af vil EU-landene begynde elektronisk at registrere oplysninger om personer, der rejser ind i EU med henblik på kortvarigt ophold – 90 dage inden for en periode på 180 dage.I praksis vil tredjelandsstatsborgeres pasoplysninger, biometriske oplysninger (ansigtsbillede og fingeraftryk) og ind- og udrejseoplysninger blive registreret i ind- og udrejsesystemet de steder, hvor dette nye system er taget i brug. Registreringen sker ved første indrejse og ved første udrejse. Ved enhver efterfølgende ind- og udrejse vil det kun være nødvendigt med en hurtig kontrol. Det nye system erstatter den nuværende praksis med manuelt at stemple pas og opfylder de højeste standarder for databeskyttelse og privatlivets fred. Rejsende, der er omfattet af de nye regler, kan finde nærmere oplysninger om de nye procedurer på det officielle websted Travel Europe, inden de rejser ind i Schengenområdet. Dette nye system vil gradvist blive indført over en periode på seks måneder. I denne periode vil EU-landene kunne beslutte, hvornår og hvor de vil begynde at anvende systemet ved deres grænseovergange. Den gradvise indførelse vil hjælpe grænsemyndighederne, transportsektoren og de rejsende med at tilpasse sig de nye procedurer uden problemer. Fra den 10. april 2026 vil systemet være taget fuldstændigt i brug ved alle ydre grænseovergangssteder, hvorefter passtempling officielt erstattes af elektronisk registrering.En styrkelse af EU's fælles grænser er en nøgleprioritet for Kommissionen. Med idriftsættelsen af det nye ind- og udrejsesystem vil grænsekontrollen ikke blot blive mere sikker, men også mere effektiv og bekvem for alle, der rejser ind i og ud af EU.Yderligere oplysningerPressemeddelelse – EU's ind- og udrejsesystem tages gradvist i brug fra den 12. oktober 2025.Ind- og udrejsesystemet (EES)En ny æra for europæisk forsvar og sikkerhed Detaljer Publikationsdato13. oktober 2025ForfatterGeneraldirektoratet for Kommunikation