Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen
  • Nyhedsartikel
  • 11. juni 2025
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 2 min læsetid

Kommissionen vedtager havpagt og afsætter 1 mia. EUR til beskyttelse af livet i havet og styrkelse af den blå økonomi

A young man dives into the water enjoying the seabed

 

Havene præger vores økonomier, vores fødevaresystemer, ja selv den luft, som vi indånder. For at beskytte vores have bedre har Kommissionen vedtaget den europæiske havpagt, som skal bidrage til en blomstrende blå økonomi og kystsamfundenes velbefindende. På FN's havtopmøde i 2025 bebudede kommissionsformand Ursula von der Leyen en investering på 1 mia. EUR til støtte for havbevarelse,  havvidenskab og bæredygtigt fiskeri.

Med denne havpagt samles EU's havpolitikker i én koordineret ramme. Det skal ske gennem en samarbejdsbaseret tilgang mellem EU-lande, regioner og interessenter, herunder fiskere, innovatorer, investorer, videnskabsfolk og civilsamfundet. Arbejdet vil blive koncentreret om seks prioriterede indsatsområder:

  • beskytte og genoprette havenes sundhed ved at støtte EU-landene i deres bestræbelser på at genoprette forringede marine levesteder i kystområder
  • styrke bæredygtig konkurrenceevne i den blå økonomi, herunder ved at styrke EU's maritime industri og ved at indføre en strategi for generationsskifte i blå sektorer, fremme adgangen for unge fagfolk inden for havforskning, havteknologi og bæredygtigt fiskeri
  • støtte kyst- og øsamfund og regioner i den yderste periferi ved at fremlægge nye eller ajourførte strategier for disse regioner og samfund
  • styrke maritim sikkerhed og forsvar ved at styrke EU's kystvagtsamarbejde og maritim grænsesikkerhed
  • fremme forskning, viden, færdigheder og innovation vedrørende havene gennem et ambitiøst EU-havobservationsinitiativ
  • styrke EU's havdiplomati og den internationale havforvaltning ved at intensivere bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

Kommissionen har lovet at halvere plast- og næringsstofforureningen og genoprette 20 % af Europas marine økosystemer senest i 2030. Den europæiske havpagt vil blive suppleret med en havlov senest i 2027, som skal bidrage til at sikre gennemførelsen af prioriteterne i havpagten.  For at følge fremskridtene vil der blive oprettet en EU-resultattavle for havpagten.

Yderligere oplysninger

Pressemeddelelse: Kommissionen vedtager den europæiske havpagt for et sundt havmiljø, en konkurrencedygtig blå økonomi og blomstrende kystsamfund

Yderligere oplysninger om den europæiske havpagt 

Detaljer

Publikationsdato
11. juni 2025
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation