Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen
  • Nyhedsartikel
  • 25. august 2025
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 2 min læsetid

Fejring af modstand og modstandsdygtighed på Ukraines uafhængighedsdag

Ukrainian flag in front of the Berlaymont building

 

Ukraines modstand og modstandsdygtighed er fortsat et godt eksempel for os alle over for Ruslands uberettigede angrebskrig. Den 24. august fejrede vi Ukraines uafhængighedsdag og hyldede denne urokkelige ånd i forsvaret af frihed og demokrati. Europa-Kommissionen rejste det ukrainske flag foran Berlaymont-bygningen i Bruxelles, der også blev belyst i ukrainske farver i solidaritet.

På denne vigtige dag står Europa fortsat sammen med Ukraine hele vejen. EU har ydet og vil fortsat yde Ukraine urokkelig politisk, finansiel, humanitær, militær og diplomatisk bistand, så længe det er nødvendigt. Indtil videre beløber denne støtte sig til 168,9 mia. EUR. Dette omfatter en yderligere udbetaling på 4,05 mia. EUR, som blev betalt til Ukraine forud for landets uafhængighedsdag.

Det omfatter også op til 50 mia. EUR under Ukrainefaciliteten. Dette særlige instrument støtter landets genopretning, genopbygning og forberedelser til medlemskab af EU. Der er også mobiliseret 59,6 mia. EUR i militær støtte til Ukraine, som bidrager til at levere militært udstyr og uddanne Ukraines væbnede styrker.

Europa støtter fortsat de ukrainske borgere og har afsat over 1,1 mia. EUR til humanitære bistandsprogrammer i Ukraine. Siden krigens begyndelse har EU-landene desuden taget imod over fire millioner mennesker fra Ukraine under EU's midlertidige beskyttelsesordning.

At stå sammen med Ukraine betyder også, at Rusland stilles til ansvar. Alene i løbet af det seneste år har EU vedtaget yderligere fire sanktionspakker mod Rusland. Og den 9. maj, Europadagen, vedtog en international koalition af stater Lviverklæringen, der formaliserer deres støtte til oprettelsen af en særlig domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine inden for rammerne af Europarådet.

Målet er naturligvis omfattende, retfærdig og varig fred for Ukraine. Det kræver en diplomatisk løsning. En, der beskytter både Ukraines og Europas vitale sikkerhedsinteresser. Og som sætter Ukraine i stand til effektivt at forsvare sin suverænitet og territoriale integritet. Med andre ord en løsning, der gør det muligt for Ukraine at være fuldstændig uafhængigt.

Yderligere oplysninger 

Pressemeddelelse: EU udbetaler over 4 mia. euro til Ukraine forud for uafhængighedsdagen

EU's solidaritet med Ukraine 

Slava Ukraini, længe leve Europa!

Detaljer

Publikationsdato
25. august 2025
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation