
Europa-Kommissionen har fremlagt initiativer, der skal øge investeringerne i egen produktion af rene energiløsninger, øge modstandsdygtigheden og sænke energipriserne.
Den nuværende geopolitiske kontekst sætter fokus på de risici, der er forbundet med EU's afhængighed af importerede fossile brændstoffer. Borgere og virksomheder er med rette bekymrede over de høje energipriser. Investeringer i ren energi er den billigste og mest pålidelige løsning på mellemlang sigt.
Billigere energi til EU-borgerne
Energipakken for borgerne sætter mennesker i centrum og støtter de mest sårbare. Pakken skal
- bidrage til lavere energiregninger
- sætte borgerne i stand til at producere og dele deres egen rene energi
- bekæmpe energifattigdom
Forbrugerne vil også få nytte af
- hurtigere skift mellem leverandører
- lavere skatter og afgifter på elregninger
- mere gennemsigtige oplysninger om energiregninger og -kontrakter
Optimal udnyttelse af Europas energikilder
EU skal også ændre sit energisystem og sin energiinfrastruktur. Investeringsstrategien for ren energi skal bidrage til at
- slå bro over kløften mellem den tilgængelige private kapital og investeringsbehovene
- mobilisere privat finansiering til net, innovative rene energiteknologier og energieffektivitet
Kommissionen skal gennemføre strategien sammen med Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe, som vil bidrage med mere end 75 mia. euro over de næste 3 år for at støtte omstillingen til ren energi.
Egen produktion af rene energiteknologier til pålidelig og billigere energi
Det er nødvendigt at styrke den europæiske kapacitet og opbygge robuste forsyningskæder for nettonulteknologier for at mindske importafhængigheden og sikre strategisk autonomi. Strategien for små modulære reaktorer skal hjælpe EU-landene med at tage de første reaktorer i brug i starten af 2030'erne. Den skal også hjælpe virksomhederne med at fremskynde deres udvikling og udbredelse. Kommissionen overvejer at supplere InvestEU med yderligere 200 mio. euro for at støtte udbredelsen af de første kommercielle enheder af innovative nukleare teknologier gennem risikobegrænsende garantier.
En fleksibel europæisk forsyningskæde er afgørende for at
- sikre teknologisk og industrielt lederskab
- få flere faglærte arbejdstagere
- styrke reguleringssamarbejdet
- garantere de højeste sikkerhedsstandarder
De foreslåede foranstaltninger bygger på handlingsplanen for energi til overkommelige priser. De skal styrke EU's konkurrenceevne, mindske energiafhængigheden og sænke energiomkostningerne for husholdningerne. Kommissionen vil fremlægge flere foranstaltninger for yderligere at øge energisikkerheden og sænke priserne i EU.
Læs også
Spørgsmål og svar om strategien for investering i ren energi
Spørgsmål og svar om strategien for små modulære reaktorer
- Publikationsdato
- 10. marts 2026
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation