Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

Sikrere digitale produkter

  • Nyhedsartikel
  • 11. september 2026
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 2 min læsetid
Close up of baby monitor in kitchen with a woman in the background

 

Hardware- og softwareprodukter udsættes i stigende grad for cyberangreb. Produkter med digitale elementer er en del af vores dagligdag, lige fra babymonitorer og smartwatches til apps og computerprogrammer. Forordningen om cyberrobusthed styrker cybersikkerheden for disse produkter og beskytter forbrugere og virksomheder bedre mod cybertrusler.

Fra den 11. september 2026 skal producenterne indberette alle aktivt udnyttede sårbarheder og alvorlige hændelser, der har indvirkning på deres produkters sikkerhed. De skal indgive en tidlig varsling inden for 24 timer efterfulgt af en fuldstændig underretning inden for 72 timer. En endelig rapport skal derefter forelægges senest 14 dage efter, at en korrigerende eller afbødende foranstaltning er tilgængelig for en aktivt udnyttet sårbarhed, og inden for 1 måned for en alvorlig hændelse. 

I praksis betyder det, at forbrugerne kan forlade sig på hurtigere meddelelser og stærkere beskyttelse af deres forbundne enheder, f.eks. dørlåsningssystemer, og holde deres hjem sikkert i tilfælde af et cyberangreb. 

Rapporteringsforpligtelserne gælder for alle produkter med digitale elementer, der gøres tilgængelige i EU, herunder dem, der allerede er på markedet. Producenterne indgiver deres underretninger via den fælles indberetningsplatform, der er oprettet og vedligeholdes af Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed.

Kommissionen har offentliggjort en praktisk vejledning for at hjælpe producenter, udviklere og virksomheder med at opfylde deres forpligtelser. De nationale markedsovervågningsmyndigheder vil sikre håndhævelsen af reglerne. 

Forordningen om cyberrobusthed bygger på EU's cybersikkerhedsstrategi og strategien for EU's sikkerhedsunion. Den har til formål at styrke EU's tilgang til cybersikkerhed. Ifølge de nye regler skal produkter med digitale elementer udformes, ajourføres og vedligeholdes for at beskytte brugerne mod sikkerhedsrisici. CE-mærkningen vil hjælpe dem med at identificere produkter, der opfylder kravene i retsakten om cyberrobusthed. 

De vigtigste forpligtelser, der indføres ved forordningen, finder anvendelse fra den 11. december 2027, mens rapporteringsforpligtelserne finder anvendelse fra den 11. september 2026. 

Yderligere oplysninger

Forordningen om cyberrobusthed

Beskyttelse af dit digitale liv

ENISA – ofte stillede spørgsmål

Den digitale økonomi og det digitale samfund

Publikationsdato
11. september 2026
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation