
I dag er det Natura 2000-dag, og der er masser at fejre. EU's flagskibsnetværk på naturområdet er det største netværk af miljøbeskyttede områder i verden og dækker mere end 27 000 naturområder i Europa. Det er omkring en femtedel af EU's landområder og en tiendedel af de omkringliggende have, eller hvad der svarer til Spaniens og Italiens samlede areal!
Natura 2000 blev oprettet med fugle‑ og habitatdirektivet i 1992 og har revolutioneret den måde, vi beskytter naturområder på i hele EU. Det gavner naturen, mennesker og økonomien ved at
- beskytte 1 200 sjældne og truede arter og 230 naturtyper
- tilvejebringe vitale tjenester såsom ferskvand, bestøvende insekter og beskyttelse mod oversvømmelser og kysterosion
- levere økosystemtjenester til en værdi af ca. 200-300 mia. EUR om året og er med til at sikre omkring 4,4 millioner arbejdspladser.
Hvert år inviteres folk til at deltage i arrangementet BioBlitz i forbindelse med Natura 2000-dagen. Det finder sted mellem den 14. maj og den 25. maj og er en sjov, interaktiv skattejagt, hvor deltagerne forsøger at finde og identificere så mange arter som muligt i et specifikt Natura 2000-område. Det er din mulighed for at bidrage til videnskaben, komme i kontakt med naturen og lære mere om det lokale dyreliv.
Hvis du vil vide mere om Natura 2000, kan du også finde et Natura 2000-område i nærheden af dig eller se på det interaktive kort over Natura 2000-netværket.
Yderligere oplysninger
- Publikationsdato
- 21. maj 2026
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation