Parlamentet og Rådet vedtager
Den almindelige lovgivningsprocedure
De fleste EU-love vedtages gennem den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet (direkte valgt) og Rådet (ministre fra de 27 EU-lande) har lige meget at skulle have sagt. Kommissionen fremsætter et lovgivningsforslag for Parlamentet og Rådet, som derefter skal blive enige om teksten, før den kan blive til EU-lovgivning.
Sådan fungerer det
Gennem en række behandlinger af lovforslaget gennemgår og ændrer Parlamentet og Rådet teksten. Hvis de to institutioner er enige om ændringerne, kan lovforslaget vedtages. Hvis Parlamentet og Rådet ikke kan blive enige om ændringerne, skal forslaget til andenbehandling. Hvis de ikke bliver enige ved andenbehandlingen, forelægges forslaget for et "forligsudvalg", som består af lige mange repræsentanter for Parlamentet og Rådet. Også repræsentanter for Kommissionen deltager i og bidrager til udvalgets møder. Når udvalget er nået til enighed, sendes teksten til tredjebehandling i Parlamentet og Rådet, så den kan blive endeligt vedtaget som lov. Hvis de i sjældne tilfælde ikke kan blive enige, bliver loven ikke vedtaget.
Læs mere om Parlamentets og Rådets rolle i EU's almindelige lovgivningsproces.
De særlige lovgivningsprocedurer
Disse procedurer anvendes kun i visse tilfælde. Typisk er Rådet den eneste lovgiver, og Parlamentet skal blot godkende et lovgivningsforslag eller høres om det. I sjældnere tilfælde kan Parlamentet vedtage retsakter alene (efter høring af Rådet).
Kommissionen vedtager
Rådet og Parlamentet kan give Kommissionen bemyndigelse til at vedtage to typer ikke-lovgivningsmæssige retsakter:
- gennemførelsesretsakter, som fastsætter tiltag til at sikre, at love gennemføres på samme måde i alle EU-landene
- delegerede retsakter, som ændrer eller supplerer eksisterende love, særligt med henblik på at tilføje nye ikke-væsentlige bestemmelser
Gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter
Revision af traktaterne
EU-traktaterne, som danner grundlag for alle EU-love, kan blive revideret for at tilpasse EU's love og politikker til nye udfordringer. Enhver ændring af traktaterne kræver enstemmig godkendelse af alle 27 EU-lande.
Traktaterne kan revideres på to måder:
- den almindelige revisionsprocedure, som bruges, når der foretages væsentlige ændringer af traktaterne såsom en udvidelse eller indskrænkning af EU's beføjelser
- den forenklede revisionsprocedure, som bruges, når der skal foretages ændringer af EU's interne politikker og tiltag, f.eks. vedrørende landbrug og fiskeri, det indre marked, grænsekontrol og den økonomiske og monetære politik, forudsat at det ikke udvider EU's beføjelser.
De nationale parlamenters rolle
De nationale parlamenter modtager alle Kommissionens lovgivningsforslag på samme tid som Parlamentet og Rådet, så de har mulighed for at komme med en udtalelse til forslaget.
På de områder, hvor EU deler beføjelserne med EU-landene, undersøger de nationale parlamenter, hvorvidt det ville være mere effektivt med tiltag på nationalt eller regionalt plan (nærhedsprincippet). Det kaldes "mekanismen for kontrol med anvendelsen af nærhedsprincippet".