Den 23. februar 2022 fremlagde Europa-Kommissionen sin anden dybdegående analyse Europas strategiske afhængighedsforhold. Rapporten belyser fem områder, hvor Europa i stigende grad er afhængig af tredjelande. Målet er at opnå en bedre forståelse af risiciene og mulighederne for at imødegå denne afhængighed.
Råstoffer af kritisk betydning som f.eks. sjældne jordarter og magnesium danner grundlag for fremstilling af en række essentielle produkter og teknologier, der skal understøtte EU's indsats for at nedbringe CO2-udledningerne. Permanente magneter fremstillet af sjældne jordarter er afgørende komponenter i elbiler og vindmøller. Magnesium er et vigtigt legeringsmetal og indgår for eksempel i produktionen af aluminium, som har afgørende betydning for at reducere brændstofforbruget og CO2 -udledningerne i transportsektoren.
De primære udfordringer
- EU er stærkt afhængigt af Kina i adgangen til magnesium og sjældne jordarter. Kina står for 93 % af den globale produktion af magneter fremstillet af sjældne jordarter og 89 % af produktionen af magnesium.
- EU's efterspørgsel efter råstofferne er stigende. Frem til 2030 kan EU's behov for permanente magneter fremstillet af sjældne jordarter blive fordoblet til 40.000 ton pr. år sammenlignet med 18.000 ton i 2019.
Hvad kan EU gøre?
- Den europæiske råstofalliance har allerede udpeget 14 industriprojekter, der skal sikre udvinding af sjældne jordarter i Europa.
- EU koordinerer ligeledes indsatsen for at øge produktionen af magnesium i Europa på baggrund af forsyningsproblemerne i 2021.
- Yderligere internationale partnerskaber vedrørende råstoffer er under etablering.
- Større fokus på genvinding af materialer og alternative råstoffer.
Sikre og bæredygtige kemikalieprodukter er afgørende for produkter og teknologier såsom vindmøller, batterier, bygningsisolering og lægemidler.
De primære udfordringer
- Hvad adgangen til en række kemikalier angår, er Europa til en vis grad afhængig af et begrænset antal tredjelande. Nogle kemikalier er af særlig strategisk vigtighed, herunder jod, fluor, rødt fosfor, lithiumoxid og hydroxid, molybdændioxid og natriumwolframat.
- De eurasiske lande (f.eks. Kasakhstan, Rusland og Kina) er vigtige eksportører af de nævnte strategiske kemikalier til EU.
- Kemikalierne bruges til en lang række formål og indgår i forsynings- og værdikæderne eksempelvis bag energilagning, fødevareproduktion, produktion af halvledere til solpaneler og fremstilling af batterier til elbiler.
Hvad kan EU gøre?
Mulige tiltag for at styrke en åben, strategisk autonomi i tråd med EU's kemikaliestrategi for bæredygtighed:
- Opbygning af nye internationale partnerskaber
- Investeringer i fremstilling af bæredygtige alternativer i EU
Solcelleteknologi er nu den energiteknologi, der er i størst global vækst, og teknologien er vigtig for vores forsyning af tilstrækkelig kulstoffri elektricitet. Specifikke typer solcelleteknologi har også afgørende betydning for EU's rum- og forsvarsinteresser, for eksempel for at sikre strøm til satellitsystemerne.
De primære udfordringer
Den europæiske grønne pagt genererer en massiv efterspørgsel på solenergi. Og for at imødekomme den skal produktionen af solenergi tidobles inden 2050.
Virksomhederne i EU er globalt førende inden for flere omsætningsled i værdikæden for solenergi. Men EU er meget strategisk afhængig af flere forudgående fremstillingsled i værdikæden.
- Kina står for 96 % af den globale produktion af siliciumwafere.
- Virksomheder i EU står for 1 % af den globale produktion af siliciumwafere, heraf 0,4 % til solceller og 2-3 % til solcellemoduler.
Den seneste tids begivenheder på verdensplan har i høj grad påvirket EU's import og udrulning af solpaneler. 20-25 % af EU's solenergiprojekter er blevet udsat eller sat i stå i 2021.
Det industristyrede europæiske solenergiinitiativ har som mål at udvide den årlige produktion af solenergi i EU til 20 GW i 2025.
Hvad kan EU gøre?
Tiltag til at øge produktionen i EU, navnlig i de led, hvor afhængigheden er størst, kunne indebære:
- finansiering og støtte til at sikre, at nye og avancerede teknologier markedsmodnes
- begrænsning af afhængigheden af visse kritiske råstoffer
- udvikling af samarbejde med internationale partnere.
Cybersikkerhed er et helt afgørende område for at garantere sikkerheden for vores digitale teknologi, mobilitet, energi- og sundhedssystemer og inden for forsvars- og rumindsatsen. Det stigende antal cyberangreb gør det nødvendigt, at EU styrker cybersikkerheden og forsvarer sine egne interesser.
De primære udfordringer
EU er førende inden for global cybersikkerhedsforskning, men halter samtidig bagud med hensyn til innovation og private investeringer inden for cybersikkerhed.
- Kun 14 % af verdens 500 største virksomheder inden for cybersikkerhed har hovedkontor i EU.
- Hovedparten af den hardware og software, der aktuelt anvendes til EU's cyberforsvar, er udviklet i USA og produceret i Kina.
- Størstedelen af cybersikkerhedsvirksomhederne i EU er samtidig mikrovirksomheder eller små virksomheder, der er afhængige af tredjeparter.
Hvad kan EU gøre?
For at styrke EU's kapacitet inden for cybersikkerhed har Kommissionen iværksat følgende foranstaltninger:
- EU's strategi for cybersikkerhed for det digitale årti, herunder en lov om modstandsdygtighed over for cyberangreb, skal styrke Europas modstandsdygtighed over for cybertrusler
- Udvikling af en sikker kvantekommunikationsinfrastruktur (EuroQCI)
- Det europæiske kompetencecenter for cybersikkerhed kan styrke EU's kapacitet inden for cybersikkerhed
- Øremærket finansiering til cybersikkerhed under Et Digitalt Europa og Horisont Europa Finansiering af cyberforsvar under Den Europæiske Forsvarsfond
- EU-lovgivning vedrørende en række konkrete teknologier og produkter
Cloudtjenester og edge-IT-software er afgørende for Europas digitale omstilling. Det omfatter IT-applikationer og tjenester, der benyttes efter behov af virksomhederne med brugsafhængig betaling, der også dækker administration af den bagvedliggende computerinfrastruktur.
De primære udfordringer
- Markedet for den type teknologier består af et begrænset antal globale cloud-udbydere uden for EU. Det kan indebære en mulig risiko for EU som følge af mulig afbrydelse af udenlandske cloudtjenester, en kundebinding af de europæiske brugere eller ulovlig adgang til data i tilfælde af omfattende ændringer af lovgivningen i tredjelande eller vedtagelse af ny lovgivning.
- Det europæiske cloud-marked repræsenterer en værdi på 5,9 mia. euro. Værdien tredobledes i perioden 2017-2020. Samtidig faldt markedsandelen for cloududbydere fra EU fra 26 % i 2017 til 16 % i 2020.
Hvad kan EU gøre?
Muligheder og indsatsområder for at styrke den europæiske cloud-sektors kapacitet omfatter:
- Finansiering via Et Digitalt Europa og Horisont Europa målrettet mod kunstig intelligens, data- og cloud-kapacitet
- Den europæiske alliance om industrielle data-, edge- og cloudteknologier
- Connecting Europe-faciliteten 2