En sikrere digital fremtid: nye cyberregler bliver til lov - Europa-Kommissionen
Gå til hovedindholdet
  • Nyhedsartikel
  • 10. december 2024
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 1 min læsetid

En sikrere digital fremtid: nye cyberregler bliver til lov

Close up of baby monitor in kitchen

 

EU's nye cybersikkerhedsregler træder i kraft i dag, og de vil gøre alt fra babyalarmer til intelligente ure sikrere. Forordningen om cyberrobusthed er trådt i kraft, og det betyder, at en række specifikke obligatoriske cybersikkerhedskrav nu gælder for alle produkter, der er direkte eller indirekte forbundet til en anden enhed eller et andet netværk (bortset fra specifikke undtagelser). Disse krav vil blive pålagt både producenter og detailhandlere.

Forordningen vil garantere

  • ensartede regler for markedsføring af produkter og software med en digital komponent
  • en ramme for cybersikkerhedskrav til planlægning, udformning, udvikling og vedligeholdelse af sådanne produkter med forpligtelser, der skal opfyldes i alle led i værdikæden
  • en forpligtelse til at udvise rettidig omhu i hele produktlivscyklussen

I praksis betyder det, at producenterne senest i 2027 skal efterleve kravene, når de markedsfører disse produkter i EU, og at de vil være CE-mærket, så man kan se, at de overholder de nye standarder. Ved at kræve at producenter og detailhandlere prioriterer cybersikkerhed højt, vil kunder og virksomheder få mulighed for at træffe mere informerede valg.

EU arbejder på forskellige fronter for at fremme cyberrobusthed. EU's strategi for cybersikkerhed, som blev fremlagt i slutningen af 2020, understøtter dette arbejde. Den omhandler sikkerheden for samfundskritisk infrastruktur som hospitaler, energinet og jernbaner samt i det stadigt stigende antal forbundne enheder i vores hjem, kontorer og fabrikker. Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) har til opgave at sikre et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele EU.

Cybersikkerhed og håndhævelse af EU's digitale lovgivning vil fortsat være i fokus i hele Kommissionens mandatperiode fra 2024 til 2029. Kommissionen vil snart foreslå en europæisk handlingsplan for cybersikkerhed for hospitaler og sundhedsudbydere, som skal beskytte vores sundhedssystemer mod cyberangreb. 

Se også

EU's forordning om cyberrobusthed

Cybersikkerhedspolitikker

CE-mærkning

En ny plan for europæisk bæredygtig velstand og konkurrenceevne

Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA)

Detaljer

Publikationsdato
10. december 2024
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation