Har du bemærket noget anderledes ved kapslerne på plastflasker på det seneste? Det er blot et af tiltagene for at bekæmpe plastforurening. Plastik er et vigtigt materiale i vores samfund. Det findes overalt i vores dagligdag, men kan have negative miljø- og sundhedsmæssige virkninger, når det misbruges.Siden den 3. juli skal kapsler eller låg være fastgjort til de engangsplastflasker, der sælges i EU. Det kan synes som en lille ændring, men det kan have store virkninger. Plastkapsler og -låg indgår i de næsten 26 mio. ton plastaffald, der produceres hvert år i Europa, og hvoraf en stor del vaskes op på strande rundt omkring i verden. Ca. 80 % af havaffaldet er plast. Hvorfor blev disse ændringer indført? Det er blot et af resultaterne af EU-direktivet om engangsplast. Direktivet er en del af en bredere EU-plaststrategi, der skal beskytte miljøet og menneskers sundhed ved at mindske plastforurening og havaffald og fremskynde vores omstilling til en cirkulær og ressourceeffektiv plastøkonomi. Strategien beskriver, hvordan EU vil mindske plastaffald i hele spektret af plastproduktion. Direktivet om engangsplast er ikke "imod plast". Det er imod ikkebæredygtig anvendelse og henkastning af plast. Her er nogle af de områder, hvor EU arbejder på at mindske plastforureningen. Engangsplast Engangsplastprodukter anvendes én gang eller i kort tid, inden de smides væk. I henhold til EU's regler om engangsplast bekæmper EU de 10 engangsplastprodukter, der oftest findes på Europas strande, og støtter bæredygtige alternativer. De 10 produkter er: Vatpinde Bestik, tallerkener, sugerør og rørepinde Balloner og ballonstænger Madbeholdere Drikkebægre Drikkevarebeholdere Cigaretskod Plastposer Indpakningsposer og -folier Vådservietter og sanitære artikler Engangsplastprodukter er forbudt på EU-markedet, hvis bæredygtige alternativer er let tilgængelige og økonomisk overkommelige. Det gælder for vatpinde, bestik, tallerkener, sugerør, rørepinde, stænger til balloner og føde- og drikkevarebeholdere af ekspanderet polystyren samt alle produkter fremstillet af oxo-nedbrydeligt plast. For andre engangsplastprodukter har EU fokus på at begrænse deres anvendelse ved f.eks. at indføre designkrav, bl.a. at kapsler skal være fastgjort til flasker. Plastposer Letvægtsplastbæreposer anvendes ofte kun én gang, men det tager århundreder at nedbryde dem fuldt ud i naturen. De er et af de ti produkter, der henkastes mest som affald i Europa. I henhold til direktivet om plastposer kræver EU, at EU-landene træffer foranstaltninger til at sikre, at forbruget af letvægtsplastbæreposer begrænses, og at de årlige forbrugsmål nås. EU-landene må heller ikke tillade, at sådanne plastbæreposer stilles gratis til rådighed på salgssteder for varer eller produkter, medmindre der indføres lige så effektive alternativer. Plastemballage EU's regler om emballage har til formål at harmonisere de nationale foranstaltninger vedrørende emballagedesign og håndtering af emballageaffald og at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau. Med den seneste ændring af disse regler ajourføres foranstaltningerne for at forhindre produktion af emballageaffald og for at fremme genbrug, genanvendelse og andre former for nyttiggørelse af emballageaffald i stedet for endelig bortskaffelse heraf. Reglerne fastsætter et mål for genanvendelse af 50 % plastemballage senest i 2025 og 55 % senest i 2030. Mikroplast Mikroplast er små stykker plast, der normalt er mindre end 5 mm. De er persistente, meget mobile og vanskelige at fjerne fra naturen. Mængden af mikroplast i miljøet vokser, herunder i havet og i jorden samt i fødevarer og drikkevand. Det anslås, at der hvert år utilsigtet frigives mellem 200 og 600 svømmebassiner i olympisk størrelse af mikroplast. I 2023 vedtog Europa-Kommissionen en REACH-begrænsning for mikroplast, der forsætligt tilsættes produkter, og et forslag til en forordning om forebyggelse af tab af plastgranulat i miljøet. EU sigter mod at reducere afgivelsen af mikroplast i miljøet med 30 % inden 2030. Vil du give en hånd med på dit eget niveau? Hvert år tilrettelægger EU sammen med FN og Smurfs ("Smølferne") en oplysningskampagne – #EUBeachCleanup – der omfatter strande, flodbredder og forskellige oprydningsarrangementer i hele verden. Deltag i et arrangement i nærheden af dig, eller tag selv initiativet til et! Se også EU's plastpolitik Plaststrategien Engangsplast i EU Plastposer i EU Emballage i EU #EUBeachCleanupREACH-begrænsning Detaljer Publikationsdato14. august 2024ForfatterGeneraldirektoratet for Kommunikation