
Dette års økonomiske forårsprognose viser, hvilke konsekvenser konflikten i Mellemøsten har for EU's økonomi. I kølvandet på det energichok, som konflikten udløste, og som fik energiråvarepriserne til at stige, forventes den økonomiske aktivitet ifølge prognosen at blive svagere, efterhånden som inflationen stiger. Situationen forventes at blive en smule bedre i 2027, hvis spændingerne på energimarkederne aftager.
I øjeblikket forventes BNP-væksten i EU at falde til 1,1 % i 2026 fra 1,5 % i 2025. Vækstfremskrivningerne for euroområdet nedjusteres tilsvarende til 0,9 % i 2026 og 1,2 % i 2027. Inflationen i EU forventes at blive på 3,1 % i 2026 — et helt procentpoint højere end tidligere forventet — og ventes at falde igen til 2,4 % i 2027.
Forbruget forventes fortsat at være den vigtigste vækstmotor, selv om forbrugernes tillid er faldet til det laveste niveau i 40 måneder på baggrund af frygten for tab af arbejdspladser og stigende inflation. EU's investeringer i modstandsdygtig energi, navnlig efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine, har også gjort EU's økonomi bedre i stand til at absorbere det aktuelle energichok.
Prognoserne viser, at EU's arbejdsmarked vil blive påvirket, og at det langsigtede fald i arbejdsløsheden forventes at ophøre og stabilisere sig på omkring 6 % i 2027. I 2026 forventes væksten i beskæftigelsen at aftage til 0,3 % og igen at stige til 0,4 % i 2027. Den nominelle lønvækst forventes at forblive kraftig, efterhånden som lønningerne tilpasser sig den højere inflation.
Energichokket lægger også en ny byrde på de offentlige finanser. Det offentlige underskud i EU forventes at stige fra 3,1 % af BNP i 2025 til 3,6 % i 2027. Det skyldes en afdæmpet økonomisk aktivitet, højere renteudgifter, støtte til at afbøde virkningerne af højere energipriser for sårbare husholdninger og virksomheder og øgede forsvarsudgifter.
Europa-Kommissionens økonomiske efterårsprognose 2026 vil ajourføre disse fremskrivninger i november 2026.
Yderligere oplysninger
Hele dokumentet: Økonomisk forårsprognose 2026: Lavere vækst og stigende inflation på grund af energichokket
- Publikationsdato
- 21. maj 2026
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation