Den Europæiske Union kan blive førende på verdensplan inden for kunstig intelligens (AI) og fremme udviklingen og udbredelsen af AI-løsninger, der gavner samfundet og økonomien. Kommissionen har fremlagt handlingsplanen for et AI-kontinent for at udnytte EU's styrker – såsom en talentmasse uden sidestykke og stærke traditionelle industrier – til at udvikle AI-acceleratorer.
I handlingsplanen for et AI-kontinent redegøres der for, hvordan vi gør bedst brug af vores forskeres og industriers uudnyttede potentiale. Formålet er at forme næste fase af udviklingen af kunstig intelligens, sætte skub i den økonomiske vækst og styrke vores konkurrenceevne på områder såsom sundhedspleje, biler, videnskab m.m.

Tekstudgave
- 200 mia. euro til at fremme udviklingen af kunstig intelligens i Europa
- 20 mia. euro til finansiering af op til fem AI-gigafabrikker
- 19 AI-fabrikker vil støtte nystartede virksomheder, industrien og forskningsaktiviteter
Vigtigste tiltag i handlingsplanen for et AI-kontinent
Med udgangspunkt i lanceringen af InvestAI-initiativet, der vil mobilisere 200 mia. euro til investeringer i kunstig intelligens i EU, sigter handlingsplanen for et AI-kontinent mod at styrke vores AI-kapacitet ved at fremme initiativer på fem centrale områder.
Opbygning af en omfattende AI-databehandlingsinfrastruktur
Avancerede AI-modeller kræver investeringer, infrastruktur og samarbejde. I planen samles de elementer, som er nødvendige for, at europæiske virksomheder kan blive førende inden for kunstig intelligens, gennem
- oprettelsen af mindst 19 AI-fabrikker på tværs af Europa ved hjælp af vores verdensførende supercomputernetværk. Disse fabrikker vil støtte nystartede virksomheder, industrien og forskere i forbindelse med udviklingen af banebrydende AI-modeller og -applikationer
- oprettelsen af op til 5 AI-gigafabrikker, store faciliteter med massiv computerkraft og datacentre. De vil gøre det muligt at træne komplekse AI-modeller i et hidtil uset omfang. Dette initiativ kræver både offentlige og private investeringer og vil sikre EU's førerposition inden for banebrydende kunstig intelligens
- InvestAI-faciliteten, der har til formål at mobilisere 20 mia. euro til at fremme private investeringer i gigafabrikker
- forslaget til retsakten om udvikling af cloudtjenester og kunstig intelligens, der vil fremme private investeringer i cloud- og datacentre. Målet er som minimum at tredoble EU's datacenterkapacitet inden for de næste fem til syv år og prioritere bæredygtige datacentre.
Øget adgang til data af høj kvalitet
Store datasæt af høj kvalitet er afgørende for at udvikle og træne avancerede AI-modeller. Vi vil skabe betingelserne for et indre marked for data gennem
- den kommende strategi for en dataunion, som vil fremme et ægte indre marked for data og gøre det muligt at opskalere udviklingen af kunstig intelligens i hele EU
- datalaboratorier på AI-fabrikker med henblik på at indsamle og organisere data af høj kvalitet fra forskellige kilder. Dette vil give forskere og udviklere de værktøjer, de har brug for med henblik på innovation.
Fremme af kunstig intelligens inden for strategiske sektorer
I øjeblikket anvender kun 13,5 % af virksomhederne i EU kunstig intelligens. Derfor har Kommissionen lanceret strategien for anvendelse af kunstig intelligens. Denne strategi skal
- fremme indførelsen af kunstig intelligens, navnlig blandt SMV'er og små midcapselskaber
- støtte integrationen af kunstig intelligens for at styrke strategiske industriers konkurrenceevne
- sikre bredere samfundsmæssige fordele ved kunstig intelligens
- styrke EU's kapacitet og sikre ekspertise inden for kunstig intelligens på tværs af grænserne.
Styrkelse af færdigheder og talent inden for kunstig intelligens
For at imødekomme den stigende efterspørgsel efter talent inden for kunstig intelligens vil vi
- uddanne og træne den næste generation af AI-eksperter i EU
- tilskynde europæiske AI-talenter til at blive i eller vende tilbage til EU
- tiltrække og fastholde kvalificerede AI-talenter fra tredjelande, herunder forskere.
Forenkling af gennemførelsen af forordningen om kunstig intelligens
Kommissionen støtter virksomheder og EU-landene i gennemførelsen af forordningen om kunstig intelligens. Den har i den forbindelse allerede udgivet retningslinjer for forbudte former for AI-praksis og bidraget til at udvikle adfærdskodekser. Servicedesken for AI-forordningen fungerer som et centralt knudepunkt og giver relevante oplysninger, der kan hjælpe interessenterne med at afgøre, om de er omfattet af specifikke retlige forpligtelser.
Denne side blev sidst gennemgået den 10 april 2026