Den europæiske digitale tegnebog er Europas svar på de udfordringer, der er forbundet med identifikation. Den vil gøre det muligt for brugere at tilgå offentlige og private online- og offlinetjenester, lagre og dele digitale dokumenter og oprette bindende underskrifter.
Medlemslandene vil stille tegnebøgerne til rådighed for alle borgere, fastboende og virksomheder inden udgangen af 2026.
Fordele
Den europæiske digitale identitetstegnebog har mange fordele, f.eks.
- lettere adgang til offentlige og private tjenester for borgerne
- beskyttelse af personoplysninger, da brugerne kun deler det, der er nødvendigt
- forbedret cybersikkerhed takket være høje sikkerhedsstandarder
- bedre forebyggelse af svig i den offentlige forvaltning og virksomheder
- mindre administration og lavere omkostninger for virksomheder i forbindelse med kundeautentifikation
- digitale tjenester, som alle kan bruge takket være sikker elektronisk adgang.
Hvorfor er den nødvendig?
Offentlige og private tjenester tilbydes i stigende grad online, hvilket skaber et voksende behov for sikker digital autentifikation. Samtidig er truslerne mod privatlivets fred på det digitale område blevet tydelige, og borgerne bekymrer sig i stigende grad over profilering og overvågning.
EU's ramme for digital identitet er svaret. Den bygger på princippet om, at alle altid skal have kontrol over deres digitale identitet. EU's digitale identitetstegnebøger er midlet til at nå dette mål.
Med særligt fokus på privatlivets fred og sikkerhed vil borgerne kunne bruge deres digitale identitet i hele EU og uhindret kunne rejse fra medlemsstat til medlemsstat uden nogensinde at miste kontrollen over deres data.

Hovedprincipper

Den bliver tilgængelig for alle EU-borgere, fastboende og virksomheder, som ønsker at bruge den.

Brugerne kan anvende den vidt og bredt til at verificere deres identitet eller til at bekræfte visse personlige oplysninger, når de skal tilgå digitale tjenester i hele EU

Brugerne vælger selv, hvilke oplysninger de vil dele, og kan holde øje med, hvad de har delt og til hvem.
Praktisk anvendelse
Tegnebogen giver dig mulighed for
- Autentifikation
- Du kan verificere din identitet med flere tjenester, samtidig med at dine personoplysninger beskyttes.
- Lagring
- Du kan lagre forskellige dokumenter sikkert i din tegnebog – alt lige fra togbilletter til eksamensbeviser fra universitetet.
- Deling
- Du kan dele dokumenter, der er gemt på din tegnebog, f.eks. en kopi af dine anbefalinger til en potentiel arbejdsgiver.
- Underskrivelse
- Du kan hurtigt og nemt oprette juridisk bindende elektroniske underskrifter med din tegnebog.
Praktiske eksempler på, hvordan tegnebogen kan anvendes
Du vil kunne bruge tegnebogen i mange hverdagssituationer, bl.a.:
- adgang til offentlige tjenester, f.eks. ansøge om pas eller kørekort, indgive selvangivelser eller tilgå socialsikringsoplysninger
- oprettelse af bankkonti: verificere din identitet online uden at skulle gentage dine personoplysninger
- registrering af SIM-kort: verificere din identitet, når du får et SIM-kort, hvilket vil reducere svindel og omkostninger for mobilnetoperatører
- digitalt kørekort: gemme og fremvise dit digitale kørekort både online og fysisk
- underskrivelse af kontrakter: underskrive dokumenter online uden behov for papirdokumenter og fysiske underskrifter
- recepter: dele dine receptoplysninger med et apotek, så du kan få udleveret din medicin
- rejse: fremvise oplysninger fra rejsedokumenter (f.eks. pas eller visum), så du hurtigere kan komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen eller tolden
- erhvervsrelevante digitale identiteter: bevise, at du er en legitim repræsentant for en organisation eller en virksomhed
- betalinger: bekræfte din identitet, når du betaler online
- uddannelsesbeviser: fremvise dine eksamensbeviser, titler og certifikater, når du ansøger om job eller videreuddannelse
- adgang til socialsikringsydelser: få sikker adgang til dine socialsikringsoplysninger og -ydelser og lagre dokumenter såsom det europæiske sygesikringskort.
Brug af EU's digitale identitet ved ansøgning om banklån
En ansøgning om banklån er en proces, som typisk omfatter adskillige trin, fra at lave aftaler og afholde fysiske møder til at indsamle og underskrive alle papirdokumenter – og en gentagelse af disse trin, hvis nogle dokumenter mangler.
Når man bruger EU's digitale identitet, behøver man blot at vælge de nødvendige dokumenter, som lagres lokalt i ens digitale tegnebog, for at besvare bankens anmodning. Derefter oprettes og sendes der verificerbare digitale dokumenter sikkert til kontrol hos banken, som så kan fortsætte ansøgningsprocessen.
Den europæiske digitale identitet gør det lettere for borgere og virksomheder
Følgende former for identifikation og tillidstjenester kan allerede anvendes med retsvirkning i hele EU takket være den tillidsramme, som er skabt med eIDAS-forordningen. Der er tale om værktøjer, som er centrale for tilliden og sikkerheden på det digitale indre marked. Visse tjenester, f.eks. elektroniske underskrifter, vil blive integreret i identitetstegnebogen for at gøre det nemmere at benytte dem.
| Borgere | Virksomheder | ||
|---|---|---|---|
Elektroniske underskrifter En persons digitale samtykke til indholdet af et dokument. Funktionen integreres i identitetstegnebogen. | Den vil gøre det lettere for dig at underskrive juridiske dokumenter og e-mails uden at skulle udskrive dem på papir. | Den vil reducere omkostninger og tidsforbrug takket være standardiserede processer og tilskynde til udvikling af nye forretningsprocedurer. | |
|
|
Elektronisk tidsstempel Elektronisk bevis for, at et datasæt fandtes på et bestemt tidspunkt | Det vil f.eks. give dig dokumentation for, at du har købt dine koncertbilletter. | Det vil forbedre sporingen af dokumenter og gøre det nemmere at holde personer ansvarlige. |
|
|
Elektronisk identifikation En måde, hvorpå virksomheder og forbrugere kan dokumentere deres identitet elektronisk | Det vil gøre det muligt for dig at åbne en bankkonto i et andet land med dit nationale ID-kort. | Det vil udvide dit kundegrundlag, spare omkostninger og tid og opbygge tillid til grænseoverskridende transaktioner. |
|
|
Kvalificeret websitegodkendelsescertifikat Certifikatet attesterer, at et website er sikkert og pålideligt | Det vil fortælle dig, om de websites og apps, som du kan lide at bruge, er pålidelige og sikre. | Det vil øge forbrugernes tillid, bidrage til at forhindre phishing og beskytte din virksomheds omdømme. |
|
|
Elektronisk segl Garanterer et dokuments oprindelse og ægthed | Det vil f.eks. garantere, at fodboldbilletterne er ægte og ikke forfalskede. | Det vil reducere omkostninger og tidsforbrug takket være standardiserede processer og fremme tilliden til dokumentets oprindelse. |
|
|
Elektronisk registreret leveringstjeneste Tjenesten beskytter mod risikoen for, at et dokument mistes, stjæles, beskadiges eller bliver ændret, når det sendes | Den vil f.eks. sikre, at din søns fødselsdagsgave når sikkert frem. | Den vil reducere tidsforbrug og omkostninger i forbindelse med udveksling af dokumenter, øge effektiviteten og tilliden og forbedre sporingen af dokumenter |
Tekniske specifikationer
Hvert medlemsland skal stille mindst én europæisk digital identitetstegnebog til rådighed for sine borgere. For at sikre, at tegnebogen kan anvendes, uanset hvor man opholder sig i EU, skal alle lande følge samme standarder og specifikationer. Hermed sikres der interoperabilitet.
Reglerne for den europæiske digitale identitetstegnebog er fastsat i den tekniske struktur og referencerammen. Heri fastlægges standarderne, protokollerne og formaterne for udvekslingen af oplysninger mellem udstedere, tegnebøger og tjenesteudbydere.
EU's referenceressourcer hjælper EU-landene og interessenterne med at opbygge deres egne tegnebøger. Den omfatter biblioteker med open source-koder, modulære komponenter og en fuldt fungerende referenceapplikation baseret på den tekniske struktur og referencerammen.
Store pilotprojekter
Store pilotprojekter afprøver, hvordan EU's digitale identitetstegnebøger fungerer i forskellige situationer, inden de lanceres i hele EU. Over 550 virksomheder og offentlige myndigheder i 26 medlemslande samt Norge, Island og Ukraine deltager. Der er allerede gennemført fire store projekter, mens to stadig tester anvendelsesmuligheder.
Dokumenter
På denne side finder du dokumenter vedrørende den europæiske digitale identitet.
Denne side blev sidst opdateret den 12 marts 2026








