
Den 27. oktober fejrer vi verdensdagen for den audiovisuelle arv for at sætte fokus på, hvor betydningsfuldt vores audiovisuelle materiale er, og hvor vigtigt det er at bevare det rigtigt.
Audiovisuelle arkiver fungerer som stærke historiefortællere, der indfanger menneskers liv, kulturer og historier over hele verden. De repræsenterer en uvurderlig arv, som styrker vores kollektive hukommelse, og er en værdifuld kilde til viden om vores samfunds kulturelle, sociale og sproglige mangfoldighed. Arkiverne uddyber ikke blot vores forståelse af fortiden, men hjælper os også med at sætte pris på den verden, vi lever i i dag.
Vi skal derfor bevare denne rige arv og sikre, at den forbliver tilgængelig for offentligheden og de kommende generationer. Tidligere blev information bevaret gennem fotografier, noder og bøger. Den moderne teknologi har revolutioneret denne proces, så vi nu via forskellige apps kan optage og dele vigtige øjeblikke gennem lyd og video. Platforme som musikstreamingtjenester, videodelingsplatforme og sociale medier fungerer som moderne arkiver og lagrer en bred vifte af audiovisuelle medier.
EU anvender forskellige platforme og arkiver til lagring og deling af audiovisuelt indhold. Bl.a. fungerer Europa-Kommissionens audiovisuelle bibliotek som et centralt arkiv for audiovisuelt materiale, der er beregnet til ekstern kommunikation, og som er produceret eller indkøbt af Kommissionens tjenestegrene. Biblioteket er ansvarligt for at forvalte, bevare og give adgang til den kollektive audiovisuelle hukommelse om den europæiske integrationsproces på både engelsk og fransk. Biblioteket har siden 1948 katalogiseret over 250 000 videoer, 500 000 fotos og 8 500 lydoptagelser om alle de vigtige trin i EU's historie. Samlingen vokser fortsat og er offentlig tilgængelig via den audiovisuelle portal.
Derudover er Europeana en webportal, der samler audiovisuelt materiale fra over 2 000 forskellige institutioner i hele Europa. Det omfatter biblioteker, museer, arkiver, gallerier og andre, der tilbyder sine brugere en enestående mulighed for at få adgang til en bred vifte af onlineindhold.
EU er fast besluttet på at beskytte og styrke Europas kulturarv gennem en lang række politikker og programmer. Ved at bevare den audiovisuelle arv såsom film, optagelser og fotografier sikrer vi, at kommende generationer kan opleve rigdommen i vores fælles fortid. Beskyttelse af den audiovisuelle arv handler ikke kun om at beskytte minder, men om at holde den kulturelle mangfoldighed i live og tilgængelig for alle.
Se også
Europa-Kommissionens audiovisuelle tjeneste
Det audiovisuelle bibliotek: Europas levende audiovisuelle hukommelse (video)
- Publikationsdato
- 25. oktober 2024
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation
