Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Europa-Kommissionen

Ren og sikker energi takket være nye markedsreformer

  • Nyhedsartikel
  • 21. maj 2024
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 2 min læsetid
Electricity pylons

 

Forbrugerne i hele EU vil nu kunne få mere stabile energipriser og blive mindre afhængige af prisen på fossile brændstoffer takket være store reformer af EU's el- og gasmarkeder. Samtidig vil EU sætte skub i udviklingen af brint og andre dekarboniserede gasser. Disse reformer vil medvirke til at sikre vores omstilling til ren energi og samtidig øge forsyningssikkerheden og forbrugerbeskyttelsen.   

Med reformerne af elmarkedet vil forbrugerne nu få: 

  • et større udvalg af el- og gasforsyningsaftaler og klarere information inden indgåelse af aftalerne 
  • mulighed for at fastlåse sikre, langsigtede priser  
  • dynamiske prisaftaler, hvis det er nødvendigt, så de kan udnytte prisudsving til at bruge elektricitet, når den er billigst 
  • beskyttelse mod at stå uden elektricitet ved hjælp af ordninger med leveringspligtige leverandører  
  • beskyttelse mod strømafbrydelser for sårbare og energifattige personer 
  • flere muligheder for energideling, da f.eks. lejere vil kunne dele overskydende energi fra tagmonterede solpaneler med en nabo 

De europæiske virksomheder vil også få mere forudsigelige energiomkostninger, så de kan blive mere konkurrencedygtige. Både husholdninger og virksomheder vil kunne få gavn af de lavere omkostninger til vedvarende energi, og EU-landene vil kunne regulere detailpriserne for begge i tilfælde af en krise. 

De nye rammer for gasmarkedet vil føre til oprettelsen af et brintmarked, som vil være afgørende for at begrænse emissionerne fra tung industri og transport. For forbrugerne vil reformerne betyde, at de lettere kan skifte gasleverandør og nemt kan sammenligne priser og få nøjagtig, fair og gennemskuelig faktureringsinformation. Derudover får EU-landene også mulighed for at standse eller begrænse importen af både rørgas og flydende naturgas (LNG) fra Rusland og Belarus. 

Få mere at vide 

Den europæiske grønne pagt: En vækststrategi, der beskytter klimaet (en visuel fortælling)

Gennemførelse af den europæiske grønne pagt 

Fit for 55: Sådan har Kommissionen gennemført sine forslag 

Pressemeddelelse: Efter vedtagelsen af vigtige markedsreformer: EU's forbrugere og industrien drager fordel af ren, sikker og stabil energiforsyning 

Detaljer

Publikationsdato
21. maj 2024
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation