Gå til hovedindholdet
Visual banner security

I hverdagen er vi afhængige af vigtig online- og offline-infrastruktur, når vi rejser, arbejder og benytter os af vigtige offentlige tjenester, og angreb på disse infrastrukturer kan forårsage enorme forstyrrelser.

Efterhånden som vores økonomi og samfund i stigende grad bevæger sig over på nettet, får cybersikkerhed strategisk betydning. Forstyrrelser inden for én kritisk infrastruktur kan have en øjeblikkelig ødelæggende effekt på driften af andre infrastrukturer. Boliger, banker, finansielle tjenester og virksomheder kan blive stærkt påvirket af cyberangreb.

Den intensive brug af teknologi under covid-19-pandemien har åbnet døren for et stærkt stigende antal ondsindede angreb, hvis bagmænd på kriminel vis forsøger at udnytte det skift til hjemmearbejde, som mange har foretaget. Som følge af det blev kritisk vigtige sundhedstjenester i flere tilfælde forstyrret, mens de var under meget stærkt pres. EU skal sørge for, at den kapacitet, der er til rådighed, er tilstrækkelig til at klare de aktuelle udfordringer.

Som de nylige terrorangreb har vist, er offentlige rum (som transportknudepunkter og religiøse samlingssteder) særligt sårbare, fordi de i sagens natur er åbne og tilgængelige. Dette stiller krav om både mere omfattende fysisk beskyttelse af sådanne steder og tilstrækkelige detekteringssystemer – uden at det derfor går ud over borgernes frihed.

Den fælles cyberenhed, som Kommissionen har foreslået, har til formål at samle de ressourcer og den ekspertise, der er til rådighed for EU og medlemslandene, så de effektivt kan forebygge, afværge og reagere på store cyberhændelser og -kriser. Cybersikkerhedsfællesskaber, herunder civile, retshåndhævende, diplomatiske og cyberforsvarsfællesskaber samt partnere i den private sektor, opererer alt for ofte separat. Med den fælles cyberenhed får de en virtuel og fysisk samarbejdsplatform. Her kan EU-institutioner, -organer og -agenturer sammen med medlemslandene gradvist opbygge en europæisk platform for solidaritet, sikkert og hurtigt operationelt og teknisk samarbejde og bistand til bekæmpelse af storstilede cyberangreb.

Kommissionen foreslår at opbygge den fælles cyberenhed via en gradvis og gennemsigtig proces i fire trin i fællesskab med EU-landene og de forskellige enheder, der er aktive på området. Målet er, at den fælles cyberenhed skal gå over til den operationelle fase senest den 30. juni 2022, og at den vil blive fuldt etableret et år senere, senest den 30. juni 2023.

ENISA hjælper med at tage konkrete skridt til at gennemføre nye cybersikkerhedspolitikker. Der vil blive oprettet et lokalt kontor i Bruxelles, som skal lette samarbejdet med andre EU-institutioner, -agenturer og -organer.

Vi skal beskytte kritisk infrastruktur og opbygge modstandsdygtighed

Vi skal beskytte det offentlige rum

Dokumenter

 

16. DECEMBER 2020
Factsheet on Cybersecurity: EU External Action