Gå til hovedindholdet

Europa-Kommissionens politiske ledelse

Læs om Europa-Kommissionens politiske ledelse, de 27 kommissærers rolle, hvordan de udnævnes, og deres forskellige politiske prioriteter.

Kommissærernes rolle

Der er én kommissær fra hvert EU-land, men de har alle til opgave at forsvare EU's interesser som helhed og ikke deres nationale interesser.

I Kommissionen er de beslutningstagerne. For eksempel skal de i fællesskab:

  • træffe beslutninger om Kommissionens strategier og politikker
  • foreslå love, finansieringsprogrammer og det årlige budget, som Parlamentet og Rådet derefter skal drøfte og vedtage.

Europa-Kommissionens rolle

 

Sådan bliver Kommissionen udnævnt

Valg af kommissionsformanden

Hvert femte år foreslår Det Europæiske Råd (EU's stats- og regeringschefer), en kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen, som Europa-Parlamentet så skal stemme om.

Kandidaten foreslås på grundlag af Parlamentets politiske sammensætning efter valget til Europa-Parlamentet og vil typisk komme fra den største politiske gruppering i Parlamentet.

Hvis et absolut flertal af Parlamentets medlemmer støtter den indstillede kandidat, bliver vedkommende valgt.

Sådan udvælges kommissionsteamet

Rådet for Den Europæiske Union (også kaldet Ministerrådet eller bare Rådet) vedtager efter aftale med den valgte formand for Kommissionen en liste over indstillede kommissærer på grundlag af forslag fra EU's medlemsstater.  

Hver enkelt kandidat til en kommissærpost skal møde for det parlamentsudvalg, der har ansvaret for kandidatens foreslåede portefølje. Derefter stemmer udvalget om hans eller hendes egnethed. Når de 27 kandidater er blevet godkendt, stemmer Parlamentet som helhed om, hvorvidt hele holdet kan godkendes. Efter Parlamentets afstemning udnævnes formanden for Europa-Kommissionen og kommissærerne af Det Europæiske Råd.

Sådan holdes Kommissonen ansvarlig

Europa-Kommissionen holdes demokratisk ansvarlig af Europa-Parlamentet, som har retten til at godkende og afskedige hele Kommissionens politiske ledelse.

Europa-Kommissionen holdes også ansvarlig for at omsætte EU-budgettet i praksis. Hvert år vælger Parlamentet at godkende (eller undlade at godkende) den måde, som Kommissionen har forvaltet EU-budgettet på. Denne godkendelsesproces kaldes decharge. Parlamentet baserer sin afgørelse på en række rapporter fra Den Europæiske Revisionsret og Europa-Kommissionen, bl.a. den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport vedrørende EU-budgettet.

Sådan træffes de politiske beslutninger

Alle kommissærer er på lige fod i beslutningsprocessen og kan stilles ansvarlig for alle Kommissionens beslutninger. Kommissionen træffer i fællesskab afgørelse om sit arbejde ved at følge en skriftlig eller mundtlig procedure.

Du kan læse mere om Kommissionens beslutninger på Sådan træffes beslutningerne.

Læs mere om EU's lovgivningsproces.

Beslutningstagning på ugentlige møder