Gå til hovedindholdet

Adfærdskodeks for medlemmerne af Europa-Kommissionen

Kommissionens medlemmer er forpligtet til at følge reglerne om etik og hæderlighed.

EU-kommissærernes etik og hæderlighed

Ifølge EU-traktaterne skal medlemmernes uafhængighed være uomtvistelig, og kommissærerne skal udvise hæderlighed og tilbageholdenhed i hele deres mandatperiode og efter deres mandatperiode.

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde beskriver disse principper nærmere.

Medlemslandene må ikke forsøge at påvirke EU-kommissærerne. Kommissærer må ikke udøve andre erhverv i løbet af deres mandatperiode og skal fortsætte med at udvise hæderlighed og tilbageholdenhed efter deres mandatperiode.

Den tavshedspligt, der gælder for alle EU-institutionernes ansatte, gælder også for kommissærerne.

Adfærdskodeks for medlemmerne af Europa-Kommissionen

Adfærdskodeksen fastsætter, hvordan EU-kommissærerne skal leve op til deres pligt til uafhængighed og hæderlighed i praksis.

Kommissionen fremlagde den første kodeks i 1999. Den seneste og mest omfattende udgave trådte i kraft den 1. februar 2018.

Interesseerklæringer

En vigtig del af kodeksen er offentliggørelsen af interesseerklæringer. I disse erklæringer er de enkelte medlemmer af Europa-Kommissionen forpligtet til at oplyse om stillinger, de har haft i løbet af de sidste ti år, økonomiske interesser, der kunne give anledning til interessekonflikter, og deres tilhørsforhold til organer, der har til formål at påvirke udøvelsen af offentlige funktioner. Denne forpligtelse gælder også for de indstillede kommissærer og den valgte formand for Kommissionen, inden de påbegynder deres nye arbejde.

Europa-Parlamentet gennemgår erklæringerne i forbindelse med høringerne af de indstillede kommissærer, inden de udnævnes. Erklæringerne ajourføres mindst én gang om året og kontrolleres under ledelse af Kommissionens formand, inden de offentliggøres. De er også tilgængelige for offentligheden i maskinlæsbart format.

Gennemsigtighed

Interesseerklæringerne er kun ét aspekt af Kommissionens stræben efter større gennemsigtighed. Kommissionen viser også et godt eksempel ved at offentliggøre information om de møder, der afholdes mellem kommissærer og interesserepræsentanter, og om udgifterne til kommissærernes individuelle tjenesterejser. Offentligheden har også adgang til en liste over gaver, som kommissærerne modtager i embeds medfør.

Kommissærernes politiske rolle

Kommissærerne spiller en vigtig politisk rolle. De har et politisk ansvar og er ansvarlige over for Europa-Parlamentet. Adfærdskodeksen fastsætter derfor, at de kan deltage i det demokratiske liv i EU og i medlemslandene på samme måde som de nationale offentlige embedsmænd. Der er dog forskellige betingelser og begrænsninger for deltagelsen i henholdsvis EU-politik og national politik.

Aktiviteter efter mandatperioden

Ligesom alle andre EU-borgere har kommissærerne ret til at have en erhvervskarriere efter udløbet af deres mandat. Men for at sikre, at tidligere kommissærer fortsat respekterer principperne om uafhængighed, hæderlighed og tilbageholdenhed, fastsætter adfærdskodeksen en kontrolperiode på to år (tre år for den tidligere formand for Kommissionen). Kommissærerne har pligt til at oplyse, hvilke erhvervsaktiviteter de har til hensigt at udøve i denne periode. Hvis den påtænkte aktivitet er relateret til kommissærens tidligere portefølje, må Kommissionen kun godkende den efter at have hørt det uafhængige etiske udvalg.

Kommissionen vedtager sin afgørelse efter at have modtaget udtalelsen fra det uafhængige etiske udvalg.

Sanktioner

Hvis tidligere kommissærer tilsidesætter deres forpligtelser kan EU-Domstolen fratage dem deres ret til pension eller andre ydelser. Disse sanktioner er ekstraordinære, når man sammenligner dem med de fleste EU-landes metoder til at holde en høj etisk standard blandt offentligt ansatte. Kommissionen kan også, under hensyntagen til udtalelsen fra det uafhængige etiske udvalg og efter forslag fra formanden, beslutte at give en tidligere kommissær en irettesættelse og offentliggøre den, hvis det er relevant.

Under alle omstændigheder har kommissionsformanden altid beføjelse til at bede de enkelte kommissærer om at træde tilbage.

Årsberetninger

17. APRIL 2024
Annual Report on the Application of the Code of Conduct in 2023
31. MAJ 2022
Annual Report on the Application of the Code of Conduct in 2021
19. JULI 2021
Annual Report on the Application of the Code of Conduct in 2020
14. OKTOBER 2020
Annual Report on the Application of the Code of Conduct in 2019
25. JUNI 2019
Annual report on the application of the Code of Conduct in 2018

Documents

 

22. JANUAR 2020
Decision relating to the implementation of Commissioner Breton’s commitments

 

6. FEBRUAR 2019
Guidelines on Ethical Standards for the Participation of the Members of the European Commission in the Election Campaign

[node:14318:view-mode:teaser]