VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME 3

Hvordan kan EU-budgettet understøtte bedre forvaltning
af EU's ydre grænser?

Unionens ledere har efterspurgt stærkere ydre grænser som forudsætning for, at der åbnes for de indre grænser. Den europæiske grænse- og kystvagt blev oprettet i 2016 efter forslag fra Europa-Kommissionen. I 2020 vil den europæiske grænse- og kystvagt have 1 015 ansatte, inkl. medarbejdere i felten – og mindst 1 500 indsatsklare nationalt ansatte i udrykningsstyrken. Det årlige budget på 292 mio. EUR bør til den tid være steget til 335 mio. EUR. EU yder også støtte til samfinansieringen af den nationale forvaltning af Europas ydre grænser i form af 96 000 nationale grænsevagter og nødhjælp via Fonden for Intern Sikkerhed (grænsedelen). Tilsammen beløber disse aktiviteter sig til ca. 4 mia. EUR over en periode på syv år, eller 0,4 % af det samlede EU-budget.

Den fremtidige udvikling af den europæiske grænse- og kystvagt vil afhænge af de beslutninger, der træffes om den kommende flerårige finansielle ramme. Alt afhængig af ambitionsniveauet er der flere scenarier i spil:

Maksimal udnyttelse af den nuværende grænse- og kystvagt vil støtte den fortsatte udvikling af informationsudvekslingssamarbejdet (Eurosur) og medlemsstaternes kapacitetsinvesteringer i grænseforvaltning. Det vil også sikre, at grænse- og kystvagten har adgang til det udstyr, den har brug for. Dette scenarie kræver et budget på ca. 8 mia. EUR over en periode på syv år svarende til ca. 0,8 % af den gældende flerårige finansielle ramme.

En opgraderet europæisk grænse- og kystvagt vil gøre det muligt at støtte et fuldt integreret EU-grænseforvaltningssystem. Dette vil skulle ske på baggrund af et revideret retsgrundlag med et udvidet mandat, der samler og styrker de eksisterende værktøjer til udarbejdelse af risikovurderinger og situationsbilleder; en udvidelse af agenturets operationelle kapacitet med et stående korps af europæiske grænsevagter bestående af mindst 3 000 EU-ansatte; finansiel støtte og uddannelse til understøttelse af udvidelsen af den nationale grænsevagtkomponent i sårbare medlemsstater; større og mere operationelle ekspertreserver og en opgradering af grænse- og kysvagtens eget udstyr. Det vil indebære, at EU spiller en stærkere rolle i forbindelse med tilbagesendelser, og at interventionsgrænserne sænkes, så agenturet kan bidrage til at dæmme op for alvorlige mangler i kontrollen ved de ydre grænser, der kan resultere i en krise. Dette scenarie kræver et budget på ca. 20-25 mia. EUR over en periode på syv år svarende til ca. 1,8-2,3 % af den gældende flerårige finansielle ramme.

Et fuldt integreret EU-grænseforvaltningssystem vil indebære ansættelse af 100 000 medarbejdere og opbyggelsen af en betydelig udstyrsreserve svarende til det amerikanske eller canadiske grænseforvaltningssystem. Dette vil kræve ca. 150 mia. EUR over en periode på syv år, når der tages højde for alle de nationale udgifter til grænsebeskyttelse. Det svarer til ca. 14 % af den gældende flerårige finansielle ramme, dvs. et helt EU-årsbudget. Til sammenligning har USA's told- og grænsekontrolmyndighed f.eks. alene et årsbudget på 13,56 mia. USD og mere end 62 000 ansatte. Canadas grænsekontrolmyndighed har et årsbudget på ca. 2 mia. CAD og mere end 14 000 ansatte.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvordan støtter vi bedst opbyggelsen af en ægte europæisk forsvarsunion?

Den europæiske forsvarsfond blev oprettet i juni 2017 og bygges nu gradvist op. Med et begrænset budget på 90 mio. EUR til forsvarsforskning og 500 mio. EUR til udvikling af industrien for perioden 2017-2020 (hvilket tilsammen svarer til 0,05 % af den gældende flerårige finansielle ramme) vil den i første fase kun kunne støtte et begrænset antal fælles forsknings- og udviklingsprojekter.

Hvilken slags forsvarsfond vil vi have i fremtiden? Det vil kræve markante budgetinvesteringer at skabe en ægte europæisk forsvarsunion.

I betragtning af størrelsen af de nuværende nationale forsvarsbudgetter – Frankrig og Tyskland bruger hver især mere end 1 mia. EUR om året på forsvarsforskning – og de høje omkostninger ved at udvikle banebrydende forsvarsteknologier, f.eks. cyberforsvar, skønnes det, at fondens forskningsvindue vil skulle bruge et budget på mindst 3,5 mia. EUR over perioden for at kunne gøre en væsentlig forskel.

Ligeledes ville der være brug for mindst ca. 7 mia. EUR mellem 2021 og 2027 til medfinansieringen af en del af omkostningerne til udvikling af forsvarsindustrien. Denne finansiering vil kunne udløse betydelige samlede investeringer i udviklingen af forsvarskapacitet, nærmere betegnet i omegnen af mindst 35 mia. EUR over en periode på syv år. Det svarer til 14 % af de nationale udgifter til forsvarskapacitet. Det ville være et stort skridt hen mod det mål, der er vedtaget af medlemsstaterne i Det Europæiske Forsvarsagentur, om at bruge 35 % af udgifterne til udstyr på fælles projekter.

Den europæiske forsvarsfond har potentiale til at give EU's strategiske autonomi og den europæiske forsvarsindustris konkurrenceevne et vigtigt løft. I henhold til traktaterne er der imidlertid en række begrænsninger, der betyder, at EU-budgettet ikke kan dække alle EU's indsatsområder inden for sikkerhed og forsvar. En særskilt finansieringsmekanisme på ca. 10 mia. EUR for perioden 2021-2027 ville forbedre EU's muligheder for at yde finansiel støtte til foranstaltninger af forsvarsmæssig karakter betydeligt. Det svarer til op til 3,5 mia. EUR i indeværende periode.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvordan understøtter vi bedst mobilitet blandt de unge?

I løbet af de sidste 30 år har Erasmus+ givet ni millioner unge mulighed for at gennemføre studie- eller praktikophold, undervise eller udføre frivilligt arbejde i et andet land, og dermed givet dem bedre muligheder på arbejdsmarkedet. Det igangværende Erasmus+ for perioden 2014-2020 har et budget på 14,7 mia. EUR (ca. 1,3 % af den samlede gældende flerårige finansielle ramme), hvilket kun er nok til at tilbyde muligheder for læringsmobilitet til mindre end 4 % af de unge i Europa.

Der er stor enighed om behovet for at forbedre mobilitets- og udvekslingsområdet, herunder gennem et væsentlig styrket, mere inklusivt og udvidet Erasmus+. Alt afhængig af ambitionsniveauet er der flere scenarier i spil:

Hvis antallet af unge i EU, der deltager i Erasmus+, skal fordobles og dermed nå op på 7,5 % af alle unge i Europa, vil der være brug for at afsætte 30 mia. EUR til investeringer under den kommende flerårige finansielle ramme (over en periode på syv år).

Hvis hver tredje unge skal have mulighed for at uddanne sig i udlandet under Erasmus+, vil der være brug for et budget på ca. 90 mia. EUR i perioden 2021-2027.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvordan ansporer vi bedst op under Europas digitale omstilling?

EU's støtte til Europas datainfrastruktur, konnektivitet og digitale færdigheder beløber sig til ca. 35 mia. EUR over en periode på syv år. Disse midler tilvejebringes gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (17 mia. EUR), rammeprogrammet for forskning og innovation (13 mia. EUR), Den Europæiske Socialfond (2,3 mia. EUR), Connecting Europe-faciliteten (1 mia. EUR) og rammeprogrammet Et Kreativt Europa (1 mia. EUR).

Fastholdelse eller sænkning af det nuværende investeringsniveau risikerer at kompromittere EU's evne til at forblive konkurrencedygtig i vigtige industri- og servicesektorer såsom industriel produktion og maskineri, finansielle tjenester, sundhed, transport, energi og bilindustrien. Underinvestering i digitale færdigheder vil gøre kløften mellem efterspørgsel og disponibel ekspertise bredere, samtidig med at traditionelle manuelle opgaver automatiseres. Det vil føre til lavere forventninger til beskæftigelse og vækst, offentlige tjenesteydelser, der ikke opfylder standarden, og øget sårbarhed over for trusler mod cybersikkerheden.

Fordobling af de beløb, der investeres i den digitale økonomi på nuværende tidspunkt, til ca. 70 mia. EUR i løbet af perioden 2021-2027 vil afstedkomme store fremskridt hen mod intelligent vækst på områder som infrastruktur for data af høj kvalitet, konnektivitet og cybersikkerhed. Det vil gøre det muligt at tage nye betroede og sikre tjenester i brug inden for e-sundhed, e-forvaltning og mobilitet. Det vil være med til at sikre europæisk lederskab indenfor supercomputere, den næste generation af internet, kunstig intelligens, robotteknologi og big data. Det vil styrke den europæiske industris og de europæiske virksomheders konkurrenceposition på tværs af hele den digitale økonomi, og det vil have væsentlig betydning for lukning af kvalifikationskløften i Unionen.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvordan fremmer vi bedst konkurrenceevnen ved hjælp af
forskning og innovation?

For avancerede økonomier som Europa gør forskning og innovation en forskel for forbedringen af produktiviteten og fremme af konkurrenceevnen. Det fremtidige EU-budget skal derfor gøre det muligt for EU at investere i drivkræfterne bag innovation, så den europæiske industri kan vokse og blomstre. Unionen bruger næsten 80 mia. EUR på Horisont 2020, EU's rammeprogram for forskning og innovation, i perioden 2014-2020. Hvilket forskningsbudget vil vi have i fremtiden?

Fastholdelse eller sænkning af det nuværende investeringsniveau løser ikke underfinansieringsproblemet. Det vil tværtimod have negativ afsmittende effekt på de nationale og private investeringer og underminere bestræbelserne på at nå målet i Europa 2020-strategien om at investere 3 % af bruttonationalproduktet i forskning og udvikling. Unionen vil sakke endnu længere bagud sammenlignet med de førende i verden. Forskningsstøtten til andre EU-politikker vil også blive reduceret.

En forhøjelse af midlerne til rammeprogrammet med 50 % til 120 mia. EUR vil skabe yderligere 420 000 job inden 2040 og forbedre bruttonationalproduktet med ca. 0,33 % i samme periode. Det vil bidrage til den seneste tendens for EU's forsknings- og innovationsbudgetter, der i øjeblikket vokser, og sikre, at en acceptabel andel af forslag af høj kvalitet finansieres. Det vil gøre Unionen mere attraktiv for ledende forskere i hele verden og afhjælpe svaghederne i forbindelse med innovations- og vækstmulighederne. Det vil støtte fremskridt på prioriterede områder såsom digitalisering, energi, klima og sundhed.

Fordobling af rammeprogrammet til 160 mia. EUR skønnes at ville skabe 650 000 job inden 2040 og lægge ca. 0,46 % til bruttonationalproduktet i samme periode. Det vil gøre det muligt for EU at udvikle sig til global leder inden for initiativer i større skala og forberede fuld udrulning på markedet af løsninger på områder som batterier, smitsomme sygdomme, intelligente og rene bygninger og køretøjer, dekarboniseringsteknologier, cirkulær økonomi, plastaffaldsløsninger og netforbundne/automatiserede biler.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvordan kan EU-budgettet understøtte en egentlig
økonomisk og monetær union?

I december 2017 præsenterede Kommissionen en vision for, hvordan euroområdet og Unionen som helhed kan styrkes ved hjælp af EU-budgettet – såvel i dag som i morgen. Der blev præsenteret fire specifikke tiltag: støtte til strukturreformer på nationalt plan, fremme af konvergens i medlemsstater, der forbereder sig på at indføre euroen, oprettelse af en bagstopper for bankunionen og oprettelse af en stabiliseringsfunktion, som skal omfatte forskellige midler og instrumenter på EU- og euroområdeniveau med henblik på opretholdelse af investeringsomfanget i tilfælde af store asymmetriske chok. Disse tiltag kræver nytænkning, der går videre og ud over de EU-budgettets nuværende begrænsninger. De kan f.eks. gennemføres ved hjælp af synergier med Den Europæiske Investeringsbank og den fremtidige europæiske monetære fond. Vores budget for perioden efter 2020 skal imidlertid også spille sin rolle:

Instrumentet til gennemførelse af reformer og konvergensfaciliteten skal kunne yde stærk støtte og incitamenter til en bred vifte af reformer på tværs af medlemsstaterne. En budgetpost i omegnen af mindst 25 mia. EUR over en periode på syv år vil bidrage med den nødvendige kritiske masse og forhindre, at midlerne samles i nogle få medlemsstater.

Stabiliseringsfunktionen vil skulle opbygges gradvist over tid og være baseret på lån mod garanti i andre lån garanteret over EU-budgettet, lån fra den europæiske monetære fond og en frivillig forsikringsordning baseret på nationale bidrag samt et tilskudselement finansieret over EU-budgettet. De midler, der kræves over EU-budgettet, vil ikke nødvendigvis være særlig store, men dog betydelige nok til f.eks. at reducere renteudgifterne på lånene og skabe incitamenter til at gennemføre støtteordningen korrekt.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvad skal ambitionsniveauet være for en effektiv samhørighedspolitik?

Samhørighedspolitikken er et konkret udtryk for solidaritet med økonomisk mindre udviklede dele af vores Union. Formålet er at fremme økonomisk, social og territorial samhørighed. Støtten fra de europæiske struktur- og investeringsfonde er på nuværende tidspunkt til rådighed for alle EU's medlemsstater. Bør det fortsat være sådan, eller bør politikken begrænses til mindre udviklede regioner og/eller medlemsstater? Hvis alle fortsat skal være støtteberettigede, hvor bør ambitionsniveauet så ligge?

Hvis alle medlemsstater og alle regioner fortsat skal være berettigede til støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, kan der opnås effektivitetsgevinster ved at modulere støtteintensiteten og målrette støtten bedre. Hvis det nuværende udgiftsniveau på ca. 370 mia. EUR 4 svarende til næsten 35 % af den gældende flerårige finansielle ramme fastholdes, vil det være muligt at bibeholde et stærkt fokus på investeringer på tværs af alle regioner på områder såsom innovation, industriel omstilling, omstilling til ren energi, klimaindsatsen og bedre beskæftigelsesmuligheder.

Hvis Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond ikke længere skal støtte mere udviklede regioner og overgangsregioner, vil det føre til en reduktion på ca. 95 mia. EUR i perioden svarende til mere end en fjerdedel af de nuværende midler fra disse fonde. Dette beløb svarer til ca. 8,7 % af den gældende flerårige finansielle ramme. I dette scenarie ophører støtten til Belgien, Danmark, Finland, Frankrigs fastland, Irland, Nederlandene, Sverige, Tyskland, Østrig og mange regioner i Italien og Spanien.

Hvis støtten begrænses yderligere til kun at omfatte samhørighedslande, vil støtten til investeringer i mindre udviklede regioner i Frankrig, Italien og Spanien også skulle ophøre. Det vil beløbe sig til en reduktion på ca. 124 mia. EUR over perioden svarende til ca. 33 % af de nuværende midler. Dette beløb svarer til ca. 11 % af den gældende flerårige finansielle ramme.

I scenarie 2 og 3 vil støtten til økonomisk, social og territorial samhørighed skulle overtages af nationale, regionale og lokale myndigheder i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME

Hvad skal ambitionsniveauet være for en effektiv fælles landbrugspolitik?

I den gældende 2014-2020-ramme udløser den fælles landbrugspolitik ca. 400 mia. EUR til finansiering af markedsforanstaltninger, direkte betalinger til landbrugere og landdistriktsudviklingsprogrammer med henblik på at fremme bæredygtigt landbrug og en levedygtig økonomi i landområderne. Direkte betalinger repræsenterer ca. 70 % af dette beløb. Landdistriktsudviklingsprogrammerne støtter investeringer, uddannelse samt en mere ressourceeffektiv landbrugsproduktion og beløber sig til ca. 100 mia. EUR over perioden. Disse programmer finansieres sammen med medlemsstaterne. Ved hjælp af den fælles landbrugspolitik er Unionen i stand til at bidrage til løsningen af strukturelle problemer i landområderne såsom mangel på attraktive beskæftigelsesmuligheder og manglende færdigheder. Opbygningen af nye værdikæder såsom ren energi og bioenergi samt hjælp til, at landområderne kan drage fordel af deres landskabelige værdi, er således blandt de vigtigste mål for disse bestræbelser.

Det drøftes i øjeblikket, hvordan vi bedst kan gøre brug af direkte betalinger. Et fremtrædende forslag går på at reducere og målrette de direkte betalinger bedre i overensstemmelse med målene i politikken. I dag går 80 % af de direkte betalinger til 20 % af Unionens landbrugere. Det drøftes også, hvordan vi kan reducere forskellene i landbrugsstøtte mellem medlemsstaterne. Ændringer af systemet for direkte betalinger vil kunne åbne for muligheden for at målrette betalingerne efter de forventede resultater på områder som bæredygtig landbrugsproduktion i mindre indbringende regioner eller bjergrige regioner, fokus på små- og mellemstore bedrifter, investeringer i bæredygtige og ressourceeffektive produktionssystemer og bedre koordinering med foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne.

Fastholdelse af det nuværende udgiftsniveau på ca. 400 mia. EUR 5 til den fælles landbrugspolitik over perioden svarende til ca. 37 % af den gældende flerårige finansielle ramme og mere målrettethed ville gøre det muligt at støtte navnlig små og mellemstore bedrifter, så de kan vokse, med positiv afsmittende effekt på landområderne til følge. 

Reduktion af midlerne til den fælles landbrugspolitik med 30 % vil svare til ca. 120 mia. EUR over perioden for den kommende flerårige finansielle ramme eller ca. 11 % af den gældende ramme. Der er en risiko for, at dette scenarie vil medføre et fald på 10 % i den gennemsnitlige landbrugsindkomst i en række medlemsstater og potentielt et mere udtalt fald i indkomsten i specifikke sektorer.

Reduktion af midlerne til den fælles landbrugspolitik med 15 % vil svare til ca. 60 mia. EUR over perioden for den kommende flerårige finansielle ramme eller ca. 5,5 % af den gældende ramme. Reduktionen af den gennemsnitlige landbrugsindkomst vil være mere begrænset i dette scenearie, men der er stadig en risiko for, at det vil have væsentlig betydning for visse sektorer afhængig af de valg, der træffes.

Disse scenarier kan ikke betragtes isoleret. Uanset størrelse bør en reduktion af de direkte betalinger ledsages af mere målrettet anvendelse af det resterende budget, f.eks. via øget fokus på små og mellemstore bedrifter og bedre koordinering med foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FINANSIELLE RAMME

Hvordan kan vi bedst fremme vores interesser i udlandet?

I fremtiden skal Unionen råde over instrumenter, der gør det muligt for den at leve op til de eksisterende og nye ambitioner og udfordringer. I rammen for 2014-2020 er der afsat ca. 66 mia. EUR på budgettet til foranstaltninger udadtil. Dette beløb svarer til ca. 6 % af den indeværende flerårige finansielle ramme. Desuden udgør Den Europæiske Udviklingsfond, som i øjeblikket står uden for Unionens budget, det vigtigste instrument, med hvilket der ydes udviklingsbistand til landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet samt til de oversøiske lande og territorier. De samlede finansielle midler under den 11. Europæiske Udviklingsfond beløber sig til ca. 31 mia. EUR for perioden 2014-2020.

Fremtidige scenarier:

En forøgelse af den nuværende finansieringsvolumen til eksterne instrumenter med over 100 mia. EUR i løbet af perioden vil gøre det muligt for EU at opfylde de eksisterende og nye ambitioner, der spænder fra internationalt samarbejde, migrationsstyring, investeringsprojekter, regeringsførelse, menneskerettigheder og retsstatsprincippet til fremme af målene for bæredygtig udvikling, humanitær bistand, kriserespons og konfliktforebyggelse. Der skal i den forbindelse lægges særlig vægt på at støtte EU's strategi for det vestlige Balkan såvel som EU's stabiliseringsindsats i dets naboskabsområde og i Afrika.

Gennem en betydelig forenkling og strømlining af eksterne instrumenter vil budgettet for eksterne relationer kunne anvendes mere effektivt og virkningsfuldt. F.eks. kunne Den Europæiske Udviklingsfond integreres i den flerårige finansielle ramme, forudsat at dette afspejles i det samlede udgiftsloft, og at den nuværende fleksibilitet bevares.

Budgettet for eksterne forbindelser skal også ses i lyset af EU's og dets medlemsstaters fælles tilsagn om senest i 2030 at afsætte 0,7 % af bruttonationalindkomsten til officiel udviklingsbistand. For den kommende flerårige finansielle ramme ville dette medføre en yderligere indsats i størrelsesordenen 40 mia. EUR over en periode på syv år – uden Det Forenede Kongeriges deltagelse. Dette gælder under forudsætning af, at EU bibeholder sin nuværende andel på 20 % af den officielle udviklingsbistand. 

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FINANSIELLE RAMME

Hvordan kan man ved hjælp af finansielle instrumenter
"gøre mere med mindre"?

I Kommissionens oplæg om fremtiden for EU's finanser blev det understreget, at garantier og finansielle instrumenter yder et vigtigt bidrag til at "gøre mere med mindre". F.eks. forventes Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer at mobilisere mere end 500 mia. EUR, som vil give en saltvandsindsprøjtning til den europæiske økonomi. Den aktuelle situation for EU's markedsbaserede instrumenter er imidlertid temmelig uoverskuelig med næsten 40 finansielle instrumenter og tre budgetgarantier og garantifonde, der forvaltes centralt, og en andel svarende til ca. 4 % af den indeværende flerårige finansielle ramme. Alene på området for små og mellemstore virksomheder forvaltes syv finansielle instrumenter centralt, og flere hundrede er under delt forvaltning. Her er der et klart potentiale for rationalisering og øget effektivitet.

En mulighed for at forbedre effektiviteten og virkningen af instrumenter, der har til formål at yde investeringsstøtte i EU, kunne være at integrere dem i ét enkelt investeringsstøtteinstrument. Dette ville yderligere styrke Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, hvilket ville have en positiv indvirkning på investeringsomfanget, den økonomiske vækst og beskæftigelsen i hele EU.

En øget anvendelse af finansielle instrumenter og budgetgarantier ville kunne mere end fordoble de mobiliserede investeringer i løbet af den kommende flerårige finansielle ramme til 2 000 mia. EUR.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FINANSIELLE RAMME

Hvordan udnyttes frigjorte midler bedst?

Som det er nu, annulleres midler, der er afsat på EU-budgettet, men som i sidste ende ikke anvendes i forbindelse med gennemførelsen af EU-programmer. Disse midler trækkes dernæst fra de årligt beregnede bruttobidrag fra medlemsstaterne i forhold til den fulde gennemførelse af budgetforpligtelserne.

I stedet for at annullere disse beløb kunne de anvendes til en EU-reserve. Denne reserve kunne anvendes til at gennemføre fælles prioriteter og løse fælles problemer. Ifølge de nuværende skøn ville der i løbet af en syvårig periode kunne stilles ca. 21-28 mia. EUR til rådighed via denne mekanisme. I 2015 kunne disse beløb f.eks. have været anvendt til at finansiere Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og afhjælpe det investeringsunderskud, der var opstået som følge af finanskrisen. Det ville have gjort det muligt at undgå nedskæringer i midlerne til værdifulde programmer som Horisont 2020 eller Connecting Europe-faciliteten. Ligeledes kunne reserven i 2016 have været anvendt til at støtte oprettelsen af faciliteten for flygtninge i Tyrkiet, der krævede brug af al fleksibiliteten i EU-budgettet såvel som særskilte bidrag fra medlemsstaterne. Det ville også have gjort det muligt hurtigt at mobilisere flere midler til at håndtere migrationskrisen.

I en verden præget af hastige forandringer vil der stadigt hyppigere finde uforudsigelige begivenheder sted. Med en EU-reserve vil vi kunne reagere hurtigere og med større beslutsomhed på denne udvikling. Om ti år vil vi stadig være i gang med gennemførelsen af den kommende finansielle ramme. Denne langsigtede stabilitet er en fordel, men også en begrænsning. En EU-reserve vil udgøre et stærkt og fleksibelt nyt redskab, som vi kunne anvende til at reagere på uforudsete begivenheder og nødsituationer på områder som sikkerhed og migration.

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FINANSIELLE RAMME

Bør EU-finansieringen i øget omfang være underlagt betingelser?

EU-budgettets potentiale kan kun udnyttes fuldt ud, hvis det økonomiske, lovgivningsmæssige og administrative miljø i medlemsstaterne er gunstigt.

Derfor kræves det i henhold til den indeværende flerårige finansielle ramme, at medlemsstaterne og støttemodtagerne påviser, at den lovgivningsmæssige ramme for økonomisk forvaltning er solid, at den relevante EU-lovgivning gennemføres korrekt, og at den nødvendige administrative og institutionelle kapacitet for at sikre en vellykket EU-finansiering er til stede. Desuden kan en politisk konditionalitet fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne på områder, hvor der er betydelige stordriftsfordele eller eksterne virkninger. Med den indeværende flerårige finansielle ramme blev der også indført nye bestemmelser, således at situationer, hvor EU-finansieringens effektivitet undergraves af uforsvarlige økonomiske og finanspolitiske politikker, kunne undgås.

Den nye flerårige finansielle ramme giver lejlighed til at vurdere, om disse principper har skabt et forsvarligt grundlag for resultater. Dette er også det rette tidspunkt til at overveje, hvordan relationen mellem EU-finansiering og respekten for EU's grundlæggende værdier kan styrkes.

En sådan mekanisme skal imidlertid være gennemsigtig, forholdsmæssig og juridisk vandtæt. Selv om de i princippet kunne gælde for alle relevante politikområder, der indebærer udgifter afholdt over EU-budgettet, skal eventuelle finansieringsbetingelser være præcise, rimelige og udvise en tilstrækkelig forbindelse mellem de pålagte betingelser og formålet med finansieringen. I denne debat vil der også skulle tages hensyn til, hvilke følger medlemsstaternes mulige overtrædelser af grundlæggende værdier eller retsstatsprincippet har for de enkelte modtagere af EU-finansiering, f.eks. for Erasmus-studerende, forskere og civilsamfundsorganisationer, som ikke er ansvarlige for disse overtrædelser 6 . 

VALGMULIGHEDER FOR DEN KOMMENDE FINANSIELLE RAMME

Hvad kan nye egne indtægter bidrage med til EU-budgettet?

Emissionshandelssystemet: EU's emissionshandelssystem er hjørnestenen i EU's klimapolitik. Medlemsstaterne bortauktionerer kvoter, der indkøbes af virksomheder for at dække deres drivhusgasemissioner. En del af indtægterne fra bortauktioneringen af kvoter kunne stilles til rådighed for EU-budgettet. Afhængigt af markedsprisen for kvoter, kunne en del af indtægterne fra emissionshandelssystemet generere indtægter på skønsmæssigt mellem 7 mia. EUR og 105 mia. EUR over en periode på syv år.

Momsbaserede egne indtægter: Moms er en forbrugsafgift, der opkræves på grundlag af merværdien af alle varer og tjenesteydelser, der omsættes i EU. I dag afhænger de egne indtægter, der er baseret på denne afgift, af meget komplekse statistiske beregninger. En reform af de egne indtægter kunne føre til en opkrævning på grundlag af en forenklet momsbase. Indtægterne fra de nuværende momsbaserede egne indtægter beløber sig i øjeblikket til ca. 105-140 mia. EUR over en periode på syv år og ville kunne tilpasses gennem en kalibrering af momsbidragssatsen, afhængigt af de krævede niveauer.

Fælles konsolideret selskabsskattegrundlag: Store virksomheder har en enorm fordel af det indre marked. Det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag er et sæt fælles regler til beregning af virksomheders skattepligtige overskud i EU. Et bidrag baseret på et harmoniseret selskabsskattegrundlag, eventuelt med en digital komponent, ville styrke forbindelsen mellem fordelene ved det indre marked og finansieringen af Unionen. Den enkelte medlemsstat ville fortsat have mulighed for at beskatte sin andel af overskuddet efter sin egen nationale skattesats. Afhængigt af den valgte model og den anvendte sats, ville en skat, der er knyttet til det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag, kunne generere mellem 21 og 140 mia. EUR over en periode på syv år, eksklusive de forventede indtægter som følge af mindsket skatteunddragelse.

Møntningsgevinst er betegnelsen for centralbankernes og regeringernes indtægter fra udstedelsen af penge. Da Den Europæiske Centralbanks monetære indtægter fra udstedelsen af euroen er direkte knyttet til Den Økonomiske og Monetære Union ville den kunne betragtes som en mulig ny egen indtægt. Et beløb svarende til en del af nettofortjenesten fra de nationale centralbankers andele af euroområdets monetære indtægter – udbetalt fra medlemsstaternes statskasser – kunne stilles til rådighed for EU-budgettet i form af et nationalt bidrag. En lignende logik blev anvendt i forbindelse med de indtægter, der blev genereret af Den Europæiske Centralbank og medlemsstaternes centralbanker fra akkumulerede græske statsobligationer, da Eurogruppens ministre i 2012 nåede til enighed om en overførsel til Grækenland af et beløb svarende til de indtægter, som eurosystemet (Den Europæiske Centralbank og medlemsstaternes centralbanker) genererede fra deres beholdninger af græske statsobligationer. Afhængigt af den anvendte procentsats, kan de anslåede indtægter fra møntningsgevinsten beløbe sig til mellem 10,5 mia. EUR (10 %) og 56 mia. EUR (50 %) over en periode på syv år.

HVORFOR ER DET NØDVENDIGT AT UNDGÅ FORSINKELSER?

Iværksættelsen af programmerne under de europæiske struktur- og investeringsfonde for 2014-2020 blev betydeligt forsinket. Lovgivningen vedrørende de sektorspecifikke programmer blev først afsluttet i december 2013, selv om der var opnået enighed om den flerårige finansielle ramme allerede i første halvår af 2013. Dette forsinkede vedtagelsen af de detaljerede bestemmelser, der var nødvendige for programmernes gennemførelse i praksis, ligesom de efterfølgende forhandlinger med medlemsstaterne om partnerskabsaftalerne blev forsinket.

Som følge heraf blev også investeringer og støtten til meget nødvendige projekter og reformer forsinket. Dertil kom, at forpligtelsesbevillingerne ved begyndelsen af den indeværende periode var blevet væsentligt sænket.

Udviklingen i forpligtelseslofter for perioden 2000-2020 (løbende priser)

Forsinkelser har reelle konsekvenser for mennesker.

Retsakterne vedrørende Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed blev først vedtaget i 2014. Det betød, at udpegelsen af myndigheder og vedtagelsen af programmer først fandt sted i 2015. Som følge af disse forsinkelser var medlemsstaterne ikke i stand til at iværksætte projekterne til tiden. Dette havde en indvirkning på modtagelses- og indkvarteringskapaciteten i medlemsstaterne samt på grænseforvaltningen. Forsinkelserne gjorde det meget vanskeligt for de græske myndigheder at anvende EU-finansiering til at forberede sig på krisen i 2015. Indkvarteringscentrene stod ikke klar. Betingelserne for at modtage flygtninge var ikke tilfredsstillende, da en stor strøm af personer med behov for beskyttelse ankom til de græske øer mellem juni og september 2015. Samtidig havde andre medlemsstater, f.eks. Sverige og Østrig, ikke EU-finansiering til rådighed til at indkvartere personer, der var ankommet via Balkanruten. EU var i disse vanskelige tider nødt til at yde nødhjælp for at støtte de pågældende medlemsstater.

En række internationale foranstaltninger under Erasmus+-programmet kunne ikke gennemføres i 2014 som følge af den sene vedtagelse af den seneste finansielle ramme. Det betød, at ca. 25 000-30 000 udvekslingsophold for studerende og lærere fra medlemsstaterne og vores partnerlande, der var planlagt for 2014, ikke kunne finde sted det pågældende år. Hvis der opstod forsinkelser for hele programmet, ville helt op til 1 000 000 unge mennesker ikke kunne deltage i en udveksling inden for rammerne af Erasmus+ i 2021.

Forsinkelser i gennemførelsen af det næste rammeprogram for forskning ville betyde tab af ca. 5 000 forskerstillinger pr. måned (ca. 3-4 % af det samlede antal forskerstillinger i EU) og yderligere 7 000 arbejdspladser i økonomien som helhed. I den samme periode ville mere end 200 forskningspublikationer ikke blive udgivet, herunder omkring 100 artikler med stor indholdsværdi.

Forsinkelser i udvælgelsen af projekter i den tidlige fase af gennemførelsen af samhørighedsprogrammerne ville betyde, at mere end 100 000 projekter ikke ville kunne iværksættes rettidigt. De berørte områder ville blandt andet være erhvervsstøtte, energieffektivitet, sundhed, uddannelse og social inklusion.

Forsinkelserne ville endvidere have en stærk indvirkning på en række store infrastrukturprojekter. Rumprogrammer som Galileo og Copernicus har lange investeringscyklusser. De har derfor brug for forudsigelighed, hvad angår offentlige indkøb. En igangværende udbudsprocedure for en række Galileo-satellitter vil blive afsluttet i 2019 og kan først gennemføres fuldt ud, når de nye juridiske og budgetmæssige krav er helt på plads.

Et andet eksempel på, at forsinkelser i opnåelsen af enighed om en ny finansiel ramme fører til negative virkninger, er Rail Baltica. Formålet med projektet er at anlægge en meget vigtig jernbaneforbindelse i de baltiske lande, og projektet skal være afsluttet senest i 2025/2027. De nødvendige, større indkøb til anlægsarbejdet skal kunne iværksættes i 2021. Dette er en forudsætning for fuldførelsen af et projekt, der forbinder fem millioner indbyggere i de baltiske lande med resten af Europa. Højhastighedstogforbindelsen vil samtidig gøre det muligt at transportere gods ad jernbane direkte fra Finland til Tyskland, Benelux og Adriaterhavet.

Det forventes, at Brenner-basistunnellen er fuldført i 2027, og at jernbaneanlægsarbejderne bliver iværksat under den næste flerårige finansielle ramme. Det drejer sig om et meget vigtigt projekt, der skal overflytte halvdelen af de 2,2 millioner lastbiler på Brenner-motorvejen fra vej til jernbane. Dette vil bidrage til at reducere forureningen i dalene mellem München-Innsbruck og Verona.

Den faste forbindelse under Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland, Evora-Merida-jernbaneforbindelsen, der endelig vil forbinde Lissabon og Madrid samt Lyon-Torino-basistunnellen, der vil forbinde Frankrigs og Italiens højhastighedsjernbanenet, skal alle være afsluttet ved udgangen af den næste flerårige finansielle ramme.

Der er ikke plads til forsinkelser i planlægningen af eller indkøb til sådanne projekter alene som følge af en sen vedtagelse af den næste flerårige finansielle ramme.